DEBAT
18-09-2018
10-09-2018
07-09-2018
20-07-2018
19-07-2018
Stephan Pollner i 'Ene men stærk': Det er vigtigt, at teatret er noget, man kan genkende fra sit eget liv. Og så er det vigtigt at debattere emnerne bagefter. Foto: Thomas Yong

'Man skal kunne få luft'

06-11-2009
Selvom teatret Munk & Pollner er fortid, er et af de vigtige elementer i efterfølgeren, (&) Pollner Teaterproduktion, fortsat snakken efter forestillingen. Debatten, der fortsætter med skuespillerne eller ude i klasselokalerne og derhjemme. Muligheden for at komme listende bagefter og sige: ’Jeg kender en...’ og få talt med nogen, der lytter. Her lufter Stephan Pollner nogle af sine tanker om at lave teater på de unges præmisser.
Af: Astrid Myrup
FAKTA
Stephan Pollner er uddannet skuespiller ved skuespillerskolen i Odense i 2000 og har siden 2004 været den ene halvdel af Munk og Pollner Teaterproduktion. Er nu hovedkraften bag (&) Pollner Teaterproduktion.
Om forestillingen: 'Seks historier om sex'. Manuskript og iscenesættelse: Nils P. Munk og Stephan Pollner. Medvirkende: Anne Katrine Andersen, Jesper Kaplan og Morten Christensen.
Forestillingen har bl.a. spillet på Bådteatret og på Festival 2009 i Ballerup og skal siden på turne.
Læs mere om (&) Pollner Teater Produktion på www.teater-pollner.dk
Læs anmeldelse af 'Seks historier om sex'.

I over fire år har Stephan Pollner lavet teater for unge mellem 14-99 i samarbejde med kollegaen Nils P. Munk i Munk og Pollner Teaterproduktion. Nu er Munk og Pollner blevet til (&) Pollner, men tankerne og idéerne bag forestillingerne er stadig de samme.

Missionen er blandt andet at ’dræbe’ det hellige teater og lave teater, hvor de unge har mulighed for at komme til orde. Så efter forestillingen er der debat, og skuespillerne bliver hængende og snakker med dem, der har lyst, fortæller Stephan Pollner.

»Jeg synes man skylder sit publikum ikke bare at smutte,« siger han, men det er ikke kun for publikums skyld, at debatten skal være der:

»Jeg kunne da nogle gange godt tænke mig at høre, hvad publikum egentlig havde fået ud af det, vi lige havde stået og lavet. Hvad er det for nogle tanker og følelser, vi sætter i gang? Jeg synes det er vigtigt at have den dialog. Så den mulighed skal der være hos os, så kan man bruge den eller lade være.«

At der skal være dialog, og at det skal foregå på de unges præmisser, er en af grundtankerne i (&) Pollner Teaterproduktion. Derfor beskæftiger de sig også med emner, som de unge kan relatere til, og baserer forestillingerne på interviews og egne erfaringer.

Sex og SSP

For de, der ikke kender forkortelsen, er SSP et samarbejde mellem skole, socialvæsen og politi.

Selvom han ikke bryder sig særligt om betegnelsen, kan Stephan Pollner alligevel godt forstå, hvorfor der er nogle, der har kaldt deres forestillinger om blandt andet ensomhed, stofmisbrug og integration for SSP-teater:

»Jeg kan sådan set godt forstå hvorfor, fordi vi tager de her emner op, som er i SSP-regi. Men det har ikke været af nogen anden grund, end at vi har haft lyst til at fortælle den historie. Fordi vi synes, det har manglet, og fordi der ikke har været fokus på det.«

Det samme gælder den nyeste forestilling (og altså sidste, under det navn) Munk & Pollner Teaterproduktion har lavet: ’Seks historier om sex’. Selvom de unge får masser af information om sex i dag, manglede der en forestilling, som ikke var et stort ’pas på’.

»Vi havde lyst til at lave en forestilling om, at det var fikst og kluntet og smukt og rart og skønt og alt det dér. At det ikke behøver være skærsild og løftet pegefinger og prostitution og porno og uha pas nu på! Og web-cam og netchat med ældre mænd, eller unge piger, der sælger sig selv. Vi syntes, der manglede noget inden for det.«
Alligevel berører forestillingen også nogle af pas-på-emnerne, men da jeg bemærker det, forklarer Stephan Pollner forskellen:
»Ja, vi går bare ikke ind og kommenterer på, hvor frygteligt det er. Porno er jo en del af sex, kan man sige. Det vi vil vise med vores scene er, at det er et arbejde. Vi går ikke ind og kommenterer på, at det er et frygteligt arbejde eller om det er et skønt arbejde. Det overlader vi til det uvisse - og til snakken bagefter.«

Pinlige grin

Forestillingen om sex er ikke bare en forlængelse af skolens seksualundervisning. Den er også underholdende. Og provokerende.

Den formiddag jeg ser forestillingen på Bådteatret er der højlydte tilkendegivelser på provokationen, da to mænd kysser på scenen. Og der er stille piger, der rødmer for dernæst at overgive sig til et velkomment latterbrøl.
Komikken giver en mulighed for at skjule sig lidt, og for at grine sammen:

»Hvis man kan grine sammen og snakke sammen bagefter og lidt i den sjove ånd måske spørge om nogen ting, som man aldrig kan få luft for andre steder, så ville det jo være vidunderligt. Derfor synes jeg også, det er så godt, den her forestilling er sjov. Så bli’r det knap så pinligt. Så kan man grine lidt sammen. Så kan man sidde og være lidt røde i hovedet sammen. Og så kan man stille spørgsmål og så kan man grine lidt af det. Men så bli’r der grinet sammen i stedet for af. Det tror jeg er vigtigt.«

Kunst og komedie

Det leder os ind på den gamle diskussion, om hvad kunst er. Må den godt være underholdende og oplysende?
»Jamen, jeg synes det handler om at have en god oplevelse, når man går i teateret. Så kan man så diskutere, hvad kunst er. Se det billede, jeg har hængende dér - er det kunst?«

Han peger på et farvestrålende nonfigurativt billede, der hænger på væggen.

