Af: Randi K. Pedersen

24. marts 2014

Lyden af afmagt

Teater Vestvolden har i samarbejde med Teatret Masken lavet en spændende opdatering af Reuter-klassikeren 'Zappa' - som stadig er en kulsort fortælling om magt og afmagt.

Det starter og slutter med en lyd. En hæslig blanding af splat og knasen, der er knap nok lader sig beskrive. Men virkningen bliver siddende. Følelsen af gru, desperation og hjælpeløs afmagt lægger et solidt fundament under en loyalt gendigtet dramatisering af Bjarne Reuter-klassikeren 'Zappa'.

Tonen er let og komikken et formildende element, der ikke overdrives i en iscenesættelse, der også sender et par gedigne chokeffekter i hovedet på publikum.

Men det ændrer ikke på – og skal heller ikke – at 'Zappa' grundlæggende er en kulsort fortælling. Den handler stadig om velhaversønnen Steen, der blev svigtet og udviklede sig til en afstumpet hævner og farlig manipulator. Han har let spil blandt børn af funktionærer og arbejdere som anfører i et usundt kammeratskab, der drives af frygt.

Derfor er 'Zappa' også en kniv i kødet på det klassesamfund, der gemmer sig bag middelklasse-Danmarks pæne facade.   

Det er en bragende god ide at opdatere historien om de tre – hos Reuter er de fire – teenagedrenge fra Brønshøj ved at lade dem fortælle den baglæns som voksne mænd. Maverne er vokset og håret blevet tyndt, men deres personligheder er i behold og mere til – også hos de tre skuespillere.

Stemmerne er kraftfulde og replikkerne skarptslebne, og som typer passer de perfekt i rollerne som Steen, Bjørn og Mulle. Gendigtningen fungerer også overbevisende godt på scenen.

Det bedste er deres forrygende lynhurtige skift fra fortid til nutid og fra drenge til modne mænd. Lige troværdige i begge roller. Hans Henrik Clemmensens Steen med det skræmmende udtryksløse ansigt er uhyrlig både som barn og som voksen. Når han med tilbageholdt aggression og blid stemme hvisler som en slange, ved vi, at nu – nu hugger han til igen. Men hans sårede brøl over den itutrådte rovfisk er endnu værre og bliver hængende i luften.

Hvem er de?

Iindholdsmæssigt savner man til gengæld en mere fyldig fortælling om de voksne mænd. Det fortjener ideen med at lade dem fortælle historien, og det fortjener skuespillerne, som formår at gøre os nysgerrige.

Mændenes fodtøj sladrer lidt om dem. Mulle er nytårsfin i laksko, det er de andre ikke. Men hvem er de egentlig ud over de fragmenter af deres barndom, de tydeligt stadig bærer med sig? Hvad gjorde det ellers ved dem, og hvad har deres bitre barndomsminder betydet for deres familieliv?

Hvis de da har et. Det virker ikke sådan. Men vi får det aldrig at vide. Vi får heller ikke at vide, hvad Ulver Skuli Abildgaards inderligt sympatiske og evigt vakkelvorne Bjørn foretager sig den nytårsaften, der starter og slutter erindringen om det, der skete engang. Faktisk får vi mindst at vide om ham, selv om han med sine mareridt og halvkvalte skrig er den mest sammensatte af de tre.

Kapital-investoren Steen har i sit selvvalgte eksil i Zürich besluttet at sig for  – måske – at sige verden farvel, og en opringning fra Bjørn bliver øjeblikkelig afvist. Bjarne Henriksens bundsolide Mulle siger fra og forlader (nytårs)selskabet, da det bliver ham for broget – præcis som han gjorde som teenager. Han er arbejderdrengen, der er mere intuition end intellekt, og som måtte betale dyrt for Steens ondskab og Bjørns mange på viljestyrke. Men som alligevel har klaret sig  godt.

Målgruppen taget i betragtning skal de mange situationer med drengene og deres oplevelser nok sikre identifikationen. Men hen mod slutningen er det mest de modne mænd, der løber med opmærksomheden.

Voksenvinklen ender med at blive så voksen, at forestillingen havner  mellem to stole, og det måske bliver svært at få teenagere til at hænge på hele vejen til den bitre ende. Den er til gengæld – uanset alder – nervepirrende grum.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.