DEBAT
11-06-2023
26-05-2023
08-02-2023
23-11-2022
18-09-2022

Teater V og Teater Nordkraft: Intet

Claus Helbos kløgtige, brune kasser får alverdens betydninger i Teater V og Teater Nordkrafts voldsomme teaterfortolkning af ’Intet’. Her er det Kristine Elmedal Johansen og Mikkel Løvenholt Reenberg, der besøger den lokale kirke i en søgen efter livets maksimale betydning. Foto: Niels Fabæk

Meningsfuldt teater om intethedens trussel

16-03-2015
Pelle Koppel har dramatiseret Janne Tellers forfærdende historie 'Intet', så man som tilskuer bliver helt stum over meningsløshedens vold.
FAKTA
Teater V og Teater Nordkraft: Intet -

Forlæg: Janne Tellers ungdomsroman fra 2000. Dramatisering og instruktion: Pelle Koppel. Scenografi: Claus Helbo. Musik: Marcus Aurelius Hjelmborg. Lys: Clement Irbil. Lys: Thomas Matyjasik. Medvirkende: Kristine Elmedal Johansen og Mikkel Løvenholt Reenberg. Aldersgruppe: Fra 13 år. Varighed: 65 minutter. Oplevet 13. marts 2015 på Teater Nordkraft i Aalborg, hvor den spiller til 21. marts og siden på Teater V i Valby 31. marts – 18. april 2015 samt på Aprilfestival 2015 (www.aprilfestival.dk) i Frederikssund 26. April kl. 11.15 og 14.15. www.teaternordkraft.dk www.teater-v.dk

Budskabet i Janne Tellers omdiskuterede roman ’Intet’ er klart lige fra begyndelsen: ’Der er intet, der betyder noget’. Intet!

Denne provokation har instruktøren Pelle Koppel ikke kunnet modstå. Han har dramatiseret romanen – og han har nu iscenesat ordene til en rå og nøgen forestilling med to skuespillere på et gulv med nogle trækasser.

Her er det kun ordene, der driver den uhyrlige fortælling frem. Ordene, der fremsiges af Mikkel Løvenholt Reenbergs blide mandestemme og Kristine Elmedal Johansens glade pigestemme.

Bedetæppe i kassen

De to skuespillere styrter rundt på gulvet, mens de flytter trækasserne rundt i alverdens positioner. For scenografen Claus Helbo har bygget en masse trækasser i forskellige størrelser. Mange af dem gemmer sig inde i andre kasser – og nogle af dem har et navn skrevet på den ene side.

For i stedet for et hav af realistiske rekvisitter er der bare disse symbolske kasser.

En gul cykel? Den er bare en brun kasse. En trofast hund? Den er også en kasse. Et bedetæppe? Det er også en kasse. Og så videre.

Denne klare symbolik rammer direkte ned i fortællingens modbydelige, eksisitentielle skepsis. For er den ene ting overhovedet mere værd end den anden, når ingen af delene har betydning? Og er et levende væsen egentlig mere værd end en ting?

Misforstået hjælp

Filosofisk går Janne Tellers roman planken ud og viser, hvad der sker, når unge i en misforstået hjælpemanøvre pludselig kommer til at udvikle sig til en slags terrorister i en sags tjeneste. Og når sammenhold og kammeratskab forvandler sig og bliver til mobning og vold og overgreb og det allerværste.

Og også i teaterforestillingen mærker man, hvordan denne opsugende forfærdelighed er uundgåelig.

Netop derfor er det ærgerligt, at Pelle Koppel ikke har kælet mere for instruktionen. Skuespillerne har fundet en fin fortælleform, som er både nøgtern og usentimental. Men instruktionen har jappet tempoet op, så replikkerne aflires så hurtigt, at man nærmest ikke kan forstå ordene.

Man kan ikke leve sig ind i ordene, fordi hastigheden åbenbart er så vigtig for forestillingens gennemførelse. Som om dramatiker-instruktøren på forhånd har fortrudt, at han ikke har gjort sit manuskript kortere…

Ro i stemmen

Af og til slipper Kristine Elmedal Johansen nemlig speederen i sin røde buksedragt. Så ser hun bare på os med sit klare blik. Og så begynder hun at fortælle, sådan som hun ville fortælle historien, hvis det var til en fortrolig kusine et sted. Stille og roligt - og indlevende og skrækslagent. Og SÅ begynder billederne at tegne sig hos tilskueren.

På samme måde lader Mikkel Løvenholt Reenberg i sin blå trøje og jeans til at forsøge at undslippe fra speedsnakken. En del steder har han nemlig fået indlagt nogle illustrerende fagter, og som den kropskunstner han er, så formår han her at standse alle de pressede bogstaver og i stedet virkelig SPILLE sin beretning frem med sin præcise krop.

Og så ser man pludselig hver eneste nuance i fortællingen.

Mere musik, tak!

I den allersidste scene optræder forestillingens stærkeste billede – med en brændende flot lyssætning af Clement Irbil og noget apokalyptisk og alligevel beroligende musik  af Marcus Aurelius Hjelmborg. Det fungerer betagende flot. Men det viser også, at resten af forestillingen er noget underforsynet med lydlige og visuelle virkemidler den øvrige del af værket. For hvorfor kunne denne udsøgte æstetik ikke findes gennem hele forestillingen?

’Intet’ er klart en forestilling, der kræver alder og eftertænksomhed. Men fordi forestillingen er så underdrevet, så kan teenagere på både 13 år og 19 år formodentlig opfatte og fordøje den på mange forskellige niveauer.

Diskussionerne bagefter sikkert vil komme til at handle om alt muligt forskelligt. Men det vil nok alligevel være de færreste, som fortsat har lyst til at hævde, at ’der er intet, der betyder noget’.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Intet
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

27-09-2023

26-09-2023

25-09-2023

24-09-2023

22-09-2023

21-09-2023

20-09-2023

16-09-2023

15-09-2023

09-09-2023

05-09-2023

04-09-2023

09-08-2023

26-06-2023

23-06-2023

19-06-2023

11-06-2023

09-06-2023

08-06-2023

01-06-2023

31-05-2023

30-05-2023

28-05-2023

27-05-2023

26-05-2023

25-05-2023

24-05-2023

23-05-2023

22-05-2023

21-05-2023

19-05-2023

18-05-2023

17-05-2023

16-05-2023

15-05-2023

13-05-2023

11-05-2023

09-05-2023

08-05-2023

07-05-2023

Flere anmeldelser