DEBAT
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
04-10-2019
28-09-2019
26-09-2019
Niels Vandrefalk med sin bog ved præsentationen på Teatermuseet i Hofteatret. Foto: Anne Middelboe Christensen

Luft under vingerne

10-08-2009
På sin 67-års fødselsdag debuterede Niels Vandrefalk Andersen som romanforfatter med en bog, der i en forunderlig blanding af fiktion og personlige statements vrider 45 års dansk teaterhistorie gennem et meget selektivt filter.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

Bogen:

'Teatergal - en forestilling om teatrets magi'.En teaterroman af Niels Vandrefalk Andersen. 304 sider. Pris: 299 kr. Forlaget E C Edition.

Se mere på www.teatergal.dk

- hvor der også er læserservice i form af litteraturliste, takketavle, ordforklaring, manual til dramaundervisere samt forum for kritik, kommentarer og dialog med forfatteren.

Forfatteren:

1965-68 Det Kgl. Teaters elevskole

1968-69 Det Kgl. Teater/Gruppen og Grønlandsturnéen 1969

1968- Dramalærer, Talepædagog, Fortæller og Oplæser

1969-73 Teatergruppen Banden, København

1973-74 University of Colorado, USA, visiting professor

1974-80 Teatergruppen Møllen, Haderslev, skuespiller og teaterleder

1981-06 Teatret Vandrefalken, skuespiller og teaterleder

1996-02 Kunstnerisk leder af Storstrøms Dramacenter

2002- Falkereden, skuespiller og teaterleder

2006- HolbergTeatret, skuespiller og teaterleder

Se mere om teatermanden m.m. på www.holbergteatret.dk

Der var både cirkusklovne og en bugtalerdukke med, da en af dansk teaters mest entusiastiske skikkelser fejrede sin 67-års fødselsdag ved at debutere som forfatter med sceneromanen 'Teatergal' - med undertitlen 'en forestilling om teatrets magi'.

Begivenheden fandt sted på Teatermuseet i Hofteatret på Christiansborg, og Niels Andersen, der nu har taget sit gamle teaters navn, Vandrefalken, som sit eget, blev hyldet af en trofast skare af venner, kampfæller og familie i de smukke gamle teaterlokaliteter, der også spiller en rolle i hans roman.

Det kan egentlig undre, at 'Teatergal' rent faktisk er hans første bog. For helt før debuten på Det Kgl. Teater 16. april 1966 har Niels Vandrefalk været at finde i kultur- og teaterdebatten, i perioder endda temmelig højrøstet.

Det ellers så fortærskede udtryk 'ildsjæl' passer i hvert fald på den kontroversielle teatermand, der har delt vandene helt tilbage fra sin tid på Det Kgl. Teaters elevskole, hvor han ville omstyrte Nationalscenens støvede repertoire, og i årene i gruppeteatrene Banden og Møllen og siden med enmandsteatret Vandrefalken - der nu er blevet til HolbergTeatret, som han kæmper for at gøre til egnsteater i det vestsjællandske.

'Erotisk fantasi over teatrets magi'

Også hans 'teaterroman' skal nok vide at skabe debat, for det er så langt fra et traditionelt erindringsskrift.

'Fiktion fuld af fakta klar til premiere i din egen fantasi. Enhver lighed med illusion og virkelighed er tilsigtet', som der drillende og provokerende står at læse på bogens bagside.

Dermed lå der også et hårdt (læse)arbejde bag teaterkritiker Anne Middelboe Christensens live-anmeldelse fra Hofteatrets scene. Hun havde påtaget sig opgaven med at 'riste bogen over en sagte ild':

»'Teatergal er en erotisk fantasi over teatrets magi. Den er en faktuel gennemgang af den europæiske teaterhistorie. Den er en alternativ manual til gymnasiets oldævl. Den er en meddigtende indleven i shamanisme - og troen på den

udvalgtes kræfter,« lød det bl.a. indledningsvis, inden Anne Middelboe Christensen med beundringsværdig omhu dissekerede indholdet i det over 300 sider lange værk og forsøgte at strukturere læseoplevelsen.

»Tilsyneladende er drivkraften idéen til ‘den gode historie’: Nemlig den syrede idé at lade en romanfigur gå ind og ud af sin fantasi igennem teaterhistorien fra de gamle grækere og frem, så figuren spejler sig i teatret – og teatret bliver oplevet og levende gennem figuren. Det er romanens essens – og det er romanens vildeste ambition,« analyserede anmelderen sig frem til, inden hun bl.a. med anklagende finger påpegede, at Niels Vandrefalk havde været mere end generøs i sit brug af udråbstegn i bogen og at:

»Romanen er skrevet med så mange meta-lag, at bogens figurer konstant kommenterer både på hinanden og på forfatteren. Indimellem står der endda, at en person godt ved, at han taler for meget. Hvorefter han taler videre... Sådan er der i vandrefalkens land.«

Erfaringsskrift til de unge

Mange betragtninger senere kunne Anne Middelboe Christensen så konkludere, at romanen havde slået luften ud af hende, ganske som vandrefalken gør ved sit bytte, når den jager...

