3. september 2015

Live Art for Børn

Performance defineres ofte som en kunstform på grænsen mellem billedkunst og teater med udspring i 1970'ernes happenings.

Men selvom der produceres adskillige børneteaterforestillinger med elementer eller hele forløb fra genren – som det bl.a. kan opleves med forestillinger fra Carte Blanche, Teater Blik, Secret Hotel m.fl. – opleves mange af kunstformens udøvere nok primært i et andet og for teaterbranchen mere lukket kredsløb, bl.a. fordi de ofte opererer i særlige miljøer og omgivelser, som det kan være svært at inkorporere i mere traditionelle spillelokaler og scenekunstmiljøer og -festivaler.

Men nu kan teateravisen.dk i det mindste berette, at organisationen Liveart.dk – der netop arbejder for at udvikle miljøet for performancekunst – fra 5. september til 18. oktober 2015 afvikler en performancekunstfestival, 'Live Art for Børn', på kunstmuseet Arken i Ishøj.

Her bydes der bl.a. på børneteaterforestillinger, performances med kunstnere i museets udstillinger, spil, workshops m.v. i løbet af festivalperioden. Som led i festivalen afvikles der også et seminar om live art og performancekunst for børn på Arken 10. oktober (kl. 11,30-16,30), hvor kunstnere, forskere, børn og kritikere er inviteret til at fortælle om deres oplevelser med grænser og regler i konkrete kunst- og teaterprojekter for børn.

Seminaret, der arrangeres af Den Danske Scenekunstskoles Efteruddannelse, kræver tilmelding, men er gratis for deltagerne, og det indeholder bl.a. oplæg af kulturforsker og radiovært Torben Sangild om grænseoverskridende performancekunst for børn, mens dr. Sibylle Peters fra Fundus Theater i Hamburg fortæller om sit Forchungstheater.

Der er også oplæg og blindefodboldkamp ved den tyske truppe Showcase Beat Le Mot – kampen kommenteres i øvrigt af fhv. landsholdsspiller John 'Faxe' Jensen – og præsentation af projektet 'Haircuts by children' af den canadiske gruppe Mammalian Diving Reflex, der deltog i Liveart.dk's performancefestival for børn tilbage i februar 2014.  

Man kan se program, tider m.v. for forestillinger, performances, workshops m.v. på www.liveart.dk eller museet Arkens hjemmeside (www.arken.dk/arrangement/live-art-for-boern/)

Alle arrangementer er gratis for museets gæster og kræver ikke tilmelding.

Læs Mette Garfields artikel om performance for børn og interview med performancekunstnere forud for Liveart-dk's performancefestivalen i 2014: 'Børn skal kunsten for kunstens skyld'.

(Billedet: Blandt aktiviteterne på Live Art for Børn på Arken er Spoon Ball, opfundet af performancekunstneren Molly Haslund, men hvor folk selv må finde på teknikker, lege og regler for spillet. Foto. Nana Reimers)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne