Af: Kirsten Dahl

20. september 2013

Meningsfuldt inklusionsteater

Der er fine elementer og gode skuespilpræstationer i Hvid Støj Sceneproduktions nye ungdomsforestilling, som dog mister pusten undervejs på grund af for mange gøremål og spekulative replikker.

Tag en taburet, træd ind i rummet og sæt dig langs kanten, hvor du vil. Hvisk det videre til din sidemand, som skuespilleren lige har hvisket dig i øret. Syng med på den omdelte fællessang. Tag imod og hold de for ejermanden dyrebare ting som skuespillerne rækker dig – en dagbog, et billede,  en hestehale, et bundt DVD'er, en specialsyede unikke gallakjole, en racercykel, der altid vil minde dig om din far etc.  

Fold en papirflyver. Tag din taburet og følg med spillerne et andet sted hen i rummet. Stil dig op og lav i flok aerobiclignende gymnastik. Følg bagefter skuespilleren i de rute, som hun tager hen over gulvet. Stil dig sammen med de andre midt i rummet. Deltag, vær med, lyt, oplev. 

Med 'BRANDEN' inviterer Hvid Støj Sceneproduktion sit publikum ind til en ungdomsforestilling som på meddeltagende vis vil bringe unge fra 13 år og op i så direkte interaktion med forestillingens handling og karakterer som muligt.

'Inklusionsteater' kalder teatret det. Og fremgangsmåden er at nedbryde den grænse som vanligvis er mellem scene og sal, for indenfor det fælles rum at bringe et i fiktionen inkluderet publikum sammen med de to optrædende skuespillere.

Eksistenstematik

Handlingen udspiller sig på en efterskole og det som står i centrum er pigen Laura, som har forskanset sig på sit værelse, fordi hun ikke kan se en mening med noget i livet. Intet betyder noget. ALT forekommer hende meningsløst. Denne eksistentielle krise betror hun i stykkets begyndelse til den anderledes jordbundne dreng William, der tydeligvis er tiltrukket af hende.

I et forløb, hvor vi tildeles rollerne som medefterskoleelever, spiller og guider Katrine Beck Ibsen og Daniel Bevensee os igennem et nykomponeret soundscape-ledsaget forløb, der går ud på at få Laura til at komme ud af sit værelse.

Tanken er, at hvis alle elever på efterskolen afleverer det, der betyder allermest for dem og anbringer det udenfor Lauras dør, så vil hun komme ud.

En række rekvisitter, som er placeret i scenens midte og som gør det ud for de forskellige elevers allermest betydningsfulde ting, bliver fordelt mellem publikum, efter at Ibsen og Bevensee har gennemspillet en lille sekvens, der på problematiserende og diskuterende vis anskueliggør de følelser som er knyttet til tingen.

Skønt skuespil

Ibsen og Bevensee springer fysik gelinde, med et stort og vågent nærvær og med en god og forskelligartet energi ind og ud af rollen som de forskellige efterskoleelever. Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at de to skuespillere kan deres gebet. Her er ingen vaklen. Skønt.

Undervejs træder de også ud af ungdomsrollerne og kommenterer metarefleksivt deres egen rolle som skuespillere med en replik a la: 'Vi er jo også bare to skuespillere som lader som om overfor et publikum, der seriøst gerne vil lyves for'.

Og de taler i samme ombæring om at tilbyde publikum 'et almendannende budskab', som reelt bare er et 'nul og nix, – et lykkefiks'.

Det kræver sin mand – her kvinde – at iscenesætte en forestilling så anderledes, som der her er tale om. Charlotte Ladefoged, som også sammen med stykkets scenograf Stine Worm Sørensen står for idé og koncept, har en fin fornemmelse for at skabe forandringer i rummet. Dejligt.

Men den del af forestillingen, som går med at introducere og dele de mange forskellige ejendele rundt, varer alt for længe.

Teksten overtydeliggør  

Årsagen kan føres tilbage til den tekst, som Simone Isabel Nørgaard har skrevet i tæt samarbejde med Charlotte Ladefoged. Teksten rummer fine dybsindigheder og små finurlige replikker, men desværre har den også noget lovligt omstændeligt over sig og en overtydeliggørelse af sin meningsspørgende tematik. De sidste to ting inviterer ikke til, at vi inkluderer os i 'teaterlegen'.

'BRANDEN' husker man bagefter med kroppen. For den fysisk anderledes måde hvorpå man er publikum. Formen er udtryk for en spændende udfordring af teatret som medie.

Det trækker sammen med de rigtigt gode skuespilpræstationer op i en helhed, selvom vi går død i omdelingen af objekter, og fordi tekstens meningsdiskuterende del er for bastant 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.