Af: Henrik Lyding

18. februar 2016

Lige lovlig rap

Det går over stok og sten, når Holbæk Teater rapper løs om Prop og Berta. Så rapt at ordene drukner og sammenhængen i historien ofte forsvinder.



Gode gamle hr. Prop og hyggelige tykke Berta – kan disse næsten klassiske børnebøger om manden og koen virkelig her næsten 50 år efter deres fødsel tåle at blive rappet op, uden at miste deres uskyld?
 

Svaret er et både og. For figurer og historie er sådan set fine nok i Holbæk Teaters bud på de gamle historier. Sat i totalrimede tekster af Clemens Telling og med iørefaldende rytmer af komponisten Thomas Schulz, der også selv spiller med i et scenebillede, der er en sjov blanding af show, teater og koncert.

Store lysende kirsebærtræer omkranser spillearealet. Træer, der egentlig ikke bruges til noget, men som bare med deres skiftende farver fungerer som en smuk ramme om forestillingen. Og som samtidig er en pudsig, let distanceret kontrast til de reelle scenografiske elementer, bestående af flytbare sætstykker, der forestiller Props hus, Heksens tremmebur og borgmesterkontoret, malet i klassisk Prop og Berta-stil.

Så langt er alt godt. Men ganske som der er en træsk og negativ Heks blandet ind i historien om livsglade Prop og hans Berta, der flytter ind i det gamle, faldefærdige hus i den lille by, er der også problemer med selve forestillingen.

For lige så frisk og sjovt det er at høre Prop, Berta og kompagni rappe løs, og lige så meget musikalsk energi det tilfører, lige så svært bliver det altså at høre de mange ord. Fordi rap logisk nok skal siges rapt.

Og selv om Clement rimer på livet løs – og har masser af sjove rim – bliver han undervejs også noget voksen i det, med mange, ikke så kendte ord i børnehøjde, afleveret i et tempo og til et musikalsk akkompagnement, der lydmæssigt nogle steder fører sig frem på tekstens bekostning. Så hvad siger de egentlig? 
 

Derfor må vi nogle steder nøjes med at se på personerne, mens de synger. Heldigvis er der masser af scenisk aktion mellem de fire spillere, ikke mindst fordi de ruller rundt på små selvkørende løbehjul, såkaldte Seg-boards, så det er sådan set fornøjeligt nok. Men det havde nok været sjovere, hvis vi havde kunnet høre og forstå, hvad de egentlig sagde. 
 

Sprælsk energi og smukke kirsebærtræer

Historien har også sine mærkværdigheder. Den begynder med Prop og Bertas indflytning og renovering af huset. Men af en eller anden grund, der aldrig bliver klar for os, er hverken politi- eller borgmester meget for, at de bliver boende.

Prop ender med at få en million kroner for at flytte. Men hvorfor? Her er kimen til et drama, der aldrig foldes ud.

Det samme gælder de små sjove Tytte-bøvser – her i skæg dukkeversion – som bliver befriet fra den klippe, de holdes indespærret i. Hvorfor det, og hvad sker der med dem efter befrielsen? Og hvorfor beder Berta dem om hjælp til at redde Prop fra Heksen, når koen alligevel klarer det selv? Og hvorfor er det egentlig, at Heksen tager Prop til fange?

Store spørgsmål, ingen svar.
I stedet hæsblæser vi gennem de enkelte situationer uden at fange sammenhængen.

Måske en enklere og mere udfoldet historie havde fungeret bedre? Og måske – ja, det er vel næsten kættersk at sige det – men undervejs greb jeg mig i at tænke, at måske havde det hele resulteret i en sødere, sjovere og mere børnevenlig forestilling, hvis man ikke havde rappet så meget, men i stedet sunget og fortalt i et mere adstadigt tempo.

Har instruktørparret Hansen og Kristensen – alias de to Holbæk-ledere Kristoffer Møller Hansen og Brian Kristensen – mon været så forelsket i rap-formen og dens muligheder for et pudsigt kunstnerisk sammenstød med nogle elskede gamle børnebøger, at det teaterpædagogiske overblik er smuttet?
 

De fire medvirkende gør det ellers fint. Jens Andersen er en sød Prop, uden at ligne originalen specielt meget, og Silja Okking fungerer nydeligt og lidt beskedent som koen Berta.

De andre roller klares af Simon Stenspil og Mia Sylvester – sidstnævnte er sprunget ind med to dages varsel, ganske imponerende – mens Simon Stenspil fylder såvel sine roller som scenen med masser af sprælsk energi.

Han er den største fornøjelse på scenen. Sammen med de smukke kirsebærtræer.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.