Af: Anne Middelboe Christensen

22. februar 2011

Lykken er at have en storebror, man kan regne med

Skægspire afslutter sin tid i Teaterhuset i Odense med en følelsesvarm forestilling om to søskende, der er blevet helt alene i verden.

Hvad gør små børn, når de er bange? De løber hen i favnen på en voksen. Men hvad hvis der ikke er nogen voksen? Så må børnene jo passe på hinanden.

Sådan er det i ’Shh! Stille… Helt stille..’, der er den mærkelige titel på Teatret Skægspires alvorlige, men også meget følelsesvarme, nye forestilling.

På scenen er et underligt hus – et fint og skrøbeligt træskelet til et skur, der både fungerer som kælder og seng og skib og øde ø… Her lever to søskende, en storebror og en lillesøster, der er helt alene. Lillesøsteren er ’næsten fem år’, som hun siger. Storebroderen er ’næsten 100 år’ – det vil i virkeligheden sige 11 år. (’Men han er da meget ældre end 11 år,’ som en kvik børnehavetilskuer hviskede om den voksne skuespiller…)

Pointen er, at den 11-årige bliver nødt til at tage ansvaret for lillesøsteren. For faderen er forsvundet, og som tilskuere kan vi se, at storebroderen godt ved, at faderen aldrig kommer tilbage. Moderen bliver aldrig nævnt. Alligevel er lillesøsteren tryg og glad og venter på far. Hun leger med sin bløde bamse Rufus, og hun er god til at få tiden til at gå.

Hun er godt nok sulten, og hun bliver ked af, at storebroderen vender tilbage fra en tur ud i gaderne uden at have noget mad med. Men hun bliver aldrig bange. Hun er tryg, fordi hun har sin bror. Desuden kan man jo bare lade som om, at man spiser fastelavnsboller…

Mystik og katastrofe

Det er forestillingens store styrke: skildringen af to søskendes forbundethed. Men det er også det mystiske og uafklarede ved forestillingen, at den aldrig direkte fortæller om den fare, som de to børn er omgivet af. Scenografen Patricié Homolova har omgivet børnenes gemmested af nogle horisontplader, hvorpå der er projiceret silhuetter af høje huse. Men flere gange lyder der pludselig eksplosionslarm og faretruende bulder, og så lyser det rødglødende over husene.

Tilskuerne får øje på det skræmmende – og det gør broderen bestemt også. Men lillesøsteren ser ingenting. Hun er glad og ubekymret, så længe storebror ikke giver hende grund til at være bange. Dermed er forestillingen ret rå som en skildring af børn fanget i krig eller i en naturkatastrofe. I hvert fald når man tænker på, at målgruppen er sat til at være de tre-seks-årige.

Alligevel virker forestillingen tydeligvis opmuntrende på ungerne. De griner og hygger sig sammen med lillesøsteren og bamsen – og de går med på at synge sange og pakke kuffert ud og snakke om gamle dage. Det nærmer sig en fest! Rekvisitterne går rent ind hos ungerne: et gammelt fotografi, en fin kjole, et drilsk spejl – og et stykke kridt, der kan tegne resten.

Skønsang og sårbarhed

Skuespillerparret Nanna Kaad og Thomas Jensen får fint børnenes sårbarhed frem. Gitte Aagaard har instrueret Nanna Kaad til at spille lovlig meget på en barnlighed i sin stemmeføring, som egentlig ikke var nødvendig.
Men på den anden side viser netop hendes overkåde stemme, hvor meget hun som lillesøster med stram hestehaleknude forsøger at gøre sig umage – netop for at leve op til sin storebrors forventninger.

Thomas Jensen lader til gengæld bekymringerne glide hen over sit åbne, lyse ansigt med stor alvor, men han forstår hele tiden at afværge panikken, når Nanna Kaad kigger på ham. De synger et par sange sammen – akkompagneret af hans sørgmuntre miniguitar – og deres sangstemmer er velgørende rene og stilfærdige. Også selv om instruktionen ikke har formået at variere brugen af sangene synderligt.

Gitte Aagaard og Ole Olsens tekst har desuden en fint realistisk pingpong med en god nutidig energi. Men plottets slutning virker noget abrupt og uafklaret – som om teksten i virkeligheden udspringer af et forlæg, som så alligevel ikke afsløres. Er det ’Hans og Grete’ for terrortidens børn? Er det Søren Kragh-Jacobsens film ’Øen i Fuglegaden’, der har været inspirationen? Eller er bare det fri fantasi over tsunamibørnenes rædsler?

Dilemma og nostalgi

Det får vi ikke at vide. Vi kan bare se, at børnene har tøj på fra gamle dage… For børnetilskuerne er konteksten antagelig også ligegyldig. De lever sig bare ind i en kærlig historie om to søskende, der stoler blindt på hinanden.

’Shh! Stille… Helt stille..’. bliver Skægspires sidste forestilling som lille storbyteater under Odense Kommune i Teaterhuset ved åen. Meget svært er blevet sagt i den forbindelse. Skægspire blev stiftet i 1979, og fremtiden for teatret er nu yderst usikker. Skal Skægspire sejle videre? Og skal teatret sejle videre med de nuværende Skægspire-mennesker ombord?

Hvorom alt er, så viser denne nye forestilling i hvert fald, at Skægspire er kunstnerisk manøvreringsdygtig i 2011. Med faste hænder på roret og varme hjerter.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.