Man kan ikke flygte fra kærlighed

Paulus havde fat i noget: 'Men størst af alt er kærligheden' skriver Paulus i et brev til Korintherne. Måske fordi den ikke kan styres og opstår, når du mindst aner det, oftest ud af ingenting. Kærligheden er dyb og utilregnelig, kærligheden er magtfuld. Vi er alle dens gidsler og når man er gidsel, kan man ikke flygte.

I Danmark er vi bekendt med begrebet tvangsægteskab, især mellem en ung pige af anden etnisk herkomst og en ung mand fra pigens families hjemland. Hvad vi ikke hører så meget om, er de unge nydanske mænd, der mere eller mindre frivilligt arrangeres til giftermål med kusiner fra forældrenes hjemland.

Denne problematik er omdrejningspunktet for Holbæk Teaters mobile virkelighedsdrama, 'Gidsel'. Skæbnen vil, at kærligheden her er blevet en uoverkommelig hindring for ægteskab mellem den fordanskede Samir og hans kusine i Pakistan.

Hvad skal han stille op? Valget mellem den familie man er født ind i og det nye bekendtskab, man uden forvarsel har fundet kærligheden i, bliver en bitter og umenneskelig handling.

Det fortvivlede pars Romeo og Julie konflikt serveres lige i øjenhøjde og kulturelle forskelle gør Sally og Samirs forhold til gidsler i deres eget liv.

Udfordrer det traditionelle teaterbegreb

I 'Gidsel' leger Holbæk Teater med den traditionelle teaterform. Især udfordres det traditionelle skel mellem spillerne og publikum. For det unge publikum kan der gå en rum tid, før det går op for dem, at de bogstavelig talt deltager i det intense drama, der udspiller sig i bussene mellemgang. Tættere på kan de ikke komme, hvilket bevirker at indlevelses kvotienten er betydelig højere end ellers i en ordinær teatersal.

At vi er rykket så langt ind i spillernes fysiske intimsfære, gør, at vi berøres og engageres på et ekstremt højt niveau.

Vi kommer med hjælpende tilråb, klapper og hujer umotiveret, når bussen f.eks. stikker af fra Samirs fætre som vi narrer os selv til at tro, vi ser

Om end de castede turtelduers alder skurer en smule, går de rent ind hos de deltagende skoleelever, som befolker passager sæderne. Sally og Samirs historie bliver nærværende i skikkelse af Henriette Rosenbeck og Morten Nielsen. De er begge nervepirrende tilstede. Rasmus Haxen er den meget troværdige chauffør, som først er lidt stiv i betrækket, men som gradvis involveres på lige fod med publikum i busdramaet.

Forestillingen er især oplagt for de ældste skoleklasser i grundskolen og til ungdomsuddannelser. Den rammer lige ned i deres spirende fornemmelser for kærlighed. Derudover er forestillingen oplagt som diskussions oplæg i skoler og klasser, hvor tvangsægteskaber kan være aktuelle.

Anmeldelse fra BTA 145