»Det synes jeg jo det er, det er derfor, jeg har det hængende. Der er sikkert nogen, der ville være uenige. Så tættere kommer man det ikke rigtigt, det er jo en smagssag. Jeg vil gerne lave kunst, jeg synes teater er en kunstart og en måde, man kan formidle nogle ting på. Følelser og tanker. Og diskutere dem - helst bagefter. Det vil jeg rigtig gerne.«

Og der skal ikke kun være plads til det, der er eksperimenterende, men også til det, folk rigtig gerne vil se – også selvom det måske ikke er ligeså ’fint’, mener Stephan Pollner:

»Det synes jeg også teateret skal kunne. Kunne tale til folk. Være i øjenhøjde - det er også meget det, vi forsøger i vores teater. At vi taler til de unge, at vi ikke forsøger at lave 'stor kunst' på et eller andet metaplan. At vi rigtig gerne vil fortælle dem den her historie, at vi gerne vil snakke med dem.«

Luft for tankerne

At de unge er modtagelige, når der bliver talt med dem, og ikke bare til dem, har Stephan Pollner mærket, blandt andet i forbindelse med forestillingen ’En brun & 2 blege’ om identitet og integration.

»Der kunne jeg virkelig mærke - og det har jeg også kunnet med 'Ene men stærk' og ’Seks historier om sex’ - at vi når ud til nogen, som bruger det til sig selv. Tænker over det, reflekterer over det, snakker om det. Måske oplever, at de ikke er alene med de tanker. Omkring ensomhed fx, at har man det sådan, så kan man få gjort noget ved det.«

Derfor benytter (&) Pollner Teaterproduktion sig også tit af eksperter på området, fx unge fra værestedet Ventilen, som i forbindelse med ’Ene men stærk?’ holdt oplæg efter forestillingen. Ikke fordi teatret er forpligtet til at tage hånd om de følelser, det sætter i gang, for teatret har ikke forpligtelse til at være terapeuter:

»Jeg synes teatret er forpligtet til at fortælle nogle rigtig gode historier og underholde og røre. Det synes jeg teatret er forpligtet til, ellers er der ikke nogen idé i, at det eksisterer. Men med de emner vi tager op på vores teater, der synes jeg vi har en forpligtelse til, at der er mulighed for at få luft for sine tanker bagefter.«

Ren stil
I løbet af årene har Munk og Pollner Teaterproduktion udviklet deres egen stil, hvor de blandt andet kun benytter sig af få rekvisitter og tekniske virkemidler. Fokus ligger i stedet på skuespillernes evner til at formidle. Stephan Pollner kalder det 'en ren stil, med debatten i fokus, og uden ret mange ting'.

Og selv om Munk og Pollner var bagmændene, så var det aldrig kun et tomandsprojekt. Der var et stabilt hold bagved, og skuespillerne var i høj grad involverede i udformningen af forestillingerne – og det vil de fortsætte med, selvom om det nu blot er Stephan Pollner, der er ved roret.

Dermed ikke sagt, at der ikke skal nytænkning til - (&) Pollner Teaterproduktion vil gerne fortsætte med at udvikle stilen og ikke bare lave det samme igen.

»Jeg vil gerne finde ud af, hvad kan det mere? Vi vil lege og udforske rummet og tænke nyt.«

Også sprogligt vil der komme til at ske noget nyt. Stephan Pollner er glad for den direkte stil, som har været gennemgående for forestillingerne, men han løfter alligevel sløret for, at tonen i den kommende forestilling, ’To gange terror’, vil blive mere poetisk.

Pointen
Jeg spørger Stephan Pollner, om han har et motto eller en vigtig pointe, han gerne vil have med. Det har han ikke, men han fortsætter alligevel med det samme, da jeg begynder sætningen for ham: Teater for unge skal...

»Det skal sgu være godt! Det kan være mottoet. Teater for unge, det skal virkelig være godt. Det skal være høj kvalitet. De har ligeså meget krav på høj kvalitet som voksenteatret har. Det har de. Og den gode historie, og det håber vi jo så, vi kan supplere med. Lad det være slutreplikken herfra.«

Astrid Myrup er bachelor i musikvidenskab og kulturformidling på Københavns Universitet og har læst kulturjournalistik det sidste års tid.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - 'Man skal kunne få luft'
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
1234567891011121314151617

07-10-2014
 

25-09-2014
 

22-09-2014
 

18-09-2014
 

11-09-2014
 

05-09-2014
 

22-08-2014
 

17-08-2014
 

13-08-2014
 

05-08-2014
 

23-06-2014
 

18-06-2014
 

11-06-2014
 

09-06-2014
 

03-06-2014
 

23-05-2014
 

19-05-2014
 

12-05-2014
 

07-05-2014
 

02-05-2014
 

29-04-2014
 

24-04-2014
 

18-04-2014
 

15-04-2014
 

08-04-2014
 

02-04-2014
 

27-03-2014
 

20-03-2014
 

14-03-2014
 

10-03-2014
 

07-03-2014
 

26-02-2014
 

17-02-2014
 

07-02-2014
 

31-01-2014
 

25-01-2014
 

19-01-2014
 

10-01-2014
 

01-01-2014
 

23-12-2013
 

Flere anmeldelser