Lykken ved et par gummistøvler

Ole Barkentin har en charme, man ikke kan købe for penge. Hans smil indfanger både vuggestuebørnene og de 50-årige. Men han gør egentlig ikke noget. Han står bare og kigger ud over vuggestueforsamlingen, mens hans seler gør et imponerende stykke arbejde med at holde maven i veloplagt bue.

Men jo. Han ser os alle sammen i øjnene, én efter én, mens han omhyggeligt smøger sine blå bluseærmer op. For han har en autoritet, så selv uopdragne forældre retter ind og følger spillets regler de 25 minutter, som underfundighederne varer.

Denne børneelskende superperformer nærmer sig de 60 år, og han har en mildhed, som var han en helårsudgave af julemanden, bare uden skæg. Det er faktisk lige som at åbne en julegave, sådan at opleve Barkentins Teaters forestilling 'Indeni': Langsomt forberedes højdepunktet, akkurat som når man kæmper med et besværligt silkebånd eller noget fasttapet papir. Og her bliver ventetiden som et smilende ritual. For bagefter forstår man, at ventetiden var lige så vigtig som afsløringen…

Tør du dykke?

En lille sort teatervogn er Barkentins verden. Lidt lige som en lirekassevogn, men her med et akvarium bag et rødt teaterforhæng som hovedattraktion. Ovenpå står to gummistøvler – af de bløde Elefanten i størrelse 21. I blå. Og så snart Barkentin får fat på dem, får de liv. De kan løbe væk, og de kan svømme. Og når de bliver rigtig modige, kan de også dykke.

Det viser sig faktisk også, at de kan tale. Sådan med forskellige stemmer – en lys og en mørk. De snakker den mest universelle volapyk. Og når han trykker på gummistøvleskafterne, ser det grangiveligt ud, som om de trækker vejret. Dette er animationsteater på bedste fodniveau. Og hele forestillingen indhylles endda i lidt blød jazzmusik, der både får tilskuerne til at slappe af – og gummistøvlerne.

Våde sokker

Undervejs trækker Barkentin forskellige ting frem fra sin vendbare teatervogn. En vandkande med spreder på, for eksempel. Men alt er jordnært og ladsiggørligt; her er ingen computerteknik, der bryder sammen undervejs, og det er godt.

Men det nervepirrende øjeblik er umiskendeligt, da den højre gummistøvle godt tør træde ned i vandet, mens den venstre ikke tør… Da hujer og hviner ungerne mindst lige så højt, som de ville gøre, hvis de selv plaskede i vand. Og selvfølgelig løber vandet hurtigt ind i støvlerne ovenfra, akkurat som ungerne selv prøver det igen og igen, når de glemmer fornuften og bare giver sig hen til sjaskeriet. Også selv om strømperne nede i støvlerne bliver våde…

En sjælden ro

Forestillingen er herligt stram, sådan dramaturgisk set. Alt sker der, hvor det logisk skal ske i fortællingen. Instruktøren Folker Kristensen har virkelig formået at skære alt overflødigt fra, så forestillingen fremdyrker sin helt egen rytme hen over den lille, fortættede fortælling. Og Barkentins underdrevne performance og hans klare håndbevægelser skaber netop den ro, som vuggestuebørnene elsker – og som er så sjælden.

Men det er Barkentins elskelighed, som matcher forestillingens æstetiske udtryk så eminent. Her behøver det hverken hedde ’tilskuermålgruppe’ eller ’outreach’: Denne performer overbeviser alle om, at livet er en fest. Set ud fra en glad størrelse 21.