DEBAT
22-06-2020
26-05-2020
01-04-2020
27-03-2020
26-03-2020
28-02-2020
23-02-2020
19-02-2020

Aaben Dans: Tre ben

Aaben Dans har lavet en fantasibefordrende og intens forestilling om bevægelsesmønstre og det at holde balancen. Foto: Ditte Valente

Legende hænder

06-09-2016
Fortættet og koreografisk fabulerende danseforestilling for alle, der har svært ved at holde balancen i livet.
FAKTA
Aaben Dans: Tre ben -

Koreografi, scenografi og iscenesættelse: Thomas Eisenhardt og Catherine Poher. Komposition og lyddesign. Lars Greve. Kostumer: Charlotte Østergaard. Medvirkende: Ole Birger Hansen, Antoinette Helbing, Henna Kaikula. Varighed: 40 minutter. Aldersgruppe: Fra 1½ år. Turneforestilling. Set 5. september 2016 på Aaben Dans i Roskilde, hvor den spiller til 14. september. Kan bl.a. opleves på Horsens Børneteaterfestival fredag 16. og lørdag17. september (www.horsensteaterfestival.dk), samt på Teater Nordkraft 22. januar 2017. www.aabendans.dk

Helt konkret får vi demonstreret vigtigheden af en hjælpende hånd, lige når vi kommer ind i tilskuerrummet. Vi skal nemlig balancere på smalle træbjælker, inden vi finder vores plads på det bløde, sandlignende tæppe.

Så sidder vi der i rundkreds og kigger andægtigt på sceneriet i midten. Et abstrakt rum med en enkel, tynd og vissen træstamme i midten, hvorpå hviler en lysende tværstang med en lampe for enden. En æggende teaterkulisse i det mørke rum, frit efter den absurde Beckett-klassiker 'Vi venter på Godot'.

Men her behøver vi heldigvis ikke at lede efter meningen med det hele. Den er lige foran os i form af en fremstrakt hånd. Til lokkende lyde af fugle og babypludder oplever vi, hvordan tre dansere rækker ud efter hinanden, eller gnider hænder, så de drabeligste hviskelyde opstår. Men også hænder, der kan lægges blidt mod en kind. Som et kropsligt kærtegn fra menneske til menneske.

Den ene lyd eller bevægelse fører den næste med sig. Umærkeligt skifter tempoet fra blide stablehænder, der ligner pandekager, til legende klaskehænder på lår. En leg, der forvandles til koreografi i samspil med lys, musik og meddigtende lyde.

Når målgruppen begynder ved 1½ år, skal der ikke så meget til. Og voldsomt må det i hvert fald ikke være.

De tyste musklers magi

Koreograf-instruktørerne Thomas Eisenhardt og Catherine Poher kan kunsten at mætte de enkle og genkendelige bevægelsesmønstre med et mylder af associationer til legens mange muligheder.

Og de tre dansere – Ole Birger Hansen, Antoinette Helbing og Henna Kaikula – smelter organisk sammen til en drilsk og fabulerende enhed med hænder og arme som redskaber for en vild lufttur. I begyndelsen via klatreture rundt på hinandens kroppe, inden vi ender i det rene, opretstående artisteri.

Hvorpå det er benenes tur. Fladt på maven forsøger de tre dansere at rejse sig. Men det er ikke let at finde balancen – igen gør en hjælpende hånd underværker, hvad enten man som spæd lige er ved at løse universalmysteriet med at kunne stå oprejst på to ben, eller man er i den sidste del af livet, hvor det igen kan knibe.

For der ender vi. Med støttende hænder og tætte knus. Blidt og nænsomt, med et smukt balancenummer som finale af den slags, man ellers kun ser i cirkus.

Måske blev lige præcis det lidt for introvert for de allermindste, mens voksenpublikummet til gengæld gav sig hen i de tyste musklers magi.

Den lille forestilling varer blot 30 minutter, efterfulgt af fri udforskning af scenografien, hvor ikke mindst bjælkerne er lokkende at gå på. Men fordi koreografien og forløbet virker så komprimeret, mættet med masser af øjenfangende bevægelsesmønstre, føles 'Tre ben' rigere og mere fantasibefordrende end så meget andet danseteater for de små.

Af: Henrik Lyding
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Tre ben
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
1011121314151617181920212223242526272829

21-06-2013

19-06-2013

17-06-2013

14-06-2013

12-06-2013

10-06-2013

07-06-2013

05-06-2013

03-06-2013

31-05-2013

29-05-2013

27-05-2013

24-05-2013

22-05-2013

20-05-2013

18-05-2013

16-05-2013

14-05-2013

12-05-2013

09-05-2013

09-05-2013

09-05-2013

09-05-2013

07-05-2013

05-05-2013

03-05-2013

01-05-2013

29-04-2013

27-04-2013

25-04-2013

23-04-2013

19-04-2013

17-04-2013

15-04-2013

12-04-2013

09-04-2013

07-04-2013

03-04-2013

29-03-2013

25-03-2013

Flere anmeldelser