Af: Janken Varden

26. oktober 2015

Lensgrevinden og det vanskelige barn

På loftet i Jægerspris Slot møder Nathalie fortiden i form af en statelig kvindeskikkelse, og det skal hun få glæde af resten af livet. Veldrejet og anbefalelsesværdig forestilling – med musik til.

Det var det første, jeg fik øje på, da vi gik fra Hofteatrets hyggelige foyer ind i teatersalens halvmørke: En høj alvorlig kvindeskikkelse i victoriansk kjole, enkel og tækkelig og meget, meget omfangsrig.

Stående på afstand, bagerst i teatersalen, fulgte hun os med øjnene, da vi trådte ind mellem rækkerne, og det første, jeg tænkte på, var en uhyggelig scene fra 'De uskyldige', filmen om de besatte børn på det dystre gods.

Men der tog jeg fejl.

Den vanskelige pige

Hofteatrets ærværdige lokale er omdannet til et ret så indbydende loftskammer. Lagner fra Forenede Dampvaskerier hænger til tørre, det kongelige dukketeater i pap komplet med Akropolis-tæppet og amoriner, kufferter og ragelse, en ildrød moderne rygsæk – et sted med mange signaler i mange retninger. Spændende.

Og både spændende og poetisk er Henrik Andersens guitar-musik. Han sidder blandt os nede i salen mellem børn og bedsteforældre (efterårsferie!) og toner og klange lyder eksotisk og østerlandsk – evighedsmusik.

Pludseligt springer den store kuffert op, og ud springer en pige med stor grå hue, stjerner på bukserne og kort skørt. Det tager ikke lang tid før vi forstår, at hun gemmer sig væk her på loftet, her kan hun være i fred, dette er hendes hule. For hun har ondt i tilværelsen og behøver at forskanse sig – uden selvtillid, uden tillid overhovedet, et skrøbeligt institutionsbarn.

Der ledes efter hende, der råbes 'Nathalie', og forskræmt søger hun tilflugt under ginens store krinolinekjole. Og så er der ingen gine i kjolen, men et højst levende menneske. I den gensidige forskrækkelse mødes grevinde Danner, eller frøken Rasmussen som hun vil kaldes, og den vanskelige pige Nathalie.

Spøgelser og spåjelser kan bruges til så mangt

Altså, Danner/Rasmussen døde i 1874, og det ved Nathalie godt, for det har hun lært i skolen, så, ærligt talt, damen må da være et spøgelse!? Men: 'Jeg er ikke noget spååjelse', bedyrer grevinden. På gammeldansk.

Så her skal favnes over 150 år, her skal forsonlighed opstå på tværs af al fornuft og logik, her skal en samtale skabes på trods af sproglige misforståelser, her skal tillid etableres mellem velbjerget voksen og vanskeligt barn.

Det går ikke uden problemer. Grevinden ved ikke en gang, at en overhead er en overhead og kan vise billeder. Hun tror, at det er dampmaskine!

Og Nathalie tror, at for at rejse noget sted skal man have alt mellem himmel og jord med sig i rygsækken. Hun må overbevises om, at fantasien kan tage os hvor som helst – sidde og duve i en gondol med en umusikalsk gondolier i redningsvest fra Helly Hansen, spise tiramisu med fingrene, tage på fisketur og fange både et halsbånd og en ring. Åbne øjne og ører, grib chancen.

Således bliver frøken Rasmussen en guide for Nathalie ind til det at tro på sig selv og se livets mange muligheder. Hun fortæller pigen om sin egen fattige opvækst, hvor familiens trange lejlighed måtte deles med familien Suhr, hvor rotterne måtte fordrives dagligt, om balletskolen og knæskaderne og modebutikken i Vimmelskaftet og mødet med Fritz, han som blev kong Frederik den syvende.

Og apropos fisketure: Hvad er det de først og fremmest fisker efter? – En fremtid! Frøken Rasmussen skabte sin egen fremtid – det kan Nathalie også!

Og her, på denne dejligt optimistiske akkord, konkluderer forestillingen: 'Man skal bruge de gaver man har fået!'

En veldrejet forestilling

Jens Kløft har skrevet en tekst ,som fører både publikum og dem der oppe på scenen trygt gennem forståelsesmæssige disharmonier og undren og frem til en fælles glæde over tilværelsen. Til det brug har han drysset både historiske og humoristiske pointer over replikker og situationer.

Og Solveig Weinkouff følger op i sin instruktion.  Den er rytmisk varieret, har lune, gør fint brug af det begrænsede rum og den sparsomme scenografi, undgår de værste klicheer og integrerer musikken på udmærket vis.

Musikken er nemlig et væsentligt element i forestillingen om Dannerbarnet. Den ligger der delvist som underlægning i talescenerne, og i høj grad som akkompagnement til de mange sange, såvel trioer som duetter og solo.

Begge de to skuespillere kan synge, om end helst til husbehov. Men ligesom instruktøren har de glimt i øjet og charme nok til at holde os tæt til bålet. Karen Nielsen som Danner har begrænsede spillemuligheder i sit enorme outfit og den lidt påtagede ophøjethed. Men hendes interesse for Nathalie virker ægte, og hun har godt tag i grevindens fornuft og visdom.

Mette Alvang har jeg set før som sjov nissepige på Ishøj Teater. Men som Nathalie griber hun muligheden til at være noget mere end sjov. Dette vanskelige barn kan nemlig være både rasende og trist, forundret og glad, ydmyg og fræk. Både i blik, krop og stemme er hun til stede i situationerne.

Blot skal hun passe på, at Nathalies iver ikke tager overhånd, så hun overgør sine mimiske og pantomimiske virkemidler. Men det er en fin rollefigur, hun laver – en vi kan forstå.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.