Men sommerfuglelarven var stadig sulten

Jonathan Bonnici får straks fat i børnenes opmærksomhed, da han kommer ind på scenen med to gammeldags små riskoste i hænderne. De tynde grenes kradsende lyd hen over gulvet vækker i sig selv nysgerrighed. 

Og medperformeren Inaja Skands følger ham med en lang pinkfarvet paryk og nogle tunge plateausko – til seje danserytmer. 

Begyndelsen på ’Strømme’ er altså fin og sanselig, og begge performere har fin øjenkontakt med børnene og godt humør. 

Men Jonathan Bonnici er antagelig mere performer og skuespiller, end han er danser og koreograf. Han har skabt ’Strømme’ sammen med Sall Lam Toro, men deres fælles koreografi virker ret begrænset. Eller sagt på en anden måde: Jonathan Bonnici blander dansen med scenekunstens mange andre forskellige udtryk.

Forestillingen er henvendt til de 4-8-årige. Titlen ’Strømme’ er ganske vist et temmelig abstrakt begreb for børnehavebørn, og den har heller ikke umiddelbart noget med handlingen i forestillingen at gøre. Udover at ’strømme’ rimer på ’drømme’… 

Tal og frugter

Jonathan Bonnici er tydeligvis ikke begrænset af det abstrakte. I forestillingen begynder han kækt pludselig at fortælle eventyret om sommerfuglelarven, der spiste og spiste: To pærer, tre bananer, fire appelsiner og så videre. Hver gang afrundet af den pirrende eventyrsætning: ’Men den var stadig sulten…’ 

Ungerne gættede flittigt med på tallene og frugterne i maven på den forspiste larve. Men Jonathan Bonnici stod i sin brune blondeskjorte og fortalte historien så hurtigt, at den næsten blev jappet. Han ønskede åbenbart at få historien hurtigt fortalt, så forestillingen igen kunne få fokus mod dansen. 

Her drejede kvinden rundt og rundt, så hendes lange parykhår hvirvlede rundt. Og så mødtes begge performere i et rødt lys midt på gulvet i sjove positurer, hvor de stod op og flettede deres ben rundt om hinanden. Indtil nogle af børnene blev vinket med ind i forestillingen, så de kunne tage fat i de to performere og trække i dem til hver sin side som i gammeldags tovtrækning. 

Derefter udviklede forestillingen sig mest af alt til en dansefest, hvor både børn og voksne tilskuere hoppede med ind på det nøgne scenegulv i fri bevægeglæde. Og hvor Jonathan Bonnici og Inaja Skands kastede med skønne rosenblade, så poesien pludselig dalede ned i rummet. 

Alt sammen til en veloplagt musikcollage af S. Reiser, der lod stemningen bølge i små sekvenser fra flamencohidsighed til klarineteftertænksomhed.

Uforløst

Børnene smilede. De voksne var glade. Og de to performere var yderst sympatiske og anerkendende i deres møde med børnene.  Men som danseforestilling betragtet er udtrykket i ’Strømme’ meget begrænset – og den koreografiske opfindsomhed er meget lille.

Jonathan Bonnici er uddannet skuespiller i England og kalder sig selv ’performance maker’. I 2015 flyttede han til Danmark, hvor han siden hovedsagelig har skabt interaktive performances og installationsperformances, bl.a. voksenforestillingen ’Ality’ med Two Women Machine Show på Charlottenborg i 2018. 

Han har tydeligvis et ønske om at møde børnepublikummet med respekt. Det lykkes fint. Men kunstnerisk set er hans fusionsperformance af dans, skuespil og performance både rodet og uforløst – og dramaturgisk underligt abrupt. 

Det er i hvert fald svært at forstå, at Dansehallerne specifikt har valgt denne dansesvage performance til sin dansefestival KORAL for børn.

Det kan godt være, at sommerfuglelarven stadig var sulten, da den havde spist alverdens lækre frugter. Men efter 30 minutter med ’Strømme’ er tilskueren også stadig sulten efter noget mere spændende koreografi.