Lang tur ad Memory Lane

Da teateravisen.dk så 'Memories' (på et plejehjem i forbindelse med ugeforestillingerne, red.) var publikums gennemsnitsalder nærmere de 99 end 10 år. Det gav på en måde mening, fordi forestillingen tager afsæt i en 90 års fødselsdag.

En del af tilskuerne var senile og tydeligvis ikke helt med på, hvad der foregik. Det gav anledning til flere ufrivilligt komiske situationer, der var noget af en udfordring for Kristian Dinesen, der er alene på scenen.

Men det understregede også, at forestillingen har et problem med sin målgruppe.

Historien om den verdensberømte dirigent, der har samlet familie og venner – det er os, publikum - til en kæmpe fødselsdagsfest, er ligetil og fikst og fermt skruet sammen. Men bliver den også interessant for nutidens twins og teenagers?

Det er fint nok at gøre dem bekendt med, hvordan verden har set ud engang, og hvordan manden og dirigenten Jack har tacklet medgang og modgang i et langt og broget liv. Men hans referencer siger dem næppe meget.

Med åbningen af fødselsdagsgaverne som udgangspunkt lukkes der op en for tur ad Memory Lane, der fyres af med masser af fysisk udfoldelse, sjove indfald og småbidder af den musik, der har fyldt så meget i dirigentens liv. Men først efter mødet med Hannah, der lærer ham at spille klaver og senere for alvor, når han bliver dirigent og lykkelig gift med en violinist.

Bedaget form og stil

Sådan går det slag i slag til fødselsdagsfesten, der viser sig at trække noget længe ud, efterhånden som klicheerne i karaktertegningen står i kø, og sentimentaliteten trænger sig på.

Anden Verdenskrig med et hip til Hitler kommer og går. Kærligheden kommer, og kvinden gennem et langt liv går stille bort. Midt i det hele dukker babyerne op med skrig og skrål og komik.

En klassisk rystetur på motorcykel med læderkyse og sjove briller er der også blevet plads til, men ingen dybere forståelse af, hvorfor den er en del af historien. Det opleves som flere andre indslag i forestillingen blot som et overfladisk nummer.

Det hele illustreres og orkestreres af manden i centrum for dagens fest – en 90-årig i adræt topform. Jack er forbavsende bevægelig og smidig i betragtning af sin høje alder, men uden at det virker utroværdigt. Heldigvis – for uden Kristian Dinesens formidable gammelmands-maskering og pantomimiske evner og kunnen var 'Memories' ikke blevet så forholdsvis underholdende en forestilling, som tilfældet er.  

Alligevel er det nok tvivlsomt, hvor længe børn og unge vil hænge med i en forestilling, hvis form og stil opleves næsten lige så bedaget som indholdet. Et vist mål af autenticitet kan give teater virkningsfuld historisk kolorit.

Men selv om amerikansk bigbandmusik fra dengang, oldefar var ung, sætter gang i den 90-årige, har det næppe samme effekt på moderne unge tilskuere, når hele forestillingen følger i samme spor uden fokus på modtagerne.