Af: Henrik Lyding

19. oktober 2010

Magtens dødbringende fordærv

Ungdomsvenlig og original fortolkning af Shakespeares klassiker, udsat for to dukkeførere og to skuespillere.

Dukketeater kan også laves for voksne, tro endelig ikke andet. Og Bådteatrets bud på Shakespeares ‘Kong Lear’ er så afgjort ikke for de små. 14 år og opefter skal man være – så er det til gengæld et oplagt bud på en ungdomsvenlig, lettilgængelig og uhyre original fortolkning af den klassiske tragedie om kongen, der vælger at fokusere på magten i stedet for kærligheden.

Et stort, blodrødt gulv med lemme, to skuespillere og to dukkeførere er mere end rigeligt til at fortælle den drabelige historie om Lear, der gammel og affældig vælger at fordele kongemagten mellem sine tre døtre. Eller rettere to døtre. For den tredje, Cordelia, ville ikke som sine to søstre smiske og fedte for farmand, så hun fik ingenting. Hende, der som den eneste virkelig elskede sin far, blev vist bort som en tigger.

Den fejltagelse kommer Lear til at betale dyrt for. De to andre døtre ydmyger ham, og hele historien ender med død. Ikke kun for Lear, men også for de tre døtre. Morale: Vælg den sande kærlighed til og lad dig ikke forblænde af smiger og magtbegær.

Kraftig bearbejdning af originalen

De to skuespillere personificerer Kongen og Narren – hovedpersonen og fortælleren – hvor Narren samtidig fungerer som historiens fortæller og lægger stemme til de andre figurer omkring Kongen.

Som Lear er Ole Westh-Madsen en god type, men desværre unuanceret og sjusket i udtalen af replikkerne, så tekstens voldsomme ord i Niels Brunses glimrende oversættelse formindskes unødigt.

Til gengæld er Laura Allen Müller fremragende som Narren. Hun råber og hvisker, hvisler, kurrer og håner, som sig selv, som døtrene og som de to kongesønner, Edmund og Edgar, der dukker op senere i historien.

Suveræn hjælp får hun af Rolf Søborg Hansen og Karen Pontoppidan Monrad som de to nuancerede og fintmærkende dukkeførere, og af nogle dukker, der både er groteske og ekstremt præcise i deres udtryk. Stærkest døtrene, der fremstilles som et par glubske ulve med store, gennemskårne munde, der snapper grådigt efter alt og alle, mens kroppene hvirvler rundt i luften, som var de samtidig sultne gribbe eller onde ånder.

Rolf Heims fornemme iscenesættelse trækker således karaktererne hårdt op med en rageknivsskarp vekslen mellem ømhed og vrængeri. I al sin enkelhed er opsætningen meget Shakespearsk og voldsomt billedskabende med ganske få rekvisitter – en stol, et tæppe og en masse lemme, som hoveder og kroppe dukker frem af – i en virtuos blanding af storladen tragedie og brutal humor. Som da alle til slut er slået ihjel og kontant smides i store plastikposer, der hænger på bagvæggen som et manende billede på magtens dødbringende effekt.

Forestillingen er en kraftig bearbejdelse af originalen. Blot en fjerdedel af persongalleriet er tilbage og endnu mindre af teksten – men det betyder intet. Tværtimod gør det kernen i stykket langt tydeligere.

Og som en publikumsvenlig indføring på blot fem kvarter i et af Shakespeares væsentligste skuespil er det perfekt.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.