Legende hænder

Helt konkret får vi demonstreret vigtigheden af en hjælpende hånd, lige når vi kommer ind i tilskuerrummet. Vi skal nemlig balancere på smalle træbjælker, inden vi finder vores plads på det bløde, sandlignende tæppe.

Så sidder vi der i rundkreds og kigger andægtigt på sceneriet i midten. Et abstrakt rum med en enkel, tynd og vissen træstamme i midten, hvorpå hviler en lysende tværstang med en lampe for enden. En æggende teaterkulisse i det mørke rum, frit efter den absurde Beckett-klassiker 'Vi venter på Godot'.

Men her behøver vi heldigvis ikke at lede efter meningen med det hele. Den er lige foran os i form af en fremstrakt hånd. Til lokkende lyde af fugle og babypludder oplever vi, hvordan tre dansere rækker ud efter hinanden, eller gnider hænder, så de drabeligste hviskelyde opstår. Men også hænder, der kan lægges blidt mod en kind. Som et kropsligt kærtegn fra menneske til menneske.

Den ene lyd eller bevægelse fører den næste med sig. Umærkeligt skifter tempoet fra blide stablehænder, der ligner pandekager, til legende klaskehænder på lår. En leg, der forvandles til koreografi i samspil med lys, musik og meddigtende lyde.

Når målgruppen begynder ved 1½ år, skal der ikke så meget til. Og voldsomt må det i hvert fald ikke være.

De tyste musklers magi

Koreograf-instruktørerne Thomas Eisenhardt og Catherine Poher kan kunsten at mætte de enkle og genkendelige bevægelsesmønstre med et mylder af associationer til legens mange muligheder.

Og de tre dansere – Ole Birger Hansen, Antoinette Helbing og Henna Kaikula – smelter organisk sammen til en drilsk og fabulerende enhed med hænder og arme som redskaber for en vild lufttur. I begyndelsen via klatreture rundt på hinandens kroppe, inden vi ender i det rene, opretstående artisteri.

Hvorpå det er benenes tur. Fladt på maven forsøger de tre dansere at rejse sig. Men det er ikke let at finde balancen – igen gør en hjælpende hånd underværker, hvad enten man som spæd lige er ved at løse universalmysteriet med at kunne stå oprejst på to ben, eller man er i den sidste del af livet, hvor det igen kan knibe.

For der ender vi. Med støttende hænder og tætte knus. Blidt og nænsomt, med et smukt balancenummer som finale af den slags, man ellers kun ser i cirkus.

Måske blev lige præcis det lidt for introvert for de allermindste, mens voksenpublikummet til gengæld gav sig hen i de tyste musklers magi.

Den lille forestilling varer blot 30 minutter, efterfulgt af fri udforskning af scenografien, hvor ikke mindst bjælkerne er lokkende at gå på. Men fordi koreografien og forløbet virker så komprimeret, mættet med masser af øjenfangende bevægelsesmønstre, føles 'Tre ben' rigere og mere fantasibefordrende end så meget andet danseteater for de små.