Af: Janken Varden

5. marts 2011

Lige i hjertekulen

Først kommer tiden, så kommer mellemtiden: ZeBU lykkes med en fremragende spillet forestilling om de svære år mellem barn og ung, fyldt med autentisk liv og forstand - og humor!

»Det var godt nok godt teater,« var det første hun sagde, min kyndige konsulent på 12 år efter forestillingen.

Jeg kan kun istemme – ZeBU bekræfter sin plads blandt de ypperste i dansk teater for børn og ungdom. ’Og så står man pludselig der’ er en forestilling, der ved hvad den vil, og forfølger det konsekvent og fokuseret, gennemtænkt, gennemresearchet, fuld af empati og kærlighed til sine (mange) figurer, og fuld af umiddelbar og direkte indsigt i komplicerede sind og situationer.

Det er ellers et minefelt de har begivet sig ud i, det vidner publikums usikre fnis og hviskende kommentarer de første to minutter om. Men så blev der stille! For denne forestilling rammer lige midt i den rigtige hjernehalvdel, i hjertekulen, og i underlivet på sit unge publikum og alle os, som er kommet gennem den svære pubertet nogenlunde helskindet. Gudskelov, og tak for det!

For dét er, hvad ZeBU har samlet os for at bevidne: De uendeligt svære år mellem 10 og 14 +, limboen mellem Anders And og den farlige seksualitet, mellem Game-Boy og Internet, mellem Hannah Montana og Madonna, mellem fodbold og det første kys, og hele tiden med risikoen for at venskaberne ryger, at loyaliteten slår sprækker, at forelskelserne bare er fup og fidus, at betroelserne bliver misbrugt – og er man mobber eller mobbet?

Taler direkte til os

Iscenesættelsens æstetik er (ligesom scenografiens) den enkleste enkle. Længe hviler den på skuespillernes direkte, frontale udspil mod publikum – fælles eller i monologer. Det virker aldrig provokerende, men tjener til at vise, åbent og hudløst, hvor sårbare de er og hvor svært det er at finde de rigtige ord.

De fire spillere bevæger sig behændigt ud og ind af mange roller, også i glimt som forældre, lærere, læger – venner og fjender. Hele dette pre-teen univers rulles op for os, og publikum sluger det lattermildt, genkendende, åndeløst. Mange fragmenter af en virkelighed, som tilsammen giver en stor nuancerigdom og vidner om fantasi og sproglig forståelse, og om bund solid researcharbejde hos manuskriptforfatterne.

Så det er (længe) som enkeltmennesker spillerne taler mest til os – det tager sin tid, inden de bliver en gruppe, ’de fire’ – ’klassekammeraterne’ – ’lejrskolevennerne’ – men vi følger dem hele tiden, både som individer og som gruppe.

Og når jeg siger ’det tager sin tid’, mener jeg ikke, at det går langsomt! Forestillingen har rytme og tempo fuldstændigt afpasset efter situationens alvor eller skæg. For her er (også) masser af sjov og ballade, både i replikker, gestik og mimik.

Muntert og rørende går herligt hånd i hånd med kluntet og flovt, selvironi og hyleskægt danner par med mørke bekendelser, med selvmedlidenhed og den rene tragedie. Det er virtuost gjort: ’Det er altid mig der…!’, ’det er aldrig mig der…!’ – vi genkender hvert et ord, hver en følelse af uretfærdighed og afmægtighed, – og af klynk.

Genkendelse og erkendelse

Uden at falde i den pædagogiske fælde tager det solide makkerpar Carlslund og van der Velden os hele vejen: Gennem mobning og sladder, de latterlige fortalelser, de svære valg, livets forvirring, de hemmelige følelser og steder, de første kluntede berøringer mellem dreng og pige, ensomhed og samhørighed, fremtidsønsker og manglende selvtillid. Og fornægter heller ikke de skændigheder man kan komme til at begå.

Jeg sidder med en vidunderlig genkendelse, med tyk hals og fugtige øjne, med befriende latter og pludselig erkendelse. Og jeg er ikke alene – rundt mig sidder et ungt publikum med flove fnis, med selvironiens grin, og med forståelsens alvor og stilhed.

Dette kan kun teater – ikke film, ikke TV, ikke en gang en bog. Dette er sådan en forestilling, der gør en tilskuer taknemmelig.

Top skuespil

’Og så står man pludselig der’ er både bevægende, forstående, vidende, og sjov. Og det skyldes ikke mindst, at det er en usædvanlig velspillet forestilling.

De fire skuespillere, Carl Martin Norén, Julie Riis, Mikkel Hansen og Lise Lauenblad, er helt og holdent organiske, de er ét med deres stof og deres figurer, de danner et ensemble, der spiller det samme sted hen med bevidsthed om, hvad de formidler og hvorfor.

De udleverer deres personer og de forsvarer dem, der er kød og blod, samvittighed og hjerte, ubehjælpelighed, komik og forstand hos dem alle sammen.

Musikken giver et stort bidrag til forestillingen. Den binder sekvenser og situationer sammen, iblandt med mindelser om cirkus, iblandt med associationer til russisk folkemusik, uden at den tager fokus fra spillet og teksten.

Det skal nævnes, at der forud for forestillingen er lavet et grundigt stykke arbejde. I foyeren er der hængt op baggrundsmateriale med interviews med unge mennesker i den relevante aldersgruppe, citater, statistikker, rapporter og andet, der danner et klart billede af, hvorfor ’Og så står man pludselig der’ er blevet et helstøbt værk.

Som undervisningsstof er det forbilledligt. Men først og fremmest er forestillingen et stykke meningsfuld kunst.
I mine tre år som anmelder for Børneteateravisen har jeg set både gode og mindre gode forestillinger. Det er mig en glæde for én gangs skyld at rulle alle seks stjerner ud!

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.