DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

Syddjurs Egnsteater: Kæmpen som ikke havde hjerte i livet

Alene lyden af ’Kæmpen som ikke havde hjerte i livet’ er skræmmende i sin buldren i Syddjurs Egnsteaters levende eventyrforestilling. Foto: Martin Busborg

Med hjertet på rette sted

07-03-2017
Det gamle norske folkeeventyr om kæmpen, der ikke kunne lide menneskelugt, bliver til en morsom og nervepirrende teaterforestilling hos Syddjurs Egnsteater.
FAKTA
Syddjurs Egnsteater: Kæmpen som ikke havde hjerte i livet -

Baseret på eventyret af Asbjørnsen og Moe. Iscenesættelse: Folmer Gry Kristensen. Scenografi: Niels Secher. Musik: Tine Vitkov og Troels Drasbeck. Lys: Maria Pi Houmann. Medvirkende: Margit Watt-Boolsen og Kenneth Andersson. Varighed: 45 minutter. Aldersgruppe: 4-10 år. Turneforestilling. Oplevet på  Vendsyssel Teater marts 2017. Spiller også på Aprilfestival i Sønderborg samt i Syddjurs og på turné efteråret 2017. www.syddjursegnsteater.dk

En kæmpe er et menneskedyr, der er større end alle andre. Men lige netop kæmpen i Syddjurs Egnsteaters forestilling ’Kæmpen som ikke havde hjerte i livet’ er fuldstændig gigantisk. Hans fødder gungrer i jorden, så klipperne skælver, og hans stemme buldrer, så man bare får lyst til at gemme sig. Alene hans næse er uhyggelig…

Pigerne fra 2. klasse, som jeg oplevede forestillingen sammen med, fløj da også op på skødet af hinanden undervejs, når kæmpen blev for uoverskueligt stor. De skulle ikke nyde noget.

Dobbelthistorie

Det er Folmer Gry Kristensen, der muntert og intenst har iscenesat Asbjørnsen og Moes norske folkeeventyr. Det handler om kongens yngste søn Askefis, der drager ud for at finde sine brødre. For de er blevet forvandlede til sten af en kæmpe, der også har taget en smuk prinsesse til fange…

Eventyret foregår naturligvis i Norge - og ’i Norge er der koldt,’ som det hedder i den første replik.

Forestillingens fortælling er lidt ujævn – med en langsom indledning og en temmelig hovsahurtig afslutning - men spændingen holder. Måske fordi forestillingen er så fint holdt som en dobbelthistorie mellem dukker og skuespillere.

Eventyret foregår egentlig mellem nogle dukker, men når historien bliver for spændende – og især når prinsen og prinsessen kommer til at se hinanden i øjnene eller røre hinandens hænder – så springer skuespillerne direkte ind i rollerne som de to forelskede unge.

Det er et sjovt greb. Ungerne følger opmærksomt med. Og det giver skuespillerne mulighed for at vise flere nuancer, end hvis de var forblevet i dukkeførerrollerne.

Opfindsom prinsesse

Skuespilleren Margit Watt-Boolsen er indtagende med sine smukke, udtryksfulde øjne og sin barske stemme. Hun har en god skæbnepoesi over sig. Hun kan både spille en gammel konge, der ikke længere kan overskue et spil skak – og en opfindsom prinsesse, hvis forelskelse gør hende modig, selv om hendes stemme ryster neden under hendes veloplagte ord til kæmpen.

Den skæggede Kenneth Andersson har et beroligende smil og en kæk energi over sig, når han gemmer sig under prinsessens seng, så han kan finde kæmpens hemmelighed. Det er ellers næsten ikke til at holde ud, at han sådan gemmer sig i kæmpens hule, for så spreder han den ’menneskelugt’, som gør kæmpen mistænksom…

Psykologisk spændvidde

Det interessante er imidlertid, at de to skuespillere begge to på et tidspunkt glider ind i kæmpens grufulde silhuet og spiller ’den onde’. Dermed forvandles kæmpen til noget symbolsk – til noget uundgåeligt dæmonisk, som ethvert menneske skal besejre i sin kamp for at blive voksen.

Men illusionen er stærk i denne forestilling. Også illusionen om kæmpen som et væsen, der er splittet mellem sin pålagte ondskab og sin trang til godhed. Her kunne iscenesættelsen vist godt have dyrket den psykologiske spændvidde mellem kærlighed og had – og mellem hersker og offer – endnu mere.

For hvorfor mon denne kæmpe siger ’nej’ til alting? Hvorfor er han så vred og så hævngerrig? Er det simpelthen, fordi han aldrig havde følt sig elsket? Det er da nogle af de spørgsmål, som forestillingen vækker hos tilskueren, bevidst eller ubevidst.

Besværlige klippevægge

Det norske univers med fjelde og masser af sne bliver fint skitseret i Niels Sechers scenografi, der mest består af udklippede silkestoffer med istapper og fjeldspidser.

Desværre er silkestofferne besværlige og langsommelige at folde og at hænge op på alverdens kroge – og dermed kommer scenografien faktisk til at nedbryde den illusion, som den ellers selv så glimrende bygger op. Det er ærgerligt.

Dyrene kan tale

Men dyrene er skønne. I eventyr kan dyr jo tale, og dyrene, der dukker op undervejs, er både kloge og vittige. En hjælpsom ulv klarer endda også en vild løbetur i sneen – både som minidukke og i stor menneskestørrelse - og en talende fisk har et godt vrik med halen. Det er sjovt. Og både dyr og mennesker trives fint i musikken af Tine Vitkov og Troels Drasbeck, der har skabt en glimrende collage af stumper af folkevisemelodier - både med faretruende molklange og med fredelige tonestrejf af lykke.

’Kæmpen som ikke havde hjerte i livet’ er et fint møde med Asbjørnsen og Moes norske eventyrverden. Og den er ikke mindst en forestilling med hjertet på rette sted.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Kæmpen som ikke havde hjerte i livet
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

04-09-2017

Flere anmeldelser