6. september 2012

Lige til en medalje

Landssekretær Anne Petersen har været et fast omdrejningspunkt for landsorganisationen Danmarks Teaterforeninger (DT) i fire årtier, og det fejres med en 40-års jubilæumsreception 14. september 2012.

Anne Petersen har i mange år arbejdet med formidlingen af professionelt turneteater for både voksne og børn i landets teaterforeninger og holdt styr på indberetninger og statistikker og møder og generalforsamlinger og stået for de mange praktiske opgaver omkring afviklingen af de årlige DT-seminarer.

Men faktisk er hun så gammel i gårde, at hun også var med i de første år omkring arbejdet med den årlige børneteaterfestival, der nu afvikles som et ugelangt arrangement i april, men i starten var et weekendarrangement i november…

Det skyldes, at hun var medarbejder i det daværende Samarbejdsudvalg for Turneteater, der blev oprettet i 1971 og i 1974 blev en kombination af Samarbejdsudvalget og Danmarks Teaterforeninger for siden at blive delt op igen (1979), så Danmarks Teaterforeninger blev et selvstændigt sekretariat, mens Samarbejdsudvalget blev til Teatercentrum.

De to organisationer bevarede dog et godt samarbejde og holdt i øvrigt til i fælles lokaler i Frederiksborggade og siden Suomisvej i København, inden DT flyttede for sig selv på Cafeteatret og nu residerer i Vartov i Farvergade – vis-a-avis Teatercentrum.

Således har Anne Petersen været en stor del af både børneteatrets og teaterforeningernes relativt korte historie – og hun har været en ørn til at sørge for at gemme relevante dokumenter til brug for eftertidens historieskrivning, herunder godbidder til undertegnedes bog ’Intet spil for galleriet’ om det moderne børneteaters første 25 år.

Anne Petersen var også i mange år aktiv omkring børneteaterformidlingen i Hillerød – centreret omkring den nedlagte Slotsbio. Og i alle 40 år har hun i øvrigt været et humørfyldt og effektivt arbejdende bekendtskab for skiftende DT-ledere, DT-bestyrelser, Teatercentrum og de mange besøgende teaterfolk og teaterformidlere.

Faktisk er de 40 års uafbrudte arbejde i en offentlig/statslig-funderet organisation lige til en fortjenstmedalje fra Dronningen, men den slags ydre pragt har hun frabedt sig –  til nogen ærgrelse for DT-landsformand Lars Salling – men til gengæld kan hun glæde sig over påskønnelse fra de mange mennesker, hun har været i kontakt med gennem de fire årtier.

En del af dem møder formentlig op til jubilæumsreceptionen fredag den 14. september kl. 14.30-17.30 på Vartov, Store Sal, Farvergade 27 H – i tilknytning til de lokaler, hvor Danmarks Teaterforeninger nu har sin adresse.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne