DEBAT
08-04-2018
07-04-2018
06-04-2018
05-04-2018
21-03-2018

Meridiano og KIO Company: BAKU

I forestillingen 'BAKU' optræder et japansk mytologidyr af samme navn, som kan tage folks mareridt væk - her er de fire skuespillere iklædt Baku-masker. Foto: Meridiano Teatret

Langtrukkent våbenepos

15-10-2015
Antikrigs-intentionen er god, men resultatet tangerer det dorske, og det er usædvanligt for Meridiano, som plejer at udfolde stor billedpoesi og tankemæssig interessant foretagsomhed.
FAKTA
Meridiano og KIO Company: BAKU -

Forfatter, instruktør, scenograf: Giacomo Ravicchio - forestillingen er udviklet i samarbejde med skuespillerne og Kohey Nakadachi. Komponist: Jérôme Baur. Dramaturg / Oversætter: Bent Holm. Teknik: Eva U. Handberg. Videokonsulent: Søren Knud Christensen. Dukke- og rekvisitmager: Per Christensen. Kostumer: Helene Thygesen. Værksted: Steen Molls Rasmussen. Medvirkende: Elise Müller, Korin Sakura, Gamon Nyoze og Lars Begtrup. Aldersgruppe: fra 12 år og opefter. Varighed: 65 min. Turneforestilling. Set september 2015 på Horsens Teaterfestival ved danmarkspremieren. Har premiere i Japan21. oktober - og deltager bl.a. på Aprilfestival 2016 på Frederiksberg. www.meridiano.dk

Tanken bag den forestilling, som Meridiano Teatret og det japanske teaterkompagni KIO er gået sammen om, er sympatisk. Med 'BAKU' vil de to teatre få os til at sanse og tænke over den ødelæggende magt, som krig og våben har. Eller som de selv smukkere udtrykker det i programmet: 'Teatermageren Giacomo Ravicchio har skabt en poetisk vifte af stærke billeder af våben i menneskets hånd og mennesket i våbnets vold'.

Desværre når udtrykket kun glimtvis at fænge. Ikke fordi de to teatre ikke har erfaring med at skabe scenebilleder og ikke fordi de ikke ved, hvor de vil hen med dem. Men i 'BAKU' er der noget galt med både fortælling og form.

Helt overordnet er tempoet alt for langsomt. Grænsende til det døsige. Forestillingen er bygget op som en frise. En række forskelligartede billeder skifter efter hinanden og kommer til syne bag et transparent forhæng som køres sceneskiftende op og ned. Jeg medgiver programmets beskrivelse af, at forestillingen 'udvikler sig drømmeagtigt på tværs af tider og steder', men sætningens ord  'komisk, tragisk, dramatisk' holder ikke rigtigt vand. 

Våbenproduktion og mareridt    

Som en ramme omkring forestillingen ser vi indledningsvist og til slut ind på et kæmpestort maleri af en Baku – det japanske mytologiske dyr, som har lagt navn til forestillingen. Startbilledet, hvor vi hører om dyret, er i blå og hvide farver. Slutbilledet er holdt i røde farver, som udtryk – vil jeg mene – for alt det blod og den død, som produktion og brug af våben fører med sig. En Baku er nemlig et metalernæret tapirlignende dyr, som besidder den magiske evne at fratage os mennesker vores mareridt. Og i takt med, at våbenindustrien forbruger al verdens metal, udsultes Baku'en og dermed er der ingen til at fjerne vores mareridt.

Overgangen til og scenen i ZOO, hvor en dyrepasser nurser om et tapirlignende dyr, er oplevelsesmæssigt en nedtur, fordi spillet har noget bastant og lidt klodset over sig. Senere, når vi igen vender tilbage til ZOO, er der lidt mere spænding på spil i scenen, hvor den maskingeværbevæbnede soldat, som er til salg for penge og sprut, rækker dyrepasseren et våben, som han skal sigte på dyret med – for er der dødelige kugler i pistolen eller er det bare løst krudt?

Noget af det samme gib giver en scene mod slutningen, hvor soldaterfaren kommer hjem til det barn, som vi i starten så havde mareridt og blev hjulpen af en Baku. Drengen har en legetøjspistol. Faren lægger sin rigtige pistol i en skuffe, men undlader at låse skuffen. Drengen bytter de to våben om! Risikoen for at våbnet bliver brugt antydes, som en kritik og et advarselsråb. Gibbet bliver nu ikke så stort, fordi vi allerede har gættet scenens udfald.

Byttepenge og krigsofre

At våbenproduktion er en speget sag med bagmænd, mellemmænd og penge som det altafgørende styrende, får vi også billeder på. Via guitarkasse-damen, drabet på den freds-agiterende forfatterinde og en våbenkøb-scene.

Den sidste, som udfoldes som et skyggespil, er både uforståeligt misfokuseret og trættende lang. En kunde får demonstreret indtil flere pistoler, betaler – og får penge igen. Det sidste virker helt hen i vejret irrelevant.

Samme mangel på dramaturgiske fraklip er der i scenen, som viser krigens ofre. Teatermæssigt er det effektfuldt, at skyggespilstegningerne flere gange undervejs på vandringen fra scenens ene side til den anden afløses af livspillende skuespillere, som tager skyggepersonernes plads en lille tid. Men scenebilledet som helhed løber tør for energi og attraktion, fordi der i alt for lang tid vandrer alt for mange krigsramte skikkelser forbi.

Øjenlåget til det drømmeriske øje, man oplever forestillingen igennem, bliver tungt. Sammen med den meget fragmenterede form, som springer mellem billeder og spil fra forskellige steder og tider, bliver 'BAKU' derfor nok tydelig som et antivåben-epos, men samtidig ikke i samme grad visuel og poetisk betagende som fx 'Papirmåne' og 'Al tid i verden', som i øvrigt også havde humor, hvad der er vanskeligt at finde her. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - BAKU
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

25-05-2018

23-05-2018

21-05-2018

18-05-2018

16-05-2018

14-05-2018

12-05-2018

10-05-2018

08-05-2018

06-05-2018

04-05-2018

02-05-2018

30-04-2018

27-04-2018

25-04-2018

22-04-2018

08-04-2018

05-04-2018

12-03-2018

10-03-2018

08-03-2018

07-03-2018

05-03-2018

01-03-2018

26-02-2018

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

Flere anmeldelser