Af: Kirsten Dahl

9. juni 2012

Manipulationens mekanik

’Goebbels' Time’ er takket være en magnetiserende og blændende flot skuespilpræstation og en fremragende tekst blevet en hårrejsende veldrejet og vigtig forestilling.

’Rejs dig op!’, ’Sæt dig ned!’, ’Rejs dig op!’, ’Sæt dig ned!’.

Ina-Miriam Rosenbaum når mange i forsamlingen til brystet, men blikket er magnetiserende stålfast, skridtene fast besluttede og stemmeføringen rummer ingen sprækker for tvivl. Så hvad gør vi? Vi rejser os op i flok og råber kampråb, og det er lige før vi tramper ’i kor’ synkront med de tyske nazister, der marcherer i takt for Der Führer i snorlige rækker på filmen, der afspilles i baggrunden.

For Rosenbaum er ikke Rosenbaum, men Hitlers højre hånd – en genopstået Dr. Joseph Goebbels i aktion.  

’Goebbels' Time’ er både forrygende og foruroligende. Vi er kommet i skole, eller rettere vi er det publikum, som Dr. Joseph Goebbels fra dybet af en sønderskudt bunker har sat sig for at hjernevaske via værdi- og kulturkampsprogrammet KKK (Kunst, kultur og kommunikation). KKK, som han ’Down Town’" som sandhedsdefinerende kulturminister under Propaganda og Folkeoplysning sender ud i æteren som et ’cool, super duper’ ungdomsprogram, ’Yo, Yo, Jugend’.

Så fermt og begavet kan det siges. Rhea Lehmann sniger på eminent vis manipulationens grusomme mekanik ind i et stramt og underholdende set-up. Fordi der også er så meget elegant humor på spil er der plads til, at Dr. Goebbels kan kalde en spade for en spade: Det her handler om ensretning. Om at enten er du med os, eller også er du mod os, dvs. bandlyst. Om at her bliver din sjæl udryddet. ALT som er anderledes bliver udryddet.

’Frisind, det modsatte af enhver tænkelig konformitet, er du ikke klar over hvor farligt det er?!’. ’Hvem er fjenden? Hvem her er anderledes? Hvem på den her skole kan gå hen at blive et problem?’

Det er rystende eksempler fra denne Dr. Goebbels replikpose. Han kan træde ud til publikum med sin lille sorte bog i hånden og få publikum til som små agenter at angive kammerater og bekendte som potentielle fjender og forrædere. Og han tillader sig endda at klandre en tilskuer for at opgive et for lille tal: ’TRE!! – er det alt!’

Demagog med jingle

Ud over at være en fremragende tekstforfatter skaber Rhea Lehmann også med raffinerede instruktørgreb et både grotesk morsomt og stærkt foruroligende billede af en folkeforfører i aktion: Lehmann lader ikke Rosenbaum trone bag et skrivebord eller på en talerstol. Nej hun lader hende tale ind i en mikrofon, som er anbragt for enden af den langside af skrivebordet, som er ved at synke i grus.

Og der, for enden af det bombede møbel, tilsætter hun frækt en nutidstunet underholdningsjingle og en vifte af farvet lys. The Show must go on. Og det er akkurat den lille propagandaministers projekt.

Med kulturens midler og mottoet ’There is no business like showbusiness’ skuer denne demagog, i Rosenbaums excellente spil, ud over publikumsrækkerne. Ud over os, som han kalder en flok potentielle tilhængere, hans unge disciple. Og hele seancen beskriver han som en indføring i ’The Knowhow of Dr. Goebbels’. En lektion som sigter på ’at vinde vores land tilbage fra fjenden’- de røde kommunister, som har tager regeringsmagten. En lektion i at hverve en ny Hitler-jugend. En jugend, som blindt danser efter nazismens brutale, dominerende og frygtløst ondskabsfulde pibe og uden at stille spørgsmålstegn lægger alle sigøjnere, jøder, intellektuelle og homoseksuelle for had.

Elegant spindes fortidens nazistiske tankesæt og fortræd sammen med det nu, vi er i. Hvor forført blev folket dengang og hvor frie er vi egentlige i dag – i tanke og handling? De kæmpestore og essentielle spørgsmål formår ’Goebbels' Time’ at stille i dette brag af en forestilling, som er en ungdomsteaterversion af den voksenteaterforestilling, ’Hitler on the Roof’, som Ina-Miriam Rosenbaum vandt en Reumert for skuespilpræstationen i.

Her er hun ikke mindre fremragende. Fornemt brænder hun igennem ved at gøre oplevelsen af os selv i Goebbels' kultur- og værdikampprojekt foruroligende uhyggelig og vildt vigtig at tage afstand fra. 

Efter forestillingen stiller Ina-Miriam Rosenbaum sig til rådighed for 20 minutters dialog. Jeg kan umuligt forestille mig, at den del (som ikke var med på festivalen) ikke også er guld værd.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.