DEBAT
25-09-2018
18-09-2018
10-09-2018
07-09-2018
20-07-2018

Teatret Møllen: Guldgraverne

Der spilles musik og danses, mens diverse karakterer frembringes og en grum og gribende historie oprulles i Teatret Møllens nye forestilling. Foto: Søren Godtkjær

Livsbekræftende guldgravertragik

08-11-2013
'Guldgraveren' er et strålende eksempel på, at Teatret Møllen med musik, humør og lune teaterrealiserer deres mantra: 'Hvor lidt kan man nøjes med – og alligevel få det hele med'. Forestillingen er både fornøjelig og gribende. Og den skaber langtidsholdbare billeder og undren.
FAKTA
Teatret Møllen: Guldgraverne -

Efter tekst af Johannes V. Jensen. Manuskript: de medvirkende. Instruktion: Ole Sørensen. Scenografi: Gitte Kath. Medvirkende: Jesper Folke Olsen, Ole Sørensen, Klaus Andersen og Lars Rødbroe. Aldersgruppe: 12 år og opefter. Varighed: 75 min. Turneforestilling. Set til premieren på Møllen i Haderslev 3.oktober 2013. Forestillingen kan bl.a. opleves på Aprilfestival 2014, Danish+-festivalen i maj 2014, og den skal turnere oktober-november 2014. www.teatretmoellen.dk  

Hvad har Johannes V. Jensen, et firkløver af mænd som iført hat og seler lysteligt spiller Bluegrass, et lille lyst uhøvlet trægulv fyldt med alskens musikinstrumenter foran og bagved gamle kasser og spredt anbragte staldlygter og en enkelt burger med hinanden og med os at gøre?

Vildt og inderligt meget. Med alle Møllen-tangenterne på 'on' danser vi som publikum med ind i teatrets opsætning af den afdøde forfatters Himmerlandshistorie om guldgraveren Lavst Eriksen. Vi bliver lette og lysteligt stemte af den uhøjtidelige og glade måde, hvorpå Jesper Folke Olsen, Ole Sørensen, Klaus Andersen og Lars Rødbroe på mundharpe, kontrabas, stelguitar, sav, banjoer m.m. spiller skønt arrangeret traditionel amerikansk folkemusik. Musikken danner en perfekt ramme og er en central velfungerende medspiller. 

Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at sådan lyder guldgravermusik og lyden af lykke – eller skal vi sige drømmen om lykke – for det er det sidste som er temaet i forestillingens kernefortælling. For alt imens vi føler lys og glæde mærker vi en knugende klump i halsen – en både forundringsfyldt fornemmelse over, hvordan noget så ensomhedsfyldt og umenneskeligt trist kan ske for Lavst Eriksen og en stikkende fornemmelse af, at alt det, vi hører, er genkendeligt fra hedeopdyrkningstiden, hvor fortællingen foregår – og nu i dag, i 2013, i livet blandt venner, familie og i større samfundsmæssige sammenhænge.

Lykke, hjemlængsel, svig og tab

Guldgraverfortællingen en fortælling om en far, Lavst Eriksen, som både mister sin kone, Kirstine, og sin søn, Anders, fordi hans smålige og misundelsesfyldte bondesamfundsomgivelser ikke under ham den lykke, han som afviger så modigt og ihærdigt søger.

Lavst får sit levebrød og sin lykkelyst kvalt i det lille landsbysamfund, hvor man ikke slipper ustraffet fra at bryde de fælles normer. Kirstine dør, mens Anders er helt lille. Laust emigrerer til Amerika, hvor han finder guld. Men længslen efter sønnen, som bliver sat i pleje hos husfolk, bringer ham 29 år efter tilbage til landsbyen. 

Møllen kalder inde i selve forestillingen Johannes V. Jensens fortælling for 'fortællingen om Anders Eriksens guldgraverstøvler'. Klogt, fordi de på den måde gør opmærksom på og skaber et fæstnende billede på nethinden af, at det ikke er finansberigende guldgraveri, det handler om (den del fylder også ultra lidt), men ensomhed, tab og svig.

Forestillingens scenografiske set-up og den humoristisk lune tone, som ligger i både musikken, mimikken og gestikken, befordrer, at vi, når vi kobler det sammen med den fint klippede tekst, helt uundgåeligt kommer til på livsbekræftende vis at fundere over og tage afstand fra smålighed, intolerance og menneskelig afvisning.

