DEBAT
08-04-2018
07-04-2018
06-04-2018
05-04-2018
21-03-2018

Mærkværk og Teater Nordkraft: +1

Anne Gry Henningsen spiller stærkt pigen, der digter hele sit liv frem ud fra de andres billeder på sin mobilskærm i Mærkværks og Teater Nordkrafts heftige samproduktion, ’+1’. Foto: Per Morten Abrahamsen

Lakridskonfekt og konkyliebryster

09-11-2015
Anne Gry Henningsen lykkes flot med Line Mørkebys sørgelige teenagermonolog ’+1’ om at føle sig helt alene i verden
FAKTA
Mærkværk og Teater Nordkraft: +1 -

Tekst: Line Mørkeby. Iscenesættelse: Leiv Arne Kjøllmoen. Scenografi og lys: Raphael Frisenvænge Solholm. Video og lyd: Rasmus Kreiner. Medvirkende: Anne Gry Henningsen. Aldersgruppe:  Fra 14 år, Varighed: 50 minutter. Turneforestilling. Oplevet på Teater Nordkraft november 2015, hvor den spiller t.o.m. 9. november. Spiller også på Aprilfestival 2016 på Frederiksberg – og på turné foråret 2017. www.maerkvaerk.dk - www.teaternordkraft.dk

Anne Gry Henningsen har en ukuelig lyst til at forære teenagere nogle teateroplevelser, som de kan spejle sig i.

I flere år har hun rejst landet tyndt med Andreas Garfields stykke ’4,1 promille’, som handler om teenageres første, dyrtkøbte erfaringer med alkohol. Og nu har hun så kastet sig over unges ensomhed i forestillingen ’+1’. Altså ensomheden foran mobilen og iPad’en og computeren…

Det er dramatikeren Line Mørkeby, der har skrevet monologen til Anne Gry Henningsen som pigen, som næsten er færdig med eksamen i 9. klasse, men som ingen venner har. Og som i hvert fald ikke tør melde sig til afslutningsfesten alene…

Lyver for sig selv

’+1’ er en grum historie om ensomhed og om alt for meget fantasi til at dagdrømme om det, som ikke sker. Det er også en barsk historie om ikke at blive set – og om at være fanget i rollen som den generte, der bare er ’bedre til skriftlig end til mundtlig’. Jo tak. Men hvordan får man venner, når man ikke tør gå hen og sige noget til de andre?

Anne Gry Henningsen spiller lige ud i øjnene på de unge, så de bliver helt stille. Hendes krop pisker rundt, og hun klæder sig af til undertøjet, så de unges blufærdighedsgrænse klart bliver rykket af denne voksne kvindes forhold til sit eget maveskind og hendes fjolleforestillinger om svævende bryster...

Men det er hendes ord, der er chokerer mest. For denne teenagepige lyver over for sine forældre, så man kan høre, hvordan løgnen også gør ondt på hende selv.

Og hun lyver over for sig selv, når hun næsten selv tror på, at hun ses med klassens hotteste pige, og at de tatoverer hjerter på hinandens ankler. Og når hun gemmer lakridskonfekt rundt omkring i hele huset i et forsøg på at overbevise sig selv om, at hun ikke trøstespiser…

Ingen kommer forbi

Instruktøren Leiv Arne Kjøllmoen har bevidst ladet Anne Gry Henningsen gennemføre monologen, som om hun bare snakker lidt højt med sig selv, mens hun læser op fra de andres liv på Instagram. Denne påtagede taler-med-mig-selv-form kan dog godt virke kunstig og lidt anstrengende i længden. Og den gør det faktisk lidt uklart, hvornår pigen siger tingene, som de egentlig foregår – og hvornår hun pludselig fantaserer for vildt.

Men teenageværelset er lige til ’Scenografernes Bo Bedre’. Raphael Solholm har i hvert skabt en meget flot og stringent scenografi af tre sorte filtvægge med raffinerede gemmestedshuller. Her er der både plads til festkjoler og til lakridskonfekt. Og her fungerer en enkelt rulle hvidt stof som lærred for en serie syrede og afslørende fotos af de klassekammerater, som pigen egentlig kun ser på Facebook…

I midten ligger tre ensomme, hvide fatboys på gulvet, lige til at slænge sig i - og to sorte skamler står vagt. Det er vildt tjekket, men også helt uendeligt sørgeligt. For ingen kommer forbi.

Bogstavnørderi

Forestillingen accelererer ekstremt hen mod slutningen. Men teksten kan ikke helt holde til, at både talesprog og skriftsprog og noget højstemt lyrik blandes rundt i de samme replikker.

Det bliver noget fortænkt, selv om billedord som ’konkyliebryster’ får sjov kontrast af ’helikoptertunge’. Og selv om dramatikeren tydeligvis vil digte denne pige til at være en forfatterspire og bogstavnørd, der ikke kan lade være med at lave bogstavlege, så bliver det ikke helt troværdigt – og slutningen virker ret forceret.

Hvordan ’mundtlig’ ender som ’mund-i-lig’, er i hvert fald lidt konstrueret.

Pinligt at ringe til nogen

Hvad teenagetilskuerne egentlig mente om denne del af forestillingens replikoverfald, kunne jeg ikke helt greje under forestillingen. Men replikkerne havde nogle fine skæve indfald og nogle udtryk, som rammer perfekt ned i den digitale tilstand, som mange teenagere tilsyneladende befinder sig i: At de hellere vil dø end at bruge mobilen til at ringe op med.

For som teenager kan man tilsyneladende kun kommunikere via sms eller snap eller Instagram. Alt andet er for pinligt - og at tale med nogen i virkeligheden er for svært. Eller som pigen siger opmuntrende til sig selv derhjemme, mens hun tvivlende øver sig: ’Måske skal jeg bare gå hen og sige ’Hej!’?’

’+1’ er ikke just en mundret titel. Men udtrykket skyldes, at pigen helst vil være ’Plus En’. Da hun får karakteren 00, bliver hun helt slået ud, men så får hun øje på detaljens kraft. Og som hun siger det: ’00 er næsten 10 – der mangler bare sådan et 1-tal’.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - +1
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

28-05-2018

25-05-2018

23-05-2018

21-05-2018

18-05-2018

16-05-2018

14-05-2018

12-05-2018

10-05-2018

08-05-2018

06-05-2018

04-05-2018

02-05-2018

30-04-2018

27-04-2018

25-04-2018

22-04-2018

08-04-2018

05-04-2018

12-03-2018

10-03-2018

08-03-2018

07-03-2018

05-03-2018

01-03-2018

26-02-2018

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

Flere anmeldelser