Mågeskræp og menneskemøder

Opgang2 Turnéteater har altid haft meget på hjerte i deres forestillinger. Teatret taler de svages og udsattes, de pressede og klemte menneskers sag. De gør det usentimentalt, med ungdommens puls, med bankende hjerte og med 'sej' musik.

Deres nye forestilling er i det lys sært 'bleg'. Teatret knytter ordene 'Det nære er i fokus, i en verden, hvor alting blæses op, og alverdens ulykker og katastrofer fylder' til 'OMG' - som står for 'Oh. My. God.'.

Og det taler – i øvrigt med henvisning til K.E. Løgstrup – om det, at vi mennesker er forbundet via vores handlinger. Vi påvirker og har magt over hinanden. 'Vi er hinandens liv'.

Dette influens-forhold er til stede i Pia Marcussens tekst, i og med at hun lader publikum møde en række personer, hvis fortællinger spindes ind i hinanden, når de mødes i Aarhus midtby.

Dramaturgisk er teksten fint nok skruet sammen. På en lille scene med et udsnit af Magasins vægur i baggrunden til den ene side, en flig af et Netto-skilt til den anden side, og komponist og musiker Henrik Andersen i forgrunden til venstre, mødes vi - via de medvirkende tre skuespillere, Stinne Henriksen, Jakob Svensmark, Sami Idrissi Hvidtfeldt - følgende personer: Netto-pigen, der stjæler hele sin mormors opsparing – og fortryder det. To unge fyre, Lasse og Khalil, der kører til Aarhus i Khalils fars bil – en bil, som vi forstår er fin og dyr. En hjemløs, der holder til ved åen. Og en ung fyr, som ufrivilligt er blevet far til drengen Adam, som netop har fået en lille, gul fugl af sin far.

Kunstigt konstrueret tekst

Herudover optræder de medvirkende i høj grad også som måger. De skræpper, basker med armene og snor sig i kroppen som måger. Samtidigt hører vi om, hvordan mågerne indtager, 'overtager' og overlever i midtby-livet. Og det gøres på en måde, så vi forstår, at mågerne er ment som et billede på mennesker.

Der bliver talt om, at det ikke er til at se, hvem af mågerne der bestemmer over hvem, og om at føre an. Når den lille gule fugl bliver blandet sammen med mågerne bliver grebet rigtigt tydeligt.

Alle personerne bliver af hver deres grunde mere og mere pressede, de udbryder gentagne gange 'Oh. My. God.', og deres handlinger støder sammen mod slutningen i en meget dramatisk kulmination, som får alting til at tage en ny drejning.

Marcussen får på en snurrig vis og med indlagte poetiske udflugter – som endog fører os ned i åens vand - 'regnestykket til at gå op'.

Det hele er velbegrundet og skarpt tænkt, men på scenen bliver det desværre noget enerverende at lytte til mågeskrigene og at se på mågegestikken. De mange OMG-udbrud bliver også med tiden trættende. Og frem for alt er det skuffende, at vi ikke når at få et troværdigt indtryk og et tættere forhold til stykkets personer. Der er for meget konstruktion og for lidt nerve og nærvær på spil. Vi bliver ikke rigtigt ramt af hverken stykkets amoriner, nød eller andre af de indtrufne nok så dramatiske katastrofer.

For ens spiltrav og uegalt skuespil

Fornemmelse af utroværdighed og distance har også at gøre med, at skuespillet både har noget uegalt over sig og virker for 'pumpet'.

Stinne Henriksen er klart sine medspillere overlegen i spilsikkerhed. Især Sami Idrissi Hvidtfeldt, som også er debutant, virker utydelig.

Musikalsk svinger forestillingen heller ikke så godt som flere af teatrets tidligere. Og det understøtter ikke forestillingens handlingsforløb og budskab, at skuespillet bliver holdt i et ret anstrengt energisk gear.

Her kunne Marcussen fint have bedt spillerne om at skrue ned for udtrykket nogle steder – så der på den måde kunne komme flere spilbølgelængder på banen.