Af: Janken Varden

12. december 2011

Lidt for lige ud af landevejen

Den med storken er der jo ingen der tror på, så ’hvordan mon’ børn kommer til verden? Det Lille Verdensteater giver de 2½-6-årige forklaringen - sådan da.

Den barske russiske vinter er forbi, og i det tidlige forår begynder naturen igen at vågne og strække forsigtigt på sig. En blomst kommer op og folder sine blade ud, sommerfugle sværmer, bækken klukker og fuglene synger.

En brun lab kommer til syne, så en snude, og et helt hoved. En forpjusket mager bjørn raver møjsommeligt ud af sit vinterhi, efter næsten et halvt år i dvale, med én tanke i hovedet: mad! Hvad som helst der kan mætte en sulten bamse – bær, bark, laks, græs!

Erst kommt das Essen, dann kommt die Philosophie

Når bjørnen har stillet sin værste sult, når den har pruttet og bøvset og skabt jubel i salen, når den har sovet og spist lidt mere, så melder livets store spørgsmål sig. Hvor kommer jeg fra? og hvordan mon børn kommer til verden? og hvordan mon jeg selv kan blive en stor og stærk far til nogle små bamser?

Store spørgsmål. Bjørnen klatrer op til toppen af et bjerg og råber ’Er der nogen, der kan fortælle mig…?’.  Og inden han møder en bjørnepige og sød musik opstår, kommer mange andre dyr med deres bud på svar.

Den rappende hare, der kan steppe til ’Singin’ in the rain’, har fuldstændigt tjek på det  – børn vokser jo der nede i jorden mellem roerne og kan plukkes! Men ak! – der voksede jo ikke andet end roer. Kragen ved besked: man lægger æg! Måske værd et forsøg? – men efter ihærdige forsøg må vores bjørn indse at det går som det må gå for bjørne flest. Laksen kan et kneb for at lokke storken til sig, men den forfængelige stork med de røde højhælede sko fra Milano kan ikke bruges til noget som helst. Den forvirrede bjørn kommer ingen vegne, indtil… For en løsning findes der jo, men den foregår i al diskretion bagved – og vupti! næste forår er der to små bamser mere i skoven.

Gode historier for de mindste

Den er måske ikke ligeså kendt som den om muldvarpen, der havde fået en lort på hovedet, men denne om ’bjørnemiraklet’ egner sig godt for dramatisering. Wol Erlbruchs fortællinger med de sjove tegninger er søde og rare, tilpas fantastiske, tilpas underlige, tilpas pædagogiske, til at blive et tilforladeligt sujet for en teaterforestilling.

Dét har de så lavet, Det Lille Verdensteater og deres hjælpere. Resultatet følger bogen temmelig nøjagtig, figurerne ligner tegningerne, men har fået nogle ekstra egenskaber og karakteristika, og livet omkring historien er bygget en smule ud. Ellers er det temmelig lige ud ad landevejen.

Ranveig Petersen og Anne Kurzweil fortæller ved hjælp af dukker og rekvisitter, der popper op fra bag et bord eller bag en enkel bagvæg. Det hele er lidt nødtørftigt – hverken dukker eller dukkeføring er særlig avanceret. Intet af det ydre, visuelle apparat, og heller ikke de to aktørers formidling, evner at skabe noget indre ’Næææhh!’ Men historien bliver da fortalt o.k., og den får til og med en afslutning, som ellers mangler i bogen.

To øjeblikke

Jeg vil fremhæve to øjeblikke i forestillingen, der markerer sig. Det ene er et sjovt påfund: Når haren rapper og stepper. Det skaber liv i fortællingen, og det får straks respons fra publikum i form af trampende fødder.

Det andet er et lille moment af stilhed: Kragen har lagt sit æg, og ganske langsomt, men nysgerrig, nærmer vores bjørn sig med en forsigtig snude. Det blev helt stille hos publikum – alle holdt vejret, spændte. Ikke at der skete noget overraskende, men det var dejligt med et øjeblik af total og fælles koncentration.

Sådanne øjeblik er der ellers ikke for mange af i forestillingen, dertil er de to aktører en smule for geskæftige og lidt for optagede af at være sjove,  lidt for meget optagede af at være hos børnene i salen og lidt for lidt optagede af at være hos deres figurer.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.