DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

Realproduktion: Jeg er levende

Dorthe Eggertsen fortæller med hjælp fra musiker og tekniker Rasmus Kajhøj en personlig historie om ungdomsliv på kanten. Foto: Realproduktion

Lavmælt følsomhed

10-11-2011
Teaterdokumentar med fortællinger og sange om at søge sig selv er med personligt indhold, også ærligt og hudløst, men formen bliver for privat.
FAKTA
Realproduktion: Jeg er levende -

Af og med: Dorthe Eggertsen. Instruktør: Daniel Wedel. Tekniker, musiker og medvirkende: Rasmus Kajhøj. Foto: Henrik Lindemann. Video: Søren Dø. Aldersgruppe: Fra 14 år. Set i september 2011 på festival i Horsens. Turneforestilling. www.realproduktion.dk & www.jegerlevende.dk

’Dorthes hjerte’ er en af de bedre forestillinger for børn, jeg har set. Nu er Dorthe Eggertsen tilbage, denne gang med en forestilling for de 14-årige og opefter.

’Jeg er levende’ er ifølge PR-materialet ’en gribende teaterdokumentar om stoffer og identitet’ og en ’hudløs ærlig fortælling af (Dorthes) egen historie’.

Jeg bliver lidt urolig ved den slags udsagn - delvist fordi, at det med det gribende er det op til publikum at afgøre, og vil der være distance nok til at det bliver teater af det?

Et ungdomsliv på kanten

I 16 afsnit fortæller Eggertsen sin historie. Hvert afsnit får sin overskrift på videoskærmen, begyndende med ’Hej’, ’12 tyske stile, ’2 culottestege, osv. frem til ’Der var kun en verden’. Hvert afsnit har sin lille historie, pendlende mellem fede fester, karneval, hasj og speed og andre stoffer, og øjeblikke af smertefuld erkendelse, anger, selvbebrejdelser og en følelse af ’ingenting’.

Forestillingens fokus handler om at finde sig selv, når livet i afsindig fart raser forbi én og gennem én, - når det blæser én omkuld og samtidig byder på passager af lykke. Det indre og ydre pres giver ophav både til fortvivlelse og ønsker, til opgivelse og til besværlige – og nyttige – konfrontationer med sig selv. Både til grådigt at række ud efter Livet, De Andre, Festen, The Rave, og til momenter af stilhed og eftertanke med en pude i skødet.

Og angsten. Angsten for, at begynde at græde i bussen, eller skrige midt på gaden, eller se sig i spejlet efter tre dage på speed uden søvn og mad. Life is a bitch, but sometimes wonderful.

Hvordan formidle dette?

Oplægget er superbt. Det turde have alle forudsætninger for at bevæge os, både emotionelt og intellektuelt. Det burde kunne give både empati og eftertanke - og genkendelig begejstring over livsglæde, dans, rus, musik, vildskab og fandenskab. Og en lige så genkendelig lede over at spilde sin tid og sit liv.

Jeg synes ikke, det sker. Og det er simpelthen i formidlingen, det halter. Eggertsen magter ikke at transportere sit stof over til publikum, det forbliver der oppe på scenen. Det er ret utroligt, at hun - som underviser i bl.a. stemmebrug - henfalder til introvert mumlen, så jeg ind imellem taber tråden i hendes fortællinger. Og jeg synes det er ret utroligt at hun - med den gode stemme, hun har - synger sine sange med lukkede øjne, som var de meddelelser kun til hende selv og ikke til publikum.

Her synes jeg, at instruktøren, Daniel Wedel, kunne have været mere påpasselig. Som øjne og ører i salen burde han have set til, at Eggertsen delte sine oplevelser mere med publikum. Langt mere! Og – hvad der også er instruktørens ansvar – sørget for, at forestillingen dermed fik en mere organisk rytme i stedet for den lavmælte følsomhed, som gennemsyrer store dele af forestillingen.

Slap og monoton tale berøver forestillingen for energi, introverte sange giver en følelse af det selvoptagne, for ikke at sige, det selvmedlidende.  Det bliver lige så udflydende, som hun selv siger om sine morgener inden de første cigaretter og den første kop kaffe.

Vi har hørt båndoptagelser med en totalt neddopet Michael Jackson. SÅ dårligt stillet er Dorthe Eggertsen dog ikke, men en opstramning ville hjælpe på formidlingen, så helhedsindtrykket ikke kun bliver følsomt, følsomt og privat.

Jeg er helt for det personlige. Jeg er helt for det ærlige, hudløse. Men jeg er ikke for det henførte. Hvis det skal være teater, gerne teaterdokumentar, er det ikke nok bare at ’give sig hen’ - det skal også formidles. Hvis publikum ikke må være medskabende, men reduceres til kikkere, er der noget der er forkert.

I øvrigt har jeg lyst til at sige, at det efterhånden er gået inflation i brugen af video-projektioner i dansk teater for børn og unge. ’Dorthes hjerte’ var vidunderligt tilbageholden i sin måde, så jeg siger bare: Forsigtig, forsigtig.

Men som sagt: Oplægget i ’Jeg er levende’ er udmærket! Og der skal egentlig ikke så meget til, for at også forestillingen kunne blive det.

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Jeg er levende
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

Flere anmeldelser