Af: Gudrun Hagen

25. august 2021

Legens logik med ler

Teater Bliks ’Aftryk’ er en legende, sansende forestilling med ler i alle former, der undersøgende og nysgerrigt inkluderer sit unge publikum til UG og får os voksne til at smile genkendeligt over børnelogikken i legens spilleregler

Man bliver nysgerrig fra start over det fine scenerum i Teater Bliks forestilling 'Aftryk'. 
Der er spots på diverse glasvaser, nogle fyldt med vand, andre tomme og i midten er placeret en kæmpe drejeskive med ler i forskellige former og nuancer – mørkt og lyst, grå og gult. Hvad skal alt dette mon bruges til? 

Aldersgruppen er sat til 0-4 år, og det er let at forestille sig, hvordan de vil suge det hele til sig allerede inden forestillingen begynder.

Legens forhandlingslogik

Med et plask er vi i gang. Våde bare tæer på gulvet giver tydelige fodaftryk på det sorte scenegulv. Legende, undersøgende, eksperimenterende og sanseligt går legen videre med håndaftryk på scenegulv og hud. Små, bestemte kommandoer, dikteres undervejs; ’Mere!’, ’Stop!’, ’Nu!’, ’Giv mig den!’, ’Tak!’ og andre ting vi kender fra de mindstes leg. 

Ikke mindst ’Det er min!’ går igen med stor effekt. Det er ikke altid let at blive enige om at dele leret eller få aftalt regler for legen, der huer alle, og dette lege-univers fungerer fornemt. Store som små nikker vi genkendende til udfoldelsen af legens forhandlingslogik.

Vandpjask og lerværksted – rod og ballade

De er to personer på scenen. Maria Grønlund Malling og Simon Voigt har begge virkelig god kontakt til publikum. Begge er de i grå gevandter med deres lange hår samlet i en knold i nakken. Som forestillingen skrider frem også med ler på fingrene og diverse andre steder, som de leger løs med ler-aftryk på hinanden. 

Han maler med ler på hendes arm. Hun ruller legende en lerbold på hans ryg og ned ad armen, indtil den med et plumb ryger ned i vandet. ’EJ!’ kommer det med hånden for munden hos en lille størrelse i publikum. 

De to fortsætter ufortrødent med at rulle lerbolde på det sorte scenegulv – som at tegne, og lidt som at lave ballade, for det bliver noget rod på det før så ordnede scenegulv. De to får nasset hinanden godt og grundigt til. Det er ren fryd for de mindste.

Taktilt tilfredsstillende

Selv for voksne er der noget taktilt tilfredsstillende i at se en hånd blive mast ned i en perfekt firkant ler på drejeskiven. En ståltrådsline ændrer ler-legen og glaslyde tilføjes. Dette udfoldes til en hel lille melodi imens leret skæres ud i forskellige former. Simon der også har komponeret musikken, står yderligere for lyden ved at nynne. 

Der er ikke tale om dygtige lerkunstnere her. Det hele handler om processen, at lege og undersøge. At turde og at rode! Noget de små gyser af fryd over. Da Maria tilbyder publikum sin våde lerhånd, afstår langt de fleste. Man vil ikke selv nasses til. 

Grænsen overskrides på fineste vis hos en af de små, der får et vådt prik på sin pegefinger. Denne forsigtige kontakt med publikum, afløses af et voldsomt, kæmpe aftryk på skulderen af Simon. 

’EJ!’ kommer det igen fra salen. Må man virkelig det?! Får man ikke ballade for den slags? Ligger der underforstået i dette udbrud.

Stemningsskift og voldsomhed

Trommen skifter stemningen. Der trampes hårdt og leret kastes ned på drejeskiven tungt og voldsomt. Begge dele giver en decideret rituel stemning. 

En lerfigur med øjne formes til rytmerne. Ved behændigt at smide det lille væsen op på håndryggen har den med ét fire finger-ben, og denne firbenede lille ler-alien fortryller, som Maria præsenterer den scenen rundt. Igen med fremragende kontakt til publikum.

Som alt andet i forestillingen udvikler dette sig også. De laver begge små figurer, der følgelig hopper rundt på scenen, snakkende, mjavende, animeret, brummende. Flyvende og sludrende. Meget passende flyver tankerne hen på lydene fra ’Pingu’-modellervoksserien, som vi kender fra tv. 

Her leges igennem – leret skal bade, men det ender med smadder. Voldsomheden bliver komisk selv for de voksne. Simons store krokodillegab med skarpe tænder æder Marias lille lerdyr. ’Sådan!’ lyder det bestemt. Men triumfen bliver kort. Det er lige nok for Maria, det her. Simon er gået over grænsen. Børnelogikkens legeunivers udspiller sig igen på fornemmeste vis for os, og selv de mindste forstår så udmærket.

´Sådan!’ får man lyst til at udbryde, som de gør det på scenen. Denne anmelder skal ærligt indrømme sin sunde skepsis i starten, men undertegnede må overgive sig til stykkets undersøgende, nysgerrige sanselighed.

På fineste vis evner ’Aftryk’ både at være voldsom og stille, og fremfor alt fascinerer den med enkle virkemidler og store mængder nærvær. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.