Tørklæde-love, mega-høvl og mini-hus i højden

Uden brug af direkte interaktivitet er vi sammen med spillerne om Guldgraver-fortællingen, takket være den indledende øjenkontakt-modtagelse og den vedvarende invitation til at lytte med og tage del i den stemning, som opstår i rummet.

Har man fulgt Møllens forestillinger, er der lighedstræk til mange forrige forestillinger i den enkle måde, hvorpå noget essentielt stofliggøres. Det fungerer – også her.

Ole Sørensen bliver til Lavst Eriksens kry Kirstine, når han binder et lille tørklæde om hovedet og danser folkedans med Klaus Andersens forelskede Lavst, der inviterer Kirstine om bag scenens plankevæg, hvor de to kikker stjerner. Den svangre mave, Kirstine derved får, vises kort med en aende hånd på en maveplaceret hattepuld. Det lille hus med udsigt som Lavst selv bygger placeres på bagvæggens top ved siden af en lille flagstang. Kirstine som hurtigt dør, da familien nægtes både føde og arbejde, ser vi i form af tørklædet, som lægges hen over bagvæggen nær huset. Og når vi møder den voksne Anders i hans snedkerværksted er det også ved bagvæggen – i form af Klaus Andersen forsynet med en gigantisk høvl, som han høvler med - indædt og kun lejlighedsvis skulende over mod den hjemvendte far, som vedvarende hjemsøger værkstedet for at forsone sig med sin søn.   

Ordgodbidder

'Anders vidste, at guldgraveren ville have sin søn tilbage', siger en af spillerne et sted. I Brechtsk 3.person og dejligt placeret, efter at vi har mærket, at det er det, det handler om.

Den dramatiske tekst er i det hele taget en flot transformation. Sat ind i musikernes fortælleramme byder den på en verbal essens af originalteksten. Med datiden gloser – så som 'pund', 'øjne uden svig' og 'halvtredjehundrede tikronesedler'.

Og frem for alt med sætninger, som i sammenhængen stikker poetisk og dybt ved at sige tingene direkte og lade dem rumme meget mere end det, der umiddelbart siges. Fx 'Er du blevet rig  amerikaner?', 'Anders og faren fik aldrig talt om tingene', 'Lavst har aldrig været oppe i stuen', 'Ingen kom ham nogensinde nær' og 'En skønne dag var han lige så stille listet af til staterne, til de lange prærier og de uendelige skove. Og landsbyen – de hørte aldrig mere fra ham'.  

Skønt er det også, at Møllen, som noget der kommer overraskende, tilføjer et underholdende intermezzo, hvor Lars Rødboe hiver en burgerbolle frem, som udløser et Burger-foredrag og et lille historieforedrag om udvandringerne til Amerika som pointe-fint bliver kommenteret med: 'Så man kan sige, de både var udvandrere og indvandrere'.   

Teaterkoncert miniature

Intet i musikken er tilfældigt. Sav i selskab med banjo i staldlygters lys lægger lyd til den korte guldgraversentens. Mundharpe og kontrabas ledsager vemodsfyldte sekvenser. Etc.

For de yngste i målgruppen, de 12-årige, virker Bluegrass nok noget gammeldags ligesom scenografien og nogle ord og vendinger i teksten. Men lur mig om de ikke synes om musikken alligevel.

Og jeg tror, at de 'er på' historien, fordi forestillingen med ligefremhed, humør og enkelhed åbne døre op ind til noget, vi alle kender: lykke, længsel og svigt.

Efter forestillingen vender billeder tilbage og skaber emotioner og stof til eftertanke. Et billedet af det pund chokolade, som Anders ikke vil vide af. Et billede af Lavst som bliver nægtet adgang til Anders' stue, hvor han aner at der på en kommode står et fotografi af Kirstine. Billedet af en hel landsby, som peger fingre. Og et billede af de guldgraverstøvler, Lavst efterlader som gave til sin 29-årige Anders, inden han igen drager til Amerika. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Guldgraverne
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

18-10-2018

12-10-2018

11-10-2018

09-10-2018

07-10-2018

05-10-2018

01-10-2018

28-09-2018

26-09-2018

24-09-2018

21-09-2018

19-09-2018

18-09-2018

16-09-2018

14-09-2018

12-09-2018

10-09-2018

04-09-2018

24-08-2018

17-08-2018

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

09-06-2018

07-06-2018

05-06-2018

03-06-2018

01-06-2018

Flere anmeldelser