Af: Henrik Lyding

3. april 2012

Lang vej til stjernerne

NoCanDos nye forestilling forsøger et befriende opgør med nutidens hang til selviscenesættelse og stjernenykker, men ’Albedo’ hænger ikke ordentligt sammen og det sceniske sprog virker temmelig beskedent.

I en tid, hvor alt tilsyneladende handler om at skille sig ud fra andre og blive set, er det såmænd helt befriende med en historie, hvor pointen er den modsatte: Drengen Albedo kommer fra Månen, men har lyst til at tage til Jorden for at gå i skole og blive en dreng lige som alle andre.

Men nede på Jorden synes de, at han er mærkelig på den gode måde. Han skinner nemlig (glimmerstøv på arme og overkrop) og han kan danse. Så han skal være stjerne, synes de. Albedo har bare ikke lyst til at være stjerne; han vil hellere være ligesom de andre.

Se, det er da en køn morale i en selvpromoverende tid. Forbandet ærgerligt blot, at historien bliver fortalt så elendigt. Begyndelsen er ellers lovende. Albedo sidder på spidsen af et rumskib – en let stiliseret trækonstruktion – foran et projektionstæppe. Herpå ser vi måne og stjerner, mens Albedo rejser mod jorden. Men fra ankomsten til Jorden går det galt. For dels bruges raket-elementet ikke mere i historien; det står der bare og ingen forholder sig til det, heller ikke undrende, hvilket man ellers nok skulle synes var en rimelig reaktion fra jordboerne.

Vel ankommet til Jorden møder Albedo to sære figurer, der stolprer rundt. Den ene angiveligt en lærer, den anden en elev. De er ens klædt på – i patchwork-cowboy-tøj med spidse huer og malede ansigter. De bevæger sig i en blanding af gang og stiliseret ballet, hvilket virker lettere hektisk og karikeret. Det samme gælder den blanding af tale og dans, der er forestillingens grundpræmis.

Men de tre medvirkende er ikke specielt gode til at bevæge sig, selv om de hele tiden taler om at danse og tage på turne verden rundt med Albedo som frontfigur. Her havde noget break dance eller modern dance på et vist niveau givet mening. Hvad de tre kan svinge sig op til, er lidt beskeden akrobatik, og det kommer man kun langt med i de fjernsynskonkurrencer, hvor amatørisme synes at være en kernedyd.

Virker ikke gennemtænkt

Heller ikke på repliksiden er der meget at hente. Ordene, især fra den sært tvekønnede lærer, virker stive og besynderligt gammeldags, og de siges uden større overbevisning. Undervejs undrer man sig også over, hvorfor de nogle gange taler i hele og afrundede sætninger, og andre gange bruger enstavelsesord og lyde. Som vidste de ikke helt, hvilken spillestil, de egentlig bevægede sig i. Og så er ord som ’ensemble’ og ’potentiale’ måske ikke de mest oplagte at bruge i en forestilling beregnet for de fem-årige.

Til sidst får Albedo nok. Han forsøger at gnide stjernestøvet af sine arme, så han ikke lyser længere. Han vil bare være helt almindelig. Desværre lykkedes det til den forestilling, jeg så, ikke at fjerne særlig meget af glimmeret, så effekten forblev et postulat.

Det samme blev ophidselsen hos læreren, da Albedo ikke længere lyste og turneen derfor måtte aflyses. En turne og en dansehistorie, vi aldrig for alvor kom ind i, men kun kredsede uforløste udenom. Og endnu mere utroværdig virkede omvendelsen, da Albedo alligevel godt kunne være med i dansetruppen og komme med på den verdensturne, der pludselig alligevel blev til noget.

Og sådan kunne man så sidde og undre sig over denne forestilling. Den virker slet ikke gennemtænkt eller gennemarbejdet, og den er bemandet med tre spillere, der enten ikke kan eller ikke har fået lov af instruktøren til at præstere noget seværdigt. Synd for en god tanke. Så vil vi altså hellere se på nogen, der virkelig kan noget – også selv om deres motiver måske er mere gustne og selvcentrerede end Albedos.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.