Af: Janken Varden

17. juni 2012

Man tager en roman

Er teatret en egen kunstart, kan det noget andet eller mere end litteratur? Gudskelov er det en udmærket forestilling, der rejser det spørgsmål.

Hvis man tager en roman og skraber alt kødet væk og derefter lægger alle knoglerne efter hinanden i rigtig rækkefølge, så sidder man tilbage med – en fortælling, eventuelt med et budskab. En god og spændende fortælling måske, hvor alle romanens handlings-elementer er med, men der mangler altså noget kød – det der gør romanen til mere end en fortælling. Til litteratur. Til digtning.

Det store spørgsmål bliver: Hvad kan teatret så tilføre? Hvad kan teatret, ud over at genfortælle historien? Får vi en ny vinkel der får os til at se romanen i et klarere lys? Kan teatret stofliggøre romanens indhold på en måde der får os til at se personerne bedre, til at mærke følelser og konflikter stærkere? Kort sagt: kan teatret sige noget nyt, noget andet, noget mere?

Det er selvfølgelig på samme måde med film. Hvornår bliver filmen film, og ikke kun en illustreret klassiker? Og hvornår bliver teatret teater?

Jeg skriver alt det, her fordi Team Teatrets udgave af ’Pelle Erobreren’ rejser interessante, principielle spørgsmål i forbindelse med dramatisering af litterære forlæg.

Jeg iler med at sige: En dramatisering af en roman, der er noget af et nationalt klenodie, kræver ingen speciel begrundelse, når målgruppen er de 9- til 13-årige. De skal bare have historien, skal de – læse bogen kan de gøre en anden gang!

’Pelle Erobreren’ som fortælling

Team Teatret fortæller de to første dele af Andersen Nexøs roman, – og lidt ind i den tredje – aldeles udmærket. De tre erfarne skuespillere går ud og ind af mange roller uden voldsomme bestræbelser på karakterisering, afslappet, men med både empati og humor. Musikalske er de også. Iscenesættelsen er sikker og solid, uden overflødige påfund, med god variation og med fornuftig udnyttelse af den sceniske topografi, uden at det bliver hektisk. Og scenografien, med antydninger af skib og rejse, samt lyset, er nødtørftig, men meget velfungerende.

Jeg synes også, at forestillingen får forfatterens ’budskab’ ganske klart frem. Den vågnende bevidsthed, arbejderbevægelsens fødsel og barndom, kampen mod undertrykkelse, og for retfærdighed og fagforeninger. Dagens unge publikum får en påmindelse om tider der var anderledes end i dag. Om fattigdom og afmagt, om tyranni og menneskeforagt.

Teksten kunne være bedre – her er megen replikudveksling af ’skib o’hoj-typen’ – grove manderøster der råber kammeratligt eller kommanderende. Det bliver lidt monotont, og poesi bliver der ingen plads til. Næsten ingen.

Men alt i alt bliver de udvalgte dele af romanen præsenteret for os på udmærket vis – nogle vil måske blive ansporet til at læse bogen, andre vil mene de hermed har fået historien fortalt.

’Pelle Erobreren’ som teater

Hvordan kan det så være, at jeg forlader denne udmærkede forestilling med blandede følelser? Hvordan kan det være, at jeg føler mig oplyst, men ikke berørt?

Team Teatret har fundet én helt klart teatralsk metafor: Pelle selv fremstilles af en dukke. Det kommer der meget godt ud af, men det har også sine problemer.

Katrine Karlsen har skabt en original udgave af Pelle i træ – som en nysgerrig dreng på ca. 12 år med en anelse af E.T., men den fungerer fint hele vejen, gennem barndom, ungdom og læretid. Bo Stendell Larsen er Pelles far til at begynde med, men efterhånden skiftes de tre spillere om at holde og lægge stemme til den søde, opvakte dreng. Indimellem er de sågar alle tre om at give dukken det rette udtryk – for eksempel at rejse med syvmilestøvler fra et sted til et andet – hvilket giver både fokus og dynamik.

Men romanens historie er set gennem Pelles øjne. Det er hans udvikling, hans oplevelser og erkendelse, der er og bliver omdrejningspunktet – det er ham som hovedperson, der giver romanen dens helt egne farve og valør. Dét går uvægerligt tabt, uanset om spillerne gør deres bedste for at give dukken liv og nuancer. Pelles omgivelser, bipersonerne, er bestemt ikke uinteressante, men det er Pelle selv, der er mit identifikationsobjekt. Og det er svært, når han er en dukke, og de stærke bipersoner stjæler hovedfokus.

’Pelle Erobreren’ som forestilling

Ud over dukken kan jeg ikke rigtig se, at Team Teatret tilfører en teatralsk kvalitet, der giver romanen en ny dimension.

Andersen Nexøs spændende fortælling er på plads, så det er en ret underholdende forestilling, hvor gode kræfter får lov til at boltre sig på scenen. Men jeg får ingen indblik i, hvad teatret kan på egne vegne.

Sådan set lever teaterforestillingen altså ikke sit eget liv.

Og jeg bliver altså heller ikke berørt, bevæget. Jeg har mere følelsen af, at jeg er blevet trukket rundt fra hændelse til hændelse: Så skete der det, og så skete der det. Forestillingen engagerede ikke mit følelsesapparat, sådan som romanen gjorde (og også Bille Augusts film over barndomsdelen).

Egentlig ville jeg ønske, at jeg ikke havde kendt romanen eller filmen. Så havde jeg måske kunnet bedømme Team Teatrets forestilling mere umiddelbart! Eller for at slå en lille smule selvkritisk kontra: Hvorfor skal teatret ikke bare kunne fortælle en god historie? 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.