Af: Henrik Lyding

12. januar 2016

Lidt for gammeldags bamseteater

AnemoneTeatrets genopsætning af Jan Mogensen-klassikeren om den bange bamse i Frederiksberg Have savner musikalitet og scenisk stramhed.



En god historie er ikke til at slide op. Jan Mogensens skønne billedbog om 'Bamse og den kinesiske prinsesse' fra 1984 er stadig en fornøjelse at læse med sine skønne tegninger og pudsigsøde historie.

Forståeligt at AnemoneTeatret dengang lavede en forestilling ud af fortællingen – og sådan set også forståeligt, at de tager den op igen.
 

Men noget er desværre sket undervejs i transformationen. Hvor bogens udtryk er tidløst, virker teaterudgaven sært gammeldags og slet ikke gennemarbejdet nok.

Problemerne begynder allerede med dekorationerne. Hvor Jan Mogensens tegninger er svagt 'støvede' i deres udtryk – en blid og blød streg med sarte farver, der skaber ro i billedet – er sætstykkerne på AnemoneTeatret rene, klare og meget farveglade fotostater af blade og træstammer i overstørrelse.

Borte har taget blødheden, desværre, og de stærke farver står rigtig skidt til de egentlig ganske udmærkede kostumer og søde dyredukker. Det virker som om kulisser og kostumer er hentet fra hver sin forestilling.
 

Bamse som bremseklods

Spillestilen virker også noget vaklende, især hos Bamse. At to meget voksne skuespillere spiller børn, er jo præmissen i det meste børneteater, og det går som regel endda. Det gør det også her.

Når Maria La Cour og Mikkel Trier Rygaard er børnene Jens og Marie på legetur i Frederiksberg Have, fungerer det pænt. Og Maria La Cour som hostende skrubtudse, sprælsk rapand og sidst som Prinsessen i den lille kinesiske pavillon på øen i søen i Frederiksberg Have klarer også den del pænt – skrap som dyrene, blid som prinsessen.

Men Mikkel Trier Rygaard har tydelige problemer med sin Bamse. Den har ikke rigtig noget konsekvent kropssprog. Den lunter og tumler bare lidt rundt, som det nu kan passe sig.

Stemmen er fin nok – tøvende, lidt Bamse fra fjernsynet-agtig, hvilket sikkert er klogt, da det nok er den bamsestemme, de allerfleste børn vil forbinde figuren med. Også selv om det jo her er en helt anden bamse og en helt anden historie.

Men kropssproget er for udefineret, og derfor bliver Bamsefiguren lidt af en bremseklods i historien. Fordi figuren visuelt hele tiden synes at gå i stå. Ikke mindst hans mange små angstscener – og Bamse er en meget bange lille bjørn – fungerer ikke overbevisende. Det bliver bare lunteri alt sammen. 
 

Skal sådan et par modsætninger – Bamse som den tøvende og alle de andre som energibærerne – fungere på en scene, må instruktør og skuespillere virkelig arbejde med musikaliteten mellem de to figurer. Pauser, bevægelser, pointer – det hele må times præcist, ellers slappes dynamikken i de enkelte scener. Og det sker alt for ofte her.
 

Gensynets glæde

Selve scenegangen virker også en smule skødesløs. Når Bamse falder i vandet, falder han bare ind bag en busk. Der er intet, der signalerer sø her, og det er for sølle på et stationært teater.

Tilsvarende bruges lyset stort set ikke i første del af historien til at skabe markante stemningsskift. Derfor bliver oplevelsen, helt unødvendigt, noget flad og gammeldags stiv i det.

Anden del går bedre. Besøget hos prinsessen er fint nok, og erkendelsen af, at den farlige drage bare er en drage-statue, fungerer også, selv om det trækker lovlig længe ud.

En samlet spilletid på 55 minutter er slet ikke nødvendig. Historien fortælles kortere og bedre i bogen – og selv om de indlagte sange er ganske søde, kunne man snildt have sparet på dem.
 

Så det bliver gensynets glæde, der bærer igennem de mange omsvøb, dramatiseringen er hyllet i.

Som en lille dreng sagde, da Jens og Marie endelig havde fået møvet sig sammen til at klæde om til Bamse og prinsessen, og Bamse endelig så gjorde sin entre: 'Nu begynder historien!' 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.