Lommelygteteater med smil

Teaterværkstedet Madam Bach byder velkommen lige så tyst. Med store smil går teatrets to skuespillere hen mod tilskuerne, en efter en, mens de holder en kasse frem, sådan omtrent på størrelse med en skotøjsæske.

Så lyser de ned i kassen med en lommelygte, og så kan man se ind gennem et hul i kassen og få øje på alverdens ting: En by med biler og busser og høje huse – eller måske et klatretræ med en kat.

Efter denne visuelle optakt bliver børnene bliver sat på gulvet i en halvcirkel, helt tæt på performerne og tæt på de mange sære rekvisitter, der står på pæle og hænger i snore i kunstfærdige arrangementer.

Så både børn og voksne er straks pirret og nysgerrige efter at opleve mere i denne underlige verden…

Stiliseret solbærbusk

»Hjem er en følelse inde i mig – og i dig,« siger Pernille Bach med stille smilestemme.

Og så begynder hun ellers at måle op med forskellige målebånd, parat til at bygge et hus. De mindste børn kigger benovet på metalmålebåndene, der svirper ud af deres holdere. For dem er det en fest i sig selv.

Der bliver nu aldrig bygget noget hus. Til gengæld kaster performeren sig over sin bedste hule - en stiliseret solbærbusk, der kan dreje af sig selv, mens der pludselig opstår en sommerlyd af summende bier og fuglefløjt i rummet.

Den dygtige kat Molly

Christian Schrøder griber guitaren og klimprer en enkel og hyggelig melodi, og der opstår en skøn følelse af tryghed og nysgerrighed på samme tid. Så begynder de to performere at fortælle om uforklarlige fænomener.

 »Nogle dyr kan altid finde hjem,« siger de imponeret og fortæller om katten Molly, der selv fandt hjem. Og børnene nikker lettet.

Hæv stemmen!

Småbørnsforestillinger har de mest uforudsigelige tilskuere. Sådan er det bare. Desværre var der ved den forestilling, jeg oplevede, også et tilskuerbarn, der bare stillede sig fascineret op og gik hen lige foran skuespillerne – uden at barnets mor gjorde noget.

Men skuespillerne gjorde heller ikke noget, og derfor endte det med, at ingen andre rigtigt kunne se, hvad der foregik.

Det virkede altså som misforstået hensyn til en to-årig. Så her må Madam Bach vist hæve stemmen over for de voksne en anden gang… Både af respekt for deres egen forestilling og for resten af publikum.

Bittesmå detaljer

For der er så mange spændende bittesmå detaljer, som man gerne vil følge med i under denne æstetiske sanseforestilling: En flyvende cable-car på tværs af scenen. En mærkelig runde jordklodebold med et lillebitte hus, der stikker ud oppe foroven. Og alle de sære snore og blafreting, der bliver belyst, uden at man helt fatter hvorfor…

Forestillingen har sjovt nok svært ved at slutte. Det virker nærmest, som om den kommer til at gå i ring med sine gentagelser. Men det gør ingenting, for Madam Bachs univers er så finurligt, at man virkelig gerne vil have lov til at blive i det så længe, som muligt. I hvert fald når man er børnehavebarn og mærker roen hos voksne, der fortæller langsomt om de mindste detaljer.

»Hjem er der, hvor man gerne vil være,« lyder en replik i ’Hjem’.

Og man vil rigtig gerne være gæst hos Madam Bach.