Må man lære af teater?

Pernille Welent Sørensen kommenterer den aktuelle diskussion om læringsteater:

Vi lærer gennem følelser og det giver kunsten en ny mulighed for at være i skolens rum.

Med den nye skolereform er der åbnet op for, at skolen kan invitere nye fagligheder ind i fx understøttende undervisning. Idræt er blevet til bevægelse, og skolen opfordres til at indgå samarbejder ude af huset fx med omkringliggende virksomheder eller lokale kulturinstitutioner.

Alt dette opfordrer til at tænke i samarbejder og nye dialoger mellem forskellige fagligheder, skolen åbner sig for omverdenen og omverdenen træder ind i skolen. Det giver nye muligheder for at arbejde med de kunstneriske fagligheder i skolens rum, og det synes jeg vi skal hilse velkommen.

I forbindelse med Aprilfestival – landets største teaterfestival for børn, unge og deres voksne -  bragte Politiken den 24/4 artiklen ”Må man lære af teater?”; en artikel der udsprang af en livlig debat på teateravisen.dk under overskriften ”Pjeceforestillinger”, og i Politiken blev det fremhævet at flere kritikere er bekymrede over, at så mange forestillinger tilbyder sig som supplement til folkeskolen, og at en god teaterforestilling ikke er information, men stiller spørgsmål og undersøger noget.

Mange er bekymrede for, at kunsten spændes for læringens vogn, og at det bliver til belæringsteater eller undervisning i stedet for kunst. At det alene bliver ”nytte-logikker” der styrer, om skoleelever skal møde kunst: Udsagn som ”en skoleelev der spiller på et musikinstrument, bliver bedre til matematik” eller ”teater styrker trivsel i en klasse og den enkeltes empati” bekymrer, fordi kunsten ikke tilegnes en berettigelse i sig selv.

Men måske skal vi turde udfordre vores syn på læring? Der er ingen tvivl om at kunstens forskellige udtryksformer bidrager med mere læring. Howard Garder udtrykker det sådan her:  2+2=4, men hvordan føler du omkring det, at 2+2=4? Kort sagt: Der er ingen læring uden følelser – og det kan kunsten - og scenekunsten i særdeleshed være bidragende med, i forhold til skolens læringsrum. Det gælder metoder, måder at arbejde med relationer og tematikker på i et klasserum.

Jeg argumenterer ikke for, at skuespillere skal til at være lærere eller at lærere skal til at være skuespillere, men indgå i dialoger og samarbejder der kan være med til at skabe nye læringsrum også i forbindelse med en teaterforestilling. Det kan være i før- og efterworkshop, i korte eller længere varende samarbejder hvor elever møder teaterets måde at arbejde på. Stifter bekendtskab med begreber, øvelser og kropsliggjorte udtryk, der afspejler lige netop det univers, som forestillingen benytter. Eller som en tematik der danner afsæt for en videre bearbejdning og refleksion over såvel teamets indhold som de relationer og greb, der blev benyttet i teaterforestilling.

For mig er der ingen tvivl om, at teatret og de andres kunstneriske udtryk kan bidrage i skolens læringsrum som fagligheder, der lægges til skolens egne fagligheder. Og der heller ingen tvivl om, at dansematematik kan noget, når matematikken forankres i kroppen igennem aktive bevægelse. Eller at en fysiktime, hvor det periodiske system fremføres som teater, giver nogle andre billeder og sansninger at forstå og huske ud fra – og jeg synes, at vi skal gribe chancen og undersøge de muligheder, der er i skolens rum, og se hvor grænserne går.

Men gøres kunsten alene til et instrument for læring, så misser skolen et kæmpe potentiale, for kunsten kan langt mere end det, og det har vi også en forpligtigelse til at fastholde som kunstnere og skolelærere.

Kunsten udtrykker det komplekse og mangetydige og stiller spørgsmål i stedet for at give svar. Det vækker genkendelse, glæde, frygt, sorg, håb, sammenhørighed… ”det sætter livet på spil” her og nu.  Vi bliver større af at mærke os selv i mødet med kunsten og være lydhør overfor, hvad oplevelsen vækker i os selv og andre. Men jeg tror ikke, at det ene udelukker det andet. Så ja, man må lære af teater – man kan slet ikke lade være.

Pernille Welent Sørensen er konsulent på Teatercentrum,  kompetencecenter for udbredelse og formidling af scenekunst for børn og unge og bl.a. arrangør af Aprilfestival