26. august 2022

Madam Bach med festival og Kulturelt Videncenter for Børn

Teaterværkstedet Madam Bach fra Odder ligger ikke på den lade side denne weekend. Således står man for Small Scale Festival 2022, der 26.-27. august byder på internationalt børneteater for de 2-5-årige – med forestillinger fra Italien og Spanien, kuglebane-workshop, udstilling af børnebogsillustrationer fra hele verden samt indvielse af ’Den Nysgerrige Have’.

Alle arrangementer er gratis, men der skal bookes billet til de enkelte aktiviteter. Se hele programmet her: https://www.facebook.com/events/361721916154560?ref=newsfeed

Det er Kulturelt Videncenter for Børn, der lægger hus til festivalen – og benytter lejligheden til at afholde en officiel åbning af centret lørdag 27. august.

Kulturelt Videncenter er etableret af de to garvede kræfter fra Teaterværkstedet Madam Bach, Pernille Bach og Christian Schrøder.

Centret, der bl.a. er støttet af Den Jyske Kunstfond, skal både være ramme for Teaterværkstedet Madam Bachs egne produktioner og arrangementer og for internationale gæstekunstnere og research af forskellig art. 

Siden 2014 har Teaterværkstedet Madam Bach været del af det EU-støttede netværk Small Size – Big Citizens, senest gennem et EU-støttet projekt (www.mapping-project.eu). Her har de sammen med 26 andre europæiske børneteatre nørdet i børns forhold til ord, billeder og lyd. Og det er bl.a. det netværk – og den form for praksisnær kunstnerisk grundforskning – som de ønsker at trække med ind i Kulturelt Videncenter for Børn. 

Men det stopper selvfølgelig ikke med en festival og en centeråbning, så den efterfølgende weekend, 2.-3. september ruller GENKLANGE’s Rullende Koncertsal ind på Kulturelt Videncenter for Børn med en række klassiske børnekoncerter (https://www.genklange.com/kopi-af-de-klassiske-musikworkshops-1)

Og så spiller Teaterværkstedet Madam Bach ved den lejlighed også deres seneste forestilling ‘Du er her’ (se anmeldelse).

Se mere om teatrets mange aktiviteter her: www.madambach.com 

(Billedet: På Madam Bachs lille festival for de mindste børn denne weekend spiller spanske Teatro Paraiso deres poetiske forestilling 'Ventanas' (Vinduer). Pr-foto)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne