DEBAT
14-11-2018
08-11-2018
28-10-2018
25-09-2018
18-09-2018

Teater2Tusind: Min historie

Uta Motz, Anette Gøl og Lene Vestergård er særdeles nærværende og overbevisende i Teater2Tusinds 'Min historie'. Foto: Palle Berg

Liv og håb i en fangelejr

05-01-2013
Ved med skuespilnærvær, mundtlig fortællekraft og fyndig musik at sno ’Den Grimme Ælling’ sammen med en 11-årige piges fangelejroplevelser skaber Teater2Tusind en intens oplevelse af, hvad kunst kan.
FAKTA
Teater2Tusind: Min historie -

Forfatter: Peter Seligmann og H.C. Andersen. Instruktør: Peter Seligman. Scenograf: Poul Fly Plejdrup. Medvirkende: Lene Vestergård, Anette Gøl og Uta Motz. Aldersgruppe: 9-12 år. Varighed: 50 min. Turneforestiling. Set i september 2012 på Horsens Teaterfestival. Kan opleves på Festival 2013 på Mors i april. www.teater2tusind.dk  

Der var så dejligt ude på landet’, skrev H.C. Andersen i eventyret om Den Grimme Ælling. Det samme siger Teater2Tusind i forestillingen ’Min historie’ - med reference til både den gamle digters eventyr og til det liv, en 11-årge pige lever lige indtil…

’Der var så dejligt inde i teaterrummet’, siger jeg, fordi ’Min historie’ lukker sit publikum ind i univers, som giver en smuk og stærk oplevelse af musikkens, den mundtlige fortællings og sammenholdets livgivende kraft. Og det gælder både målgruppen, de 9- til 12-årige, og voksne.

Det hele starter ellers med en berøvelse, og historien er på mange måder meget barsk. 

Må jeg gerne have lov at tage din taske,? spørger Lene Vestergård publikum på vej ind. Må jeg låne din frakke? spørger Anette Gøl et andet sted fra i rummet. Og så begynder forestillingen ellers med en lille bunke fortil på scenen bygget op af publikums ejendele med en anderledes alvorlig berøvelse: En frihedsberøvelse.

’Mor flygter vi nu?’, spørger Uta Motz i rollen som den 11-årige pige, der finder sig selv på vej væk hjemmefra. På vej væk fra nyslået hø, sværmende svaler, store skove og skræppeblade, så store at et barn kunne stå oprejst under dem.

’Nej vi nåede det ikke’, svarer Anette Gøl i rollen som hendes mor. Allerede her rejser hårene sig på én. Mor og datter er på vej til en fangelejr. Det bliver ikke ekspliciteret, men vi associerer uvægerligt KZ og Anden Verdenskrig.

Enhver besiddelse af personlige ejendele er forbudt, og enhver overtrædelse af de gældende regulativer straffes med døden. At nogle overtræder reglerne, vidner maskingeværsalver om. Mennesker dør om ørerne på pigen, som tillige er blevet skilt fra sin mor i den 'venstre, højre, venstre, højre'-march, fangerne bliver sat på, da de ankommer til lejren og fordeles på barakker.

Krop, musik og fortælling

Det sidste viser Vestergård, Gøl og Motz ved at marchere efter hinanden og svinge til enten venstre eller højre på de små podier, som udgør stykkets scenografi. Ens klædt i hvide bukser, sorte jakker og et lille kulørt butterfly er de både musikere, fortællere og specifikke roller i historien. Et sikkert og effektfyldt valg.

Den udbredte brug af musik fungerer rigtigt godt. Vestergård, Gøl og Motz spiller historien nærværende på henholdsvis tenorblokfløjte, harpe og violin. Og de springer

gelinde, præcist og nænsomt mellem rollen som musikere og det figurgalleri, som vi efterhånden kommer til at holde af og identificere os med.

Motz kropsliggør stærkt og usentimentalt pigen og spiller tillige himmelsk godt violin. Gøl har overskudspræget rollen som kapelmester og springer tillige vågent ind i fangelejrlivets persongalleri. Og Vestergård bevæger sig smidigt og præcist ud og ind af de to universer som raffineret flettes sammen: På den ene side lejrens konkrete, smertefyldte og dramatiske liv, som vi flere gange undervejs i små antydninger hører ender godt for pigen. Og på den anden side Andersens eventyr om Den Grimme Ælling som til slut folder sig ud som svane. Et præcist og flot figurarbejde og en fortællerstemme, der med nuanceringer skaber lydhørhed.

Din, min, vores historie

'Lyset', det glædelige og livgivende, kommer ind via den lille lasede eventyrbog, som pigen får overleveret af en medfange, hvis timer er talte. Som gammel kroget kone rækker Vestergaard bogen til Motz med ordene: ’Pas på den – nu er den din’.

Motz skjuler den lille bog under barakkens stinkende toiletspand. Senere i forløbet bliver eventyret om Den Grimme Ælling også et, som i ånden tilhører den medfange, der i intense øjeblikke læser det op for pigen. Og senere igen bliver det så også vores – fordi vi som publikummer bliver lukket ind i ællingens proces og forvandling. En forvandling som forløber parallelt med pigens. Med pigens evne til at overleve vel at mærke. Føde er livsnødvendigt, lader forestillingen os forstå med fysiske tegn og i små replikker.

Men det er musik og eventyr også.

’Min historie’ anskueliggør den livskraft, som eventyr giver – den evne kunst har til at få os til at se og mærke hvad det vil sige at være menneske, og den evne kunst har til at få os til at føle os fuldstændig frie – for nu at sætte ord på det som forestillingen med enkle scenografiske virkemidler, kropsligt og musiske spil, og med sine forvandlinger og fine flet får os til at mærke.

På den vis åbner forestillingen sig op og ud. Den er en konkret fangelivshistorie, men også i sin gode komposition og sit levende smittende liv på scenen en historie om sammenhold, udholdenhed, næring og overlevelse. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Min historie
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

12-11-2018

07-11-2018

05-11-2018

03-11-2018

29-10-2018

18-10-2018

12-10-2018

11-10-2018

09-10-2018

07-10-2018

05-10-2018

01-10-2018

28-09-2018

26-09-2018

24-09-2018

21-09-2018

19-09-2018

18-09-2018

16-09-2018

14-09-2018

12-09-2018

10-09-2018

04-09-2018

24-08-2018

17-08-2018

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

Flere anmeldelser