Det var således en både stolt og rørt Niels Vandrefalk, der takkede for de mange rosende og ind imellem også kritiske ord, inden han selv opsummerede sit sigte med bogen:

»Mit motiv og min drivkraft med bogen er at give erfaring videre til de unge,« kom det fra teatermanden, der også betegnede sit omfangsrige skrift som et 'vidneudsagn fra en kampzone'.

Og så var det tid til fødselaren/forfatterdebutantens første optræden nogensinde på Hofteatrets scene, hvorfra han med stor autoritet gav 'Narrens monolog' - der slutter med en konstatering af, at narren agerer som samfundets spejl.

Herefter kunne han selv spejle sig i de omkring 100 fremmødtes lykønskninger - og bevidstheden om at have holdt entusiasmen og engagementet ved lige gennem 45 års teaterarbejde, der altså nu er sat på skrift.

Som det turde være fremgået af ovenstående, er det ikke nogen helt nem bog at læse. Den forekommer sine steder noget ord-svulstig, men også sansemættende og billedskabende, og store dele af bogen er altså krævende dialogscener, hvori betragtninger over teater og tilværelse strømmer ud over siderne - og hvor det ikke skader at være bekendt med både klassikere og den generelle teaterhistorie.

Der er mange læse- og betydningslag, forfatteren gemmer sig i flere af bogens personer, hvor hovedaktørerne i øvrigt er den evige teatermand Andros, det unge skuespillertalent Falco (ikke svært at dechifrere det navn) og det kvindelige stjernefrø Alba.

Deler vandene

Bogen er skrevet over to omgange: Først under et sabbatår i 1980-81 - og nu færdiggjort gennem de seneste fire år.

Mange læsere har ifølge Niels Vandrefalk Andersen været inde over skriveprocessen med gode råd og kommentarer til følge. Han har også fulgt mange af dem - og det kan anes i det færdige produkt, der naturligvis er opdelt i akter og scener frem for kapitler og bringer os tidsmæssigt fra midten af 60'erne og op til dagens teaterpolitiske debat.

Et væld af personer introduceres, men da ingen nævnes ved deres rette navn - mange får øgenavne som Bademesteren eller Butterflyen eller karakteriseres som 'den anæmiske' anmelder osv., - er det op til den vidende/opmærksomme læser selv at gætte sig frem til de fortidige og nutidige teaterkolleger, politikere osv., der står for skud.

Centralt i det hele står selvfølgelig Niels Vandrefalk Andersens eget teatersyn.

Og selvom de fleste har erkendt hans uomtvistelige håndværksmæssige kunnen som skuespiller - herunder ikke mindst en stemme og en diktion, som er de færreste forundt - er andre blevet skubbet væk af hans særligt insisterende måde at lave samspilsforestillinger for børn og unge, hvor han er blevet mødt med prædikater som 'grænseoverskridende' og 'befamlende'.

Andre igen ser ham som et forfriskende pust og en kunstnerisk - ja, her er det igen - ildsjæl med mere på hjerte end de fleste.

Fokus på børneteatret

Selvom Niels Vandrefalk i 'Teatergal' kommer vidt(løftigt) omkring på de 300 sider i de 45 års teaterhistorie, skal hans beskrivelse af børneteateraktiviteterne selvfølgelig her have højeste prioritet. DET får de ikke i bogen, hvor det primært er på de sidste 80 sider, at forfatteren koncentrerer sig om der teaterliv i børne- og ungdomsteatrets tjeneste, der har fyldt så meget den sidste snes år.

Men det begyndte jo allerede med Grønlandsturneen i 1969 (et af bogens fineste afsnit), hvor Andersen og Co. spillede Holbergs 'De Usynlige' for voksne og en børneforestilling om Kaassassuk, baseret på et grønlandsk sagn. Med stor og indfølt succes.

Siden fulgte nogle år med gruppeteatret Banden (i bogen kaldet ALFA pga. gruppens dominerende hanner...!), hvor halvdelen af repertoiret var målrettet børn og unge. Det var i tiden med klassikere som 'Spillet om skolen', 'Cirkus Mili' - samt den berømte 'Bim Bam Busse'.

Det var børnebogsforfatter og dramatiker Hans Hansen, der havde begået en seksualvejledning for mindre børn på teaterform. I 'Bim Bam Busse' fik forestillingens medvirkende - det var Niels Andersen og en nyuddannet Kirsten Olesen - børnene til at skråle med på det nærliggende rim, ”min mor hun har en kusse”, så det rungede i øret på den konservative politiker Gerda Møller, der - dog forgæves - forsøgte at få Folketinget til at gribe ind og forbyde uartighederne.

