DEBAT
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017
12-10-2017

Filuren og Teater Vestvolden: Alkymisten

Der er eventyrstemning og videoprojektioner i den tegneserieagtige 'Alkymisten', der er en samproduktion mellem Filuren i Århus og Vestvolden i Hvidovre. Foto: Martin Busborg

Lommefilosofi og tempotravlt black screen-show

28-02-2011
Budskabet i Filurens og Teater Vestvoldens opsætning af Paulo Coelhos internationale bestsellerroman ’Alkymisten’ bliver ikke overbevisende udfoldet. Det drukner i en klichefyldt tekst og i skabelonagtigt skuespil med skiftende videoanimationsbilleder.
FAKTA
Filuren og Teater Vestvolden: Alkymisten -

Manuskript: Malte Claudio Lind på baggrund af Paulo Coelhos roman. Instruktion: Malte Claudio Lind. Scenografi: Rebecca Arthy. Komponist: Ole Højer Hansen. Kostumer: Marianne Meyer. Animation: Ole Højer Hansen. Computeranimation: Arthur Steijn. Medvirkende: Asbjørn Agger, Christian Engell og Roger Matthisen. Aldersgruppe: fra 8 år. Set i februar. Spiller i Århus 25.2 - 15.3.2011 og i Hvidovre 25. 3-1.4.2011. Derefter turne frem til 15. april, hvorunder den også kan ses på Festival 2011 i april i Randers. www.filuren.dk og www.teatervestvolden.dk

Fårehyrden Santiago beslutter sig for ’at satse alt på sin egen livsrejse’, da han efter en drøm og efter at have mødt kong Salem drager fra Spanien ned til pyramiderne i Egyptens ørken for at finde en skat.

Men hvad er der bag de konstant zappende billedanimationer, de tegneserieskårne figurer, den rap-hippe og ekstremt højt afspillede musik og tekstens vældigt fine filosofiske klicheer om hvordan vi rettelig bør leve livet? Ikke overbevisende meget.

Den tanke slog mig mindre end et minut inde i den opsætning af Paulo Coelhos internationale bestsellerroman ’Alkymisten’, som Filuren og Teater Vestvolden har samproduceret. Og følelsen blev desværre forstærket undervejs og bekræftet ved forestillingens finale.

Forestillingen glider af på historiens budskab. Det i bund og grund indlysende banale budskab om at livet handler om 'at lytte til sit hjerte, forstå tegnene og følge sine drømme'.

Der lines ellers op til en spændende rejse, når Asbjørn Aggers drengede og vestlig-gearede Santiago får to rådgivende sten, Urim og Tummin, af den tydeligt talende Roger Matthisens kong Salem. Når Santiago havner i Arabien og bliver rullet for sine moneter, da han afleverer sin kasket og køber sig til den lokale klædedragt med kåbe og turban. Når han drager med den kattepotevævre Christian Engell, der som tilsvarende tilrejsende leder efter en Alkymist. Når han møder (animationen af) oasens Fatima og bliver forelsket. Når han oplever ørkenkrig og bliver stillet over for så stor en udfordring som den at skulle skabe sig selv om til vind!

Men forestillingen springer desværre over at vise os Santiagos menneskelige modningsforløb i teatralsk overbevisende billeder.

Animationsiver

Vi får masser af farvestrålende video-animationsbilleder af episoder i forløbet. Via en black screen træder de tre medvirkende skuespillere tegneserieagtigt ud og ind af bagvæggens hurtigt skiftende computeranimerede billedflade. Ud og ind af ørkenlandskaber badet i forskelligt lys - med og uden fjendtlige stammeklaner, listige ørkenrøvere, rasende maskingeværssalver og rygende husruiner. Rundt i ørkenens oase. Ind i bygninger og huse. Ud i universet. Ned gennem en abstrakt tragt. Og tæt på et stort bankende hjerte.

Et avanceret teknisk apparat kører for fuld skrue. Det fascinerer og imponerer måske nogen. Men hele billedsiden har – ligesom tendentielt lys- og lydsiden – karakter af noget, som gerne vil ligne de elektroniske mediers shows.
Verdenssprog og verdenssjæl

Indrømmet: Jeg har ikke læst romanforlægget. Men det manuskript, Malte Claudio Lind har skrevet, gør det ikke nemt for hverken spillerne eller publikum at blive overbevist om stykkets budskab. Teksten er alt for spækket med tykke klicheer og lommefilosofiske banaliteter. Ord og replikker som næsten ikke kan andet end flakse forvirrende om i en iscenesættelse, der har gjort en dyd ud af at køre i 6. gear og samtidig mikse flest mulige fortælleelementer.

I teksten tales der om ’den universelle bevidsthed’. Der bruges ord som substans, transmission, eliminere og dechifrere. Der indgår vendinger som ’at satse alt på sin egen livsrejse’ og ’at blive et med verdenssjælen’. Og skuespillerne siger replikker som: ’Hvis du virkelig ønsker noget, går hele universet sammen om at virkeliggøre det’; ’verdenssjælen næres af folks lykke eller ulykke’; ’hjertet taler og udspringer af verdenssjælen’, ’hvis du lover noget af det væk du ikke har, mister du lysten til at opnå det’; ’glem ikke at alt er ét stor hele’; ’Gud er en kraft ikke en magt’ og ’folk viste ingen interesse for det enkle, så fordyb dig i ørkenen’.

Ord i teater må – ligesom alle de andre fortælleelementer – hjertens gerne udfordre og ægge. Men her bliver det alt for meget. Fordi det ikke åbner universet, men i stedet lukker eller overmaler det med en højspændthed, der får karakter af pap og flop.

Desværre.

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Alkymisten
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

04-09-2017

01-09-2017

30-08-2017

28-08-2017

25-08-2017

23-08-2017

21-08-2017

18-08-2017

16-08-2017

14-08-2017

Flere anmeldelser