Af: Henrik Lyding

28. oktober 2009

Lidt for tilfældigt

Sjusket og ugennemarbejdet forestilling om teskekonens eventyr.

Selvfølgelig må en forestilling om teskekonen begynde med, at der laves te! Og så bliver der ellers gjort rent og fløjtet til arbejdet med at rydde op i mormors sommerhus. Men teen venter – og teskeen. Og bag på teskeen er tegnet et lillebitte ansigt. Tænk at være så lille!

Muntert kaster to piger sig ud i historierne om teskekonen. Vi hører om den allerførste gang, hvor hun vågnede en morgen og var blevet så lille som en teske. Dog uden at lade sig slå ud af den grund. Eller da hun skulle bage pandekager til sin mand – det lykkedes naturligvis – eller da hun skulle hente vand og mødte en elg. Eller da hele nabolaget kom til kaffe og konen var så lille, at hun kunne bruges til at røre rundt med.

De små fortællinger veksler med scener, hvor de to piger rydder op og taler med hinanden, inden de lader sig inspirere af noget nyt i mormors rodebutik af et sommerhus. For den bærende idé er, at der bruges hverdagsting til at fortælle og illustrere med. En krinolinekjole, en spand, viskestykker, en støvekost, et garnnøgle, en grydelap. Det kan der komme sublimt teater ud af, men det kræver unægtelig, at hver enkelt ting er udvalgt med den allerstørste akkuratesse, så den besidder en helt speciel kvalitet. Så man fornemmer, at det lige præcis må og skal være denne spand og ikke en hvilken som helst anden.

For langt mellem snapsene

Det er her, det kniber. Den sparsomme scenografi virker nødtørftig og tilfældig, så man aldrig fornemmer denne tingenes uundgåelige og fortættede nødvendighed. Er det sjusk fra teatrets side eller bare udtryk for, at der ikke er råd til mere? En rigtig scenografi, for eksempel. Men så skulle man måske lade være med at spille teater.

Synd er det under alle omstændigheder, fordi ideen med at fortælle med hverdagens rekvisitter ligger fint i forlængelse af børns egne lege. Men hvor børnene kan klare sig med hvad som helst, må det forlanges af teatret, at man har tænkt sig om og gjort sig umage. Det her virker for tilfældigt.

Det samme gør historien til en vis grad. Overgangene er ikke gennemarbejdede, lige som det aldrig bliver klart, hvorfor vi egentlig skal høre historierne om teske-konen. Er der nogle paralleller til de to piger, til os eller hvad?

Vel er det da sjovt, når de lokale madammer til kaffeselskabet hos teskekonen fremstilles af en børste eller et spækbræt med øjne. Eller når elgen laves af en brun sok, to lyserøde gummihandsker og en gammel brun plaid. Lige som ideen med at bruge grydelapper som pandekager er aldeles fin. Men der er for langt mellem snapse som disse og for mange ikke-gennemarbejdede ideer. Hvorfor skal for eksempel noget af historien fortælles som skyggeteater?

Frem med scenograf, instruktør og dramaturg

Ærgerligt nok med sådanne mangler. For Ranveig Iversen Petersen og Laura Kamis Wrang virker sympatiske og søde på scenen – den ene legesyg, den anden praktisk – hvilket skaber lidt indbyrdes konflikt og dermed en motor til historien.

Lege-aspektet med de genkendelige ting skal heller ikke undervurderes. Men helhedsindtrykket ender alligevel med at virke for løst. Tag blot de duge, der ligger på bordet. Et tilfældigt og sjusket rodsammen af noget, der ligner viskestykker fra en institution. Hvor er magien, hvor er den umærkelige fornemmelse af noget helt specielt i disse hverdagsting – og hvor er mormor? For det skal vel forestille at være hendes duge. Som hun måske har nuppet på en institution – det skal jeg da ikke afvise. Men så må de to piger og forestillingens historie naturligvis forholde sig aktivt til det. Og til alle mormors andre ting, for resten. I stedet for dette tilfældighedspræg.

En dramaturg, en scenograf, en instruktør og en langt mere gennemarbejdet og konsekvent indpakning ville hjælpe betydeligt på sagen.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.