12. august 2016

Lav festivalplakaten til Aprilfestival 2017

Forberedelserne til Aprilfestival 2017 – teater for små & store – der afvikles i Sønderborg 23.-30. april 2017, er i fuld gang, og forleden gik startskuddet til at finde den plakat, der skal udgøre grundstenen i festivalens visuelle identitet.

Plakaten og dens motiv vil således blive brugt til at brande Aprilfestival 2017 på allehånde mediale og digitale kommercielle og sociale platforme og til festivalens øvrige tryksager m.v.

Der er søsat en konkurrence om udformning af plakaten til Aprilfestival 2017, hvor vinderen får 10.000 kroner.  

Den færdige plakat skal indleveres senest 12. september 2016, hvorefter en dommerkomité vælger det vindende forslag og melder ud i slutningen af september. 

Der er både frit spil og praktiske begrænsninger omkring plakaten, som skal kommunikere det overordnede tema: 'NABOSKAB' samt at festivalen er 'et sprudlende forum, der bibringer oplevelser for små og store – med teater, dans og musik'.  

Arrangørerne melder, at motivet skal afleveres som planche i A3-format/ højformat, men ellers er der ingen designmæssige bindinger (farver, typografi el. lign.) – hvad man kan forvisse sig om ved at studere nogle af de forrige års festivalplakater via dette link.

Den store festival, der er verdens største af sin slags og bare er vokset og vokset siden den spæde start i Herning i 1971, har haft mange forskellige plakater gennem årene – en periode var det børnetegninger fra elever i årets festivalværtskommune og siden har det oftest været en lokal, professionel kunstner – men i år er der altså frit slag for alle.

Man kan læse meget mere om konkurrencens indhold, kriterier, aflevering m.v. på Aprilfestivals hjemmeside via dette link: https://www.aprilfestival.dk/plakatkonkurrence-2017.asp

Har man spørgsmål om konkurrencen, kan man skrive til Stine Dudda indu@sonderborg.dk eller ringe på 27 90 54 74

(Billedet: Festivalplakaten er en vigtig del af synlighedsfaktoren. I 1998 i Roskilde var der lavet hele to af slagsen – her præsenteret af lokale børn. Foto: Anne Marie Sørensen)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne