Af: Kirsten Dahl

26. november 2021

Lydfyldigt teaterepos om mod

DraumVærk har skabt en forestilling med et udtalt fokus på det at være opmærksomme på og skabe lyde sammen. I helheden spærrer det meget skrabede ydre desværre for, at momenter af visuel teatermagi kan opstå.

”Muhh, muhh, muhh” og ”Nahn, nahn, nahn, nahn…” 

Navnlig børnepublikummet – og i noget mindre grad de voksne – er helt med på at brøle som en ko og tralle som en gæv dreng i Teater DraumVærks forestilling 'Drengen der aldrig var bange'. 

Teatret kalder med rette forestillingen ”en lydkraftig og inddragende teaterforestilling om frygt, mod og venskab”. Og det tilføjer lige så rammende, at det er en forestilling ”om at lytte til lydene som findes indeni og omkring os”. 

Det auditive og opmærksomheden på at lytte både ”indad” og ”udad” er det særligt kendetegnende ved forestillingen. Det er også klart her, at styrkerne ligger. 

Ubetinget frygtløs dreng

Den narrative fortælling er sympatisk og fin, men også noget tynd. Den handler i korthed om en dreng, Nis, som en dag, hvor hans elskede hvide ko, Blomsterfin, ikke vender hjem fra marken, drager ud i den dybe, mørke skov for der – efter forskellige strabadser – at genfinde koen. 

At det lykkes Nis at finde Blomsterfin skyldes primært to ting: Hans evne til at give sig hen til at lytte. Og at han aldrig er bange for noget. Nis er den eneste i det lille hjem, hvor der også bor en far, en mor og seks sorthårede storebrødre, som tør gå ud at lede efter koen i den sorte skov.

Frygtløs bevæger han sig ind i mørket – fornuftig udstyret med en madpakke med nybagt brød, nykærnet smør og ost – for derinde at blive konfronteret med både en skovfrue, en bjørn og en trold. Godt hjulpet af en troldurt og bjørnen besejrer Nis den farlige trold og genfinder Blomsterfin. 

Lydimagination

Lotus Lykke Skov er alene på et meget lille sceneområde, som udelukkende består af en relativt lille mørk bagvæg, der fortsætter ned på gulvet og danner en lille spilleflade. Lyssætning er der ingenting af, ej heller rekvisitter. 

Det er med andre ord ene og alene Skov, som bærer forestillingen. Hun gør det via sin mundtlige fortælling, sine gestikulerende og mimiske bevægelser, sine lyde, og ikke mindst sin evne til at inddrage publikum i skabelsen af et både fælles og individuelt lydunivers. Lyduniverser som gentages. 

Det fælles består i – på et givet tegn fra Skov – at alle brøler som en ko og traller som Nis. Det individuelle består i, at Skov guider publikum til på samme tid at komme med hvert vores bud på fx lyden af en mørk skov. 

Indledningsvist og til sidst leger Skov med at finde en lyd til henholdsvis forestillingens begyndelse og slutning. Det fungerer meget fint i al sin usædvanlighed. Det samme gør den tekst, som hun siger relativt tidligt i forestillingen, fordi den zoomer publikum ind på den lyd-deltagelse, forestillingen nærmest har som en forudsætning for at blive til. 

Skov siger: ”Åbn ørerne. Luk øjnene./Måske kan du høre dit hjerte banke./Måske kan du høre at du trækker vejret./Måske kan du høre noget der gror./En dreng. Et træ./Tusind træer. En kæmpe skov./ 

Måske kan du høre mørket derinde”. Og det gør børnene helt uden forbehold og med glæde. 'Drengen der aldrig var bange' har på den måde nogle ganske særlige og sjældne kvaliteter; opmærksomheden på og skabelsen af lyd – sammen og hver for sig.

Når selve forestillingen er slut, opfordres børnene til at lukke øjnene et øjeblik og tænke på det, der kommer frem for dem i forestillingen. Når de åbner øjnene, inviteres de til at tegne deres oplevelse på bagsiden af et postkort med et billede af drengen, der aldrig var bange. 

Savner stoflighed 

Der er fuld koncentration omkring det lydlige. Samtidig er det også som om, at der forsvinder noget energi og koncentration ud i det meget åbne rum. Det svækker både oplevelsen af kollektiv samhørighed og af budskabet i fortællingen. 

Hertil tror jeg, at det meget stofligt ”nøgne” valg – det at der visuelt kun er Skov at betragte, spærrer vejen for, at forestillingen formmæssigt kan skabe øjeblikke af det, vi med et fint ord kalder teatermagi. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.