Latex og lårmuskler – og gode grin

’No sex’ kalder Black Box Dance Company sin forestilling. Og nej, der er ingen sex på scenen. Til gengæld bliver der udtrykt mange drømme om sex – og forestillingen leger koreografisk med det engelske ord, der vitterlig også bare betyder ’køn’. For hvad er det, der gør, at tilskueren opfatter en danser på scenen som en mand? Og hvad er det lige, der får en danser til at virke kvindelig? Og hvad hvis kønnet slet ikke er nær så vigtigt som temperamentet – sammen med sårbarheden og nysgerrigheden?

Alle den slags tanker bliver udtrykt i denne koreografi af den engelske Jason Mabana, der tydeligvis har skabt forestillingen i tæt samarbejde med de unge dansere i Holstebro. Resultatet er blevet en koreografi fuld af dynamik og med en fin vekslen mellem både duetter, soloer og trioer i mange slags stemninger. 

Lir og lycra

Danserne er i rasende god form. Deres unge kroppe er veltrænede og smidige. Samtidig har alle fire dansere har en charmerende uskyld over sig. Det gælder også, når de prøver at flirte med de andre dansere på kryds og tværs – eller når de netop prøver at undgå en flirt. 

Christian Tronhjems elektroniske musik skaber fine stemninger, som de kan glide ind i og ud af igen, energisk og drævende - tilsat referencer til andre værker, ikke mindst Mahlers ’Døden i Venedig’-symfoni.

Åsa Gjerstads kostumer byder på hele spektret fra det udfordrende til det afklædte. Her er stramtsiddende latex og gennemsigtig lycra, som om danserne var med i et hot danseshow på en natklub – endda tilsat pels og vilde attributter. Men her er også dagligdags undertøj, der får danserne til at virke nøgne og sårbare - og helt almindelige. 

Scenografien af Aske Skovsted Jensen er ret spartansk og består kun af nogle hvide skærme op mod bagvæggen. Til gengæld er lysdesignet af Eirik Lie Hegre effektfuldt og lader stemningen går fra lir til alvor. Og det er godt.

Hidsige rytmer

Jason Mabanas koreografi er moderne dans af den hurtige slags. Danserne bevæger sig i rul hen over gulvet og hurtige drej med samlede fødder, hvis de da ikke pludselig springer i armene på nogen, der så heldigvis griber… Men de ligger også på ryggen med bøjede ben, mens de dunker underkroppen i gulvet i hidsige rytmer. Sultne og utålmodige på livet, der helst skal folde sig ud om et sekund.

Ofte danser de unisont, så man kan nyde at se deres vidt forskellige kroppe udføre præcis de samme bevægelser, men med et helt forskelligt udtryk. De bevæger sig hurtigt. Ofte flyver de hinanden om halsen, men de kan lige så godt hægte sig rundt om livet på hinanden – eller vandre hen over andres rygge. Konstellationerne er mange: Lille kvinde og høj mand. Lille mand og høj mand. Og så videre. 

Kejtet med vilje

Mange af bevægelserne og løftene er bevidst valgt, fordi de i en anden sammenhæng netop kunne virke meget sexede. Men her – med danserne fuldt påklædte og i rå belysning – er bevægelserne netop ikke erotiske, men snarere bare legende eller decideret kejtede. Det bliver en pointe i sig selv. 

Teenagetilskuerne reagerede da også tydeligvis på det kiksede i mange af de groteske situationer – og morede sig grundigt. Samtidig fik de en befriende fordomsfri fremstilling af unge, potente kroppe med mange mulige slags seksualitet. For hvilke af disse figurer var egentlig til kvinder, og hvem var til mænd? Hvem udtrykte klare signaler, og hvem gemte sig i en slags unisex kropssprog? Og hvilke figurer var egentlig stadig forvirrede omkring deres egen seksualitet? 

Workshop med humor

Efter forestillingen tilbyder danserne en workshop. Under Aprilfestival gennemførte de på grund af tidshensyn kun denne workshop i en komprimeret udgave, men det var tydeligt, at danserne var vante til at tale om krop med teenagere og andre unge på deres egen alder. De fortalte noget om deres egne personlige valg ved at blive dansere og ved at skulle være medskabende i processen omkring koreografien. 

Derefter inviterede de alle os tilskuere uanset alder til at gå ind på vores mobiltelefoner og lege med på en associationsleg via ’Menti’ – simpelthen for at finde ud af, hvordan vi havde opfattet og fortolket deres dans. Her var al slags respons i orden. 

’Der er selvfølgelig ikke noget ’rigtigt’ eller ’forkert’ svar her,’ som de grinende forklarede på engelsk. Tilskuerne gik med på legen, muntre og alvorlige ord fra mobiltelefoner væltede frem på skærmen, og der opstod spontant en særlig samhørighed mellem tilskuerne og danserne. (Derfor er det ærgerligt, at danserne ikke bliver stærkere profileret hver for sig i programmet. Ikke mindst fordi forestillingen formodentlig danses med to forskellige hold dansere.)

Men jo. ’No sex’ er en intens og overbevisende danseforestilling, og Black Box Dance Company er et dansekompagni under stærk forankring og spændende vækst. Ikke mindst fordi kompagniets kunstneriske leder Marie Brolin-Tani solidt holder fat i det unge kompagnis særkende: Et ønske om at møde andre unge i øjenhøjde gennem dansen.