Af: Janken Varden

10. maj 2015

Magten og æren

I en ren tour de force genfortæller Lene Vestergård William Shakespeares 'Coriolanus' flot, med mange figurer, mange stemmer og nutidig relevans.

En spændende historie med mange facetter, fortalt i et uforlignelig kraftfuldt og poetisk sprog for 400 år siden, om en arrogant og antidemokratisk folkehelts fald fra tinderne, bliver her fortalt af hans mægtige mor, der kun er optaget af én ting: At bevare sønnens helteglorie.

Danmark har et fåtal rigtigt dygtige historiefortællere, og historien om byen Roms helt og redningsmand og skurk og landsforræder kræver det bedste af den, der vil lægge krop, stemme og emotionelt register til fortællingen om Coriolanus. Hærføreren. Krigeren. Mennesket.

En sådan fortæller er Lene Vestergård. Og den dramatiske historie hun beretter for os i 'Viljen til sejr' bliver yderligere forfinet, poetisk såvel som dynamisk, ved at hun har haft dansk fortællerkunsts grand old lady, Vigga Bro, som instruktør.

Historien

Historien om Coriolanus har tre kapitler. Det første handler om hvordan han, Caius Marcius, erobrede Corioli og reddede Rom fra volskerne og hungersnød, og blev den store helt og fik sit tilnavn.

Det andet om hvordan folketribunerne og senatet, på trods af folkets beundring og anerkendelsen som hærfører – ikke vil have ham som republikkens leder, og vender folkestemningen ved at udstille Coriolanus’ arrogance, hovmod og magtbrynde.

Og det tredje hvordan han, hævntørstig – hvem fanden tror folket og dets tribuner at de er!? – allierer sig med sine oprindelige fjender, volskerne, og erobrer sin egen by, Rom, men ender med at blive dræbt af volskernes fører, Aufidius.

Vestergård og Bros bearbejdelse fortæller Shakespeares historie først og fremmest gennem heltens mor, Volumnia, men de har også opfundet den trofaste slavinde Olivia, ligesom et utal af andre figurer der befolker dette krigeriske univers fem århundreder inden vores tidsregning.

Lene Vestergård gestalter dem alle, med individualisering i stemme og krop, så vi får et indtryk af Rom anno dazumal – med intriger, levevilkår, angst og oprørstrang.

Det er en god idé at lade fortællingen strømme gennem moderen, men også at afsløre moderens skjulte dagsorden: At få nedskrevet et helte-epos om sin søn. Hun fortæller sin historie til en anden af bearbejdelsens opfindelser, den fra Grækenland tilkaldte digter, musiker og komponist Hektor (Erling Hjernø), men det er temmelig åbenbart allerede fra start, at hun manipulerer ham lige så heftigt som historiens fakta. Desto bedre at slavinden Olivia kommer til orde med et korrektiv i ny og næ.

Historien om Coriolanus er kendt fra flere kanter, men først og fremmest gennem Shakespeares stykke – og med stor styrke og intensitet bringer Lene Vestergård sin version ud til et ungt publikum. Det er en rigtigt god bearbejdelse, den er klar, fortællingen flyder let, der er spænding og dramatik, men også poesi og momenter af sjov og karikatur. Og momenter hvor Erling Hjernøs musikalske bidrag får stå alene.

Jeg tror nok, at fortællingen vil slå an hos en stor andel af et gymnasiepublikum – altså dem over 15 – men det er masser (måske mere) at hente også for den voksne tilskuer.

Kampen for demokratiet

Selvfølgelig er det en gammel historie – om folket versus magthaverne, om misnøje og revolte, om råbet efter den stærke mand, om det eftergivende senat, de populistiske tribuner, og det feje folk. Alle får de sin stemme, masserne såvel som magthaverne, de skråsikre såvel som de vægelsindede.  

Det er Lene Vestergårds fortjeneste, at vi faktisk bliver lidt klogere på, hvem der beboede og beherskede Rom den gang for 2500 år siden.

Men det er også en ny historie! Om Hitler og Stalin og Mussolini, javist! Og i dag: Om Majdampladsen i Kiev og Tahrirpladsen i Kairo, og hele det arabiske forår, Tunisien ligesåvel som Libyen og Syrien, om højrepopulismen i Europa – i det hele taget kampen om og for demokratiet.

Så, ja – historien om Coriolanus er gammel, men den lige så evig som historierne om Antigone og Oedipus, der er endnu ældre! Uden at blive belærende viser Lene Vestergård – gennem detaljer, udtryk og holdninger, – relevansen til vor tid og til alle tider. Til intriger og lobbyisme, til magtfuldkommenhed og populisme, til ideologiernes kamp.

'Viljen til sejr' – det høres ud som titlen på en bog af Ernst Jünger (tysk soldat forfatter, der bl.a. skrev om sine oplevelser ved fronten i Første Verdenskrig, red.)  Og det passer jo til Coriolanus.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.