Af: Henrik Lyding

6. september 2016

Legende hænder

Fortættet og koreografisk fabulerende danseforestilling for alle, der har svært ved at holde balancen i livet.

Helt konkret får vi demonstreret vigtigheden af en hjælpende hånd, lige når vi kommer ind i tilskuerrummet. Vi skal nemlig balancere på smalle træbjælker, inden vi finder vores plads på det bløde, sandlignende tæppe.

Så sidder vi der i rundkreds og kigger andægtigt på sceneriet i midten. Et abstrakt rum med en enkel, tynd og vissen træstamme i midten, hvorpå hviler en lysende tværstang med en lampe for enden. En æggende teaterkulisse i det mørke rum, frit efter den absurde Beckett-klassiker 'Vi venter på Godot'.

Men her behøver vi heldigvis ikke at lede efter meningen med det hele. Den er lige foran os i form af en fremstrakt hånd. Til lokkende lyde af fugle og babypludder oplever vi, hvordan tre dansere rækker ud efter hinanden, eller gnider hænder, så de drabeligste hviskelyde opstår. Men også hænder, der kan lægges blidt mod en kind. Som et kropsligt kærtegn fra menneske til menneske.

Den ene lyd eller bevægelse fører den næste med sig. Umærkeligt skifter tempoet fra blide stablehænder, der ligner pandekager, til legende klaskehænder på lår. En leg, der forvandles til koreografi i samspil med lys, musik og meddigtende lyde.

Når målgruppen begynder ved 1½ år, skal der ikke så meget til. Og voldsomt må det i hvert fald ikke være.

De tyste musklers magi

Koreograf-instruktørerne Thomas Eisenhardt og Catherine Poher kan kunsten at mætte de enkle og genkendelige bevægelsesmønstre med et mylder af associationer til legens mange muligheder.

Og de tre dansere – Ole Birger Hansen, Antoinette Helbing og Henna Kaikula – smelter organisk sammen til en drilsk og fabulerende enhed med hænder og arme som redskaber for en vild lufttur. I begyndelsen via klatreture rundt på hinandens kroppe, inden vi ender i det rene, opretstående artisteri.

Hvorpå det er benenes tur. Fladt på maven forsøger de tre dansere at rejse sig. Men det er ikke let at finde balancen – igen gør en hjælpende hånd underværker, hvad enten man som spæd lige er ved at løse universalmysteriet med at kunne stå oprejst på to ben, eller man er i den sidste del af livet, hvor det igen kan knibe.

For der ender vi. Med støttende hænder og tætte knus. Blidt og nænsomt, med et smukt balancenummer som finale af den slags, man ellers kun ser i cirkus.

Måske blev lige præcis det lidt for introvert for de allermindste, mens voksenpublikummet til gengæld gav sig hen i de tyste musklers magi.

Den lille forestilling varer blot 30 minutter, efterfulgt af fri udforskning af scenografien, hvor ikke mindst bjælkerne er lokkende at gå på. Men fordi koreografien og forløbet virker så komprimeret, mættet med masser af øjenfangende bevægelsesmønstre, føles 'Tre ben' rigere og mere fantasibefordrende end så meget andet danseteater for de små.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.