Også årene med Teatret Møllen i Haderslev (1974-80) får nogle sider med på vejen. Der var mange lokale, der ikke havde lyst til hverken et gruppeteater eller en Niels Andersen som leder af det. Hans referat fra en af de 'venlige' åbningstaler i 1974: 'Når vi om et år tager afsked med Møllefolket...' siger lidt om stemningen.

Han kunne også have nævnt, hvordan man selv i det lokale kirkeblad kunne aflæse modstanden: 'Vil de mon docere opløsende tendenser, som vi tidligere har mødt det? Er der nogen, der har sagt til dem: Vi ønsker ikke her i kommunen at finde os i noget af den slags'.

Og selvom Niels Andersen helt efter datidens mode var langhåret og langskægget, var han altså nok oprører, men ikke socialist. Han tilhører, som det også fremgår af 'Teatergal', det (kultur)radikale segment, der ikke brød sig om totalitære tendenser, men gerne sagde magten imod.

Også når det gjaldt kampen for en bedre økonomisk støtte til børneteatret. I de første år af det moderne børneteaters historie udførte Niels Andersen således et stort arbejde som bl.a. medlem af BørneTeaterSammenslutningen (BTS) og som medlem af forretningsudvalget i det daværende 33-personer store Teaterråd.

'En hekseproces'

Men nem var han ikke altid at arbejde sammen med - hvad han ikke selv lægger skjul på. Heller ikke i 'Teatergal'. Og efter tiden med Møllen tog han et sabbatår - hvor han altså bl.a. arbejdede på sin teaterroman - inden han fra 1981 gik solo med enmandsteatret Vandrefalken. Som han så for et par år siden tog navn efter.

Tiden med Vandrefalken har også været turbulent. Han har meldt sig ind og ud af BTS nogle gange, han har fået frataget en årelang støtte fra Teaterrådet - og han har måttet stille til showcase for at få refusionsgodkendelse. Typisk for ham benyttede han så lejligheden til efterfølgende at fejre sit 35 års skuespillerjubilæum i spillelokalet...

Med- og modgang har aldrig forhindret ham i at kritisere kvalitet og udbud i børneteatret, men hans egne børneteateraktiviteter har også været omstridte.

'I nogle kredse er respekten for teatrets kunstneriske vilje stor, i andre kan de næppe øjnes med en lup. Vandrefalken selv har for længst valgt at se disse reaktioner som et kunstnerisk sundhedstegn', lød det for nogle år siden fra manden, som med trodsigt engagement fortsatte med at gøre tingene på sin egen måde.

Der er dog ingen tvivl om, at sagen om forestillingen 'Hovski Snovski', berørte ham dybt - og den har da også fået en hel 'scene' i 'Teatergal' under titlen 'Hekseproces'.

Den ultrakorte version er, at Vandrefalkens forestilling ved april-festivalen i 1995 blev ramte af tre konkrete klager fra dels nogle af hans egne kolleger fra børneteaterområdet, dels nogle seminarie- og skoleelever, der følte sig fysisk og psykisk forulempet af Niels Andersens samspilsstil, der involverer tilskuerne på en ofte noget pågående måde - og med tydelige seksuelle undertoner.

Niels Andersens modreaktion var at anklage kollegerne for forstyrrende adfærd, grænsende til sabotage, under forestillingen. Han var dog også oprigtig forundret over elevernes reaktion, fordi han nu havde spillet 'Hovski Snovski' et hav af gange gennem otte år og selv fornemmede den konkrete forestilling som vellykket og humørfyldt og den efterfølgende diskussion med børnene som engageret og venlig.

Han opfattede det som en heksejagt og et overgreb på den kunstneriske ytringsfrihed.

Den for området usædvanlige sædelighedsfejde endte med et BTS-seminar om 'nye æstetiske og etiske udfordringer'. Det bliver i 'Teatergal' til en komisk og grotesk rettergang, hvori der gøres op med kollegernes stivnede teatersyn og manglende indsigt i de kreative strukturer, som Niels Andersen har udviklet i 'Hovski Snovski' og som bl.a. er baseret på nøje research af den målgruppe, han til enhver tid spiller for.

Og det gør han stadig, for forestillingen er på HolbergTeatrets repertoire for sæson 2009-10!

Rummelig enegænger

Men det ville ikke være Niels Vandrefalk, hvis han ikke også både i 'Teatergal' og i den virkelige verden roser dansk børneteater for det kunstneriske niveau og evnen til at føre sig frem i den store (teater)verden.

For vel er manden en enegænger, men tillige en rummelig en af slagsen.

Nu har han så med 'Teatergal' taget sig en gevaldig erindringsmæssig flyvetur i dramatisk leg med virkelighed og fiktion.

Der er stadig masser af luft under Vandrefalkens vinger...

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Luft under vingerne
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

06-11-2019
 

30-10-2019
 

21-10-2019
 

09-10-2019
 

23-09-2019
 

16-09-2019
 

05-09-2019
 

29-08-2019
 

27-08-2019
 

20-08-2019
 

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

01-01-2019
 

19-12-2018
 

06-12-2018
 

30-11-2018
 

Flere anmeldelser