Lotto, whisky og krimiklichéer

Stemningen er fuldstændig, som den skal være i en amerikansk krimi fra 1950’erne: Et snusket, rodet kontor med persienner. En dreven saxofon i baggrunden. En detektiv med cottoncoat og Bogart-hat – og rigeligt med whisky i glasset. Og så en underskøn kvinde i sort kjole. 

’Navnet er… Lovely,’ som Susanne Bonde siger med kælen stemme, mens hun drejer sine kønne ben, så Kenneth Anderssons ensomme og ret fordrukne detektiv bliver helt skeløjet af at se på hende.

Mødet mellem detektiven og den forførende kvinde er udgangspunktet for Syddjurs Egnsteaters muntre krimiforestilling ’Liget og lottokuponen’ for de 10-14-årige. Her i denne ’crime noir’ er alting også lige akkurat så sort-hvidt, som det skal være. 

For Niels Grønne fra Dansk Rakkerpak har iscenesat forestillingen med alle detektivkrimiens muntre kendetegn: de overdrevne gentagelser, de dobbelttydige replikker - og ikke mindst den dramatiske ironi, når skuespillerne siger noget til hinanden, som vi andre ved er løgn. 

Fysisk spillestil

Man mærker Niels Grønnes afsæt i gadeteatret og dets skrappe vilkår om hele tiden at underholde – og hele tiden at være overtydelig. Spillestilen er i hvert fald effektiv og højtklaskende – og den har den fysiske og mimiske kvalitet, som netop disse kropsdygtige Rakkerpak-skuespillere mestrer. 

Når Søren Møller Pedersen lusker omkring som ondsindet vicevært med kæmpe rørtang og mørkt blik, så ved vi, at det bliver farligt, dette her. Og når han senere også dukker op som kreativ minidreng – eller som kageglad nabokone - så griner vi imponerede, fordi hans krop netop kan udtrykke så meget forskelligt. Fuldstændig præcist.

Plottet afsløres

De glimrende skuespillere ændrer dog ikke på indtrykket af, at teksten er for konstrueret. Hege Tokle og Niels Grønne har sammen skrevet manuskriptet. Karaktererne er klare nok, men selve fortællingen afvikles tilsyneladende IMOD krimiens grundidé. Her får vi i hvert fald selve mordet fremvist først – hvorefter opklaringen vises bagefter. 

Nuvel, det er ikke verdens mest avancerede plot, men alligevel virker det sært, sådan at få alt afsløres lige fra begyndelsen. Grundhistorien er ellers både fin og sjov, og idéen med at vikle drømmen om den store lottogevinst ind i et morddrama er fin. Det er bare de manglende hemmeligheder i plottet, der gør selve detektivarbejdet mindre fængende at følge.

Desuden benytter forestillingen sig af voldsomt mange gentagelser. Og når så replikkerne helt konsekvent illustreres af handlingerne på scenen – og handlingen spejles i Keld Haaning Ibsens stemningsgivende musik – så bliver det ’dobbeltkonfekt’.

Privatdetektiven som offer

Selve scenen er dog skøn i sin idé. Christian Q. Clausen har skabt en scenografi, der både har krimiens skummelhed og tilsyneladende sløsethed – og kostumerne af Nadjaviga Vela Eviayea Jensen er som taget ud af en film fra 1950’erne. 

Skuespillerne rammer også denne mærkeligt overdrevne stil, hvor underlægningsmusik hele tiden forstørrer håndbevægelserne – og hvor blikke er lange og tankefulde. Det er godt spil. 

Kenneth Andersson giver sin privatdetektiv en primitiv handlelyst, der både gør ham til en grovkornet machotype og samtidig til en temmelig enfoldig analytiker. 

Han bliver i hvert fald et oplagt offer for Susanne Bondes kvindetyper, der ublu spiller på datidens Marilyn Monroe-klichéer, både i rollen som den kløgtige blondine og som den fortvivlede kæreste. Susanne Bonde skabte samme spektrum i Dansk Rakkerpaks eminente Hitchcock-dramatisering ’Psycho – Street Cut’, men her var der et væld af raffinerede detaljer, så skurkekvinden og offerkvinden blev langt mere elegante og interessante - og dobbelttydige. Også set fra en feministisk synsvinkel.

For nej. Psykologiske detaljer er der ikke mange af i ’Liget og lottokuponen’. Tilskueren er heller ikke lige frem ved at gå til af spænding og faretruende bide-negle-øjeblikke. Til gengæld er der masser af muntre klichéer og løgne – i sort-hvid.