Det er mig, der bestemmer; mig, der ejer det hele.
Herremandstonen er klar, når Troels Kirk Ejsing træder op i midten af tilskuerpladserne, hvor vi siddende omkring ham skal forestille at være hans ansatte på gården. Stemmen er dyb og myndig, kroppen tung – en magtfuld mand holder tale til sit tyende oven på en god høst.
En lovlig lang tale, skal det vise sig, hvor herremanden afslører, at aftenens underholdning består i løgnehistorier. Gårdens folk skal fortælle og den bedste historie vinder. Vi inviteres til at komme med bud på gode emner til den slags historier – mord, kærlighed, jalousi, den slags. Vi hører nu ikke rigtig nogle af historierne, for en stol står tom imellem os – Jimmies.
Gårdens unge, stærke men også tavse og lidt kedelige Jimmie, der helst vil være i fred, men nærmest presses til at fortælle.
I stedet flygter Jimmie ned til vandet og om bord i en båd, hvor han vælter og får et slag i hovedet. Da han vågner igen, er han forvandlet til en kvinde. Derpå følger historien om Jimmies liv som kvinde sammen med en god mand – de får børn – og mange år senere gentager historien sig. Jimmie i kvindeskikkelse sejler ud i båden, får et slag i hovedet og vågner op igen som mand. Tilbage til herregården, hvor det viser sig, at festen stadig er i gang.
Jimmie fortæller om alt det mærkelige, der er hændt ham – og vinder prisen for den bedste løgnehistorie! Men var det en drøm, en løgn – eller virkelighed?
Mangel på logik
Jeg fandt aldrig ud af, hvad vi egentlig skulle med den historie. Men en god historie kan jo også være nok i sig selv. Og Troels Kirk Ejsing er sådan set en udmærket fortæller. Men han fletter et alenlang eventyr ind i historien om Jimmie, og det er sådan set et fint eventyr, som jeg også har hørt fortalt i andre børneteaterforestillinger, men jeg havde hellere undværet det. Fordi det slet ikke skal nogen steder hen i denne forestilling.
Undervejs spiller Troels Kirk Ejsing også lidt på medbragt sav. Og det kan også være glimrende, men igen knytter det sig ikke logisk ind i historien og virker blot som indlagte åndehuller for skuespilleren i den lange monolog.
Ud over at fundere over hensigten med denne angiveligt gamle, skotske historie om den kønsforvandlede gårdskarl fornemmede jeg en vis højtidelig stivhed i forestillingen – den sprællede ikke rigtig, skuespillerens energi overbeviste mig heller ikke helt, når jeg sammenlignede den med andre af dansk børneteaters efterhånden lovlig mange historiefortællere.
Så hvis jeg som skuespiller skulle bestemme, ville jeg nok korte gevaldigt i teksten og arbejde med et mere varieret scenisk udtryk. Og hvis jeg var teaterindkøber, ville jeg nok overveje, om denne historie var den optimale at få fortalt til mit ungdommelige publikum eller om andre emner måske mere trængte sig på.
