Af: Anne Middelboe Christensen

8. december 2018

Lykkedrage og uendelig godhed

Eventyrligheden er fin, men også lidt gammeldags i ’Den uendelige historie’ på Aarhus Teater.

’Det var midnat i Hyleskoven…’ 

Sådan sidder drengen Bastian og læser op af Michael Endes bog ’Den uendelige historie’ i forestillingen på Aarhus Teater. Han læser, mens han gemmer sig under trappen i et rengøringsrum, for her er han i fred for dem, der mobber ham og gør hans skoledage uendelige. Og her udtrykker den unge skuespiller Anton Hjejle med stor overbevisning den ensomme drengs indadvendthed og sorg – og hans brug for at drømme sig væk i fantasiens verden.

Aarhus Teaters opsætning af ’Den uendelige historie’ er en hyldest til barnets trang til at drømme verden større og smukkere. Nina Westers dramatisering fastholder traditionelt historien som en hjemme-ude-hjemme-fortælling: Hjemme er det lille køkken, hvor Bastian og hans far slet ikke kan få dagligdagen til at blive hyggelig, fordi de savner Bastians afdøde mor så skrækkeligt begge to. Ude er den store og uhyggelige verden.

Rødøjede ulve

Hanne Lund Joensen har oversat teksten, så replikkerne får en fin mundrethed og barnelogik. For vi er i eventyrets verden, hvor der altid er endnu en forhindring rundt om næste hjørne. 

Pointen i Michael Endes historie er, at læseren selv bliver en del af eventyret – og at det derfor er Bastian selv, der som eventyrets helt skal forhindre, at landet Fantasien ikke bliver opslugt af Intetheden…

Iscenesætteren Jacob Schjødt og scenografen Benjamin la Cour har sammen skabt en farverig eventyrverden og en hjertevarm fortælling – med respekt for familieforestillingens indbyggede præmis om at skulle tilgodese hele familien og samtidig helst imponere de store børn med effekter, der får de mindste børn til at blive rædselsslagne. Rødøjede ulvemonstre er der i hvert fald rigeligt af i denne forestilling. 

Flyvning er bedst

Aarhus Teaters nyombyggede Store Scene har fået ikke mindre end to drejescener og et nyt scenetårn, og i ’Den uendelige Historie’ bliver teknikkens lyksaligheder demonstreret med store armbevægelser. 

Scenografien virker dog en smule gammeldags med sine mange broer og trappetrin – og en bastant boghandel i midten. De fysiske dekorationer virker i hvert fald omstændelige i forhold til de ting, der bare får lov til at flyve uhindret under sceneloftet. 

Den rene ildvideoprojektion bag Bastians spring ind i bogens verden er egentlig forestillingens mest imponerende billede.

Blafremanker

Aarhus Teaters skuespillere går til kamp mod ondskaben med hiv og sving. Kim Weisgaard er både hjælpsom og uhyggelig, når han som erklæret barnehader alligevel hjælper Bastian ind i bøgernes verden. ’Denne her bog er ikke noget for dig. Har du forstået?’ siger han barskt til Bastian. Men samtidig skubber han bogen hen mod drengen, der selvfølgelig fra dette øjeblik er opslugt af bogens magi.

I Fantasiens eventyrverden dukker ensemblet op som de særeste væsner. Hanne Windfeld vinder både tilskuernes tillid og frygt, når hun med nysgerrighed og altafslørende stemme giver den gas som avanceret heksemutter. 

Hun er placeret i et orakelapotek iført et skægt kostume med paryk med indbyggede, lysende pærer. Her trives både gift og løgne. Det er kugleskørt.

Forestillingens eventyrscoop er imidlertid dragen Fochur – en lyseblå drage med de vildeste blafremanker og de skønneste øjne, som den skuespillerstuderende Mathias Bøgelund får til at vimse omkring med det mest tillidsvækkende blik. En virkelig lykkedrage.

Psykologisk Kvols

Det sværeste ved denne forestilling er velsagtens at få Bastians dagligdag til at virkelig lige så teateroverbevisende som Bastians rejse rundt i fantasilandet.

Her formår Jacob Madsen Kvols at spille Bastians far med en udstråling af både fortravlethed og tilbageholdt sorg, så man virkelig kan mærke, hvordan tabet af kvinden har ødelagt ham og hans evne til at være der for sønnen. Det er et fint psykologisk indspil i den ellers ret grovkornede eventyrhistorie.

’Den uendelige historie’ skal nok give anledning til vilde snakke rundt om i familierne, der har været i Aarhus Teater; (også de overvældende mange familier, hvor forældrene ikke har respekteret aldersgrænsen på syv år, så deres uskyldige fem-årige har siddet og været ved at dø af skræk på skødet af forældrene…) 

Desuden har Oh Land har skrevet titelsangen til forestillingen. Hendes navn sælger sikkert billetter, men musikalsk er sangen ærgerligt nok ikke ligefrem uforglemmelig.

Det er den lyseblå drages kærlige blik og Anton Hjejles bognørdede insisteren som den modige Bastian, som børnene vil huske tilbage på. Måske også næste gang, de selv har det svært i skolen og bare får lyst til at læse en bog og drømme sig langt væk fra det hele.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.