Af: Janken Varden

15. september 2014

Med hjernen i hånden og hånden på hjertet

Teater Bühne vil mere, end de kan i forestillingen 'Hjern!'.

Ud af netværksforeningen 'Bühne' (nu nedlagt) er der sprunget et nyt teater, lille og ambitiøst, hvor de medvirkende ser ud til at have en fælles baggrund og oplæring fra højskolemiljøet. Gruppen har tidligere haft en forestilling – 'Debut' – på festival og turné om de første teenage-år, om forelskelse, sex og stoffer, som fik en udmærket anmeldelse her i Teateravisen.

Den nye forestilling er mere problematisk på den måde, at den bevæger sig ind i mere abstrakte farvande. Hvad sker der – inde i hjernen – når man står i et dilemma? Når en beslutning vil få store konsekvenser? Hvad vil det sige at vælge?

Inspirationen er hentet fra Peter Lund Madsens bog 'Dr. Zukaroffs Teastamente'.

I skolens laboratorie

Vi mødes med lyde fra en skolegård, når vi kommer ind. Skoledagen er ved at være slut. Men Mads Bebe Lange Nielsen nøler ubeslutsomt med skoletasken over skulderen. Han skal holde foredrag i morgen, om hjernen og dens udvikling. Han må hellere blive lidt længere og forberede sig.

Modvilligt og åbenbart meget nedstemt, og efter et par overspringshandlinger, finder han, Jonas, en plastikhjerne på en hylde. De tre grundtrin i udviklingen ridses op: 1) Evnen til at reagere – det kan ethvert insekt, for det handler om at overleve. 2) Evnen til at vælge – såfremt vi ser bort fra det filosofiske paradoks om Buridans æsel – er det noget, de fleste pattedyr kan: At have flere muligheder, men at kunne beslutte sig for én. Og 3) Evnen til at tage ansvar og se konsekvenser. Som vi mennesker tror, at vi – og kun vi – kan.

Han behøver hjælp fra hjernen til at skrive sit oplæg, javist – men der er tydeligvis også noget andet der plager ham, og som hans egen hjerne står rådvild overfor.

Han gnider på plastikhjernen. Buller mørke. Høj lyd. Vendepunkt! Lysskift.

Og pludseligt har vores helt selskab af to underlige væsener – hjerneceller, forstår vi – der ikke rigtigt kan bestemme sig for, om de er komiske indslag, eller om de skal forbarme sig over den arme dreng og guide ham videre i hans kamp for at forstå. Både hjernen og sig selv.

Det personlige problem

Sofie Ebbesen Nielsens og Mikkel Bjerringgaard Carlssons gestaltning af hjerneceller er imidlertid så amatørmæssigt fjollet, at de hverken bliver sjove eller giver nogen garanti for kognitiv indsats på drengens vegne.

Han kunne ellers bruge lidt – faktisk en hel del – assistance, for det viser sig ganske rigtigt, at Jonas har problemer ud over morgendagens foredrag: Forældrene står i færd med at blive skilt, noget som står langt mere centralt i hans bevidsthed end hjernens udvikling og kapacitet.

Rent bortset fra, at han vil have sin familie tilbage her og nu, skal han tage stilling til, hvor han skal bo – hos mor eller hos far? Han skal tage ansvar for lillesøster Laura, han skal forudse konsekvenserne af de valg, han træffer. Han skal kunne navigere på egen hånd i en kaotisk verden, hvor mor og far slås og ikke er til nogen hjælp.

Interaktivt

Når de to halvhjerner på scenen ikke kan hjælpe, appelleres der til os i publikum – vi er nemlig også – alle sammen – hjerneceller, der måske kan bidrage til at løse Jonas’ problemer.

Og så sker der det, der ikke må ske.

Jonas sidder på en stol halvanden meter fra første række og beder om råd. Spørgsmålet er klart nok formuleret. Men der er kun én i det nølende publikum, der føler sig kaldet til at svare  – og hun sidder nede på første række. Mellem disse to opstår der en mumlende, fortrolig dialog. Alle vi, der sidder bagved, hører ikke en lyd og bliver fuldstændigt efterladt i limbo.

Så når Jonas til afslutning siger, at 'det lyder som en god ide, det vil jeg prøve', så aner vi ikke en døjt om, hvad der blev besluttet. I øvrigt er vi også blevet ligeglade – det bliver man af at holdes udenfor.

Det er enkelt at rette op, men fatalt når det sker. Da jeg så forestillingen, skete det to gange, og lige  irriterende var det hver gang. Teater Bühne har det som programerklæring at spille forestillinger på et ungt publikums præmisser og at inddrage publikum i samtale/problemløsninger. Så er det elementært at sørge for, at alle bliver taget med ind i forestillingens univers. For eksempel ved hjælp af en samtaleleder.

Til slut: Jeg blev ikke særlig meget klogere på hjernens udvikling, kapacitet eller funktion. Skilsmissehistorien har svært ved at finde fokus, når hjernehistorien kæmper om opmærksomheden. Og Teater Bühne har endnu et stykke vej at gå rent skuespillermæssigt. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.