Af: Henrik Lyding

22. juni 2009

La la la

Usammenhængende musikteater for de mindste.

Stemmen er blid og omsorgsfuldt beroligende. Vi bliver taget godt imod af Thomas Carlsen til ’Mi Mi Mi’. Klogt, når målgruppen er 1,5-4 år.

På scenen står en masse musikinstrumenter, samt en stor kasse. Carlsen skal lære at spille, fortæller han, og viser os en rød spand. Heri gemmer sig endnu flere musikinstrumenter af den særeste slags. Nogle, der kan rasle og risle, klirre, knitre og vibrere. Et efter et tager han dem op af spanden og demonstrerer for os, hvordan de lyder, så fornemmelsen af teater hurtigt fordufter til fordel for indtrykket af en optrædeglad og lattermild musikpædagog på spil.

At bruge næsten ti ud af blot 35 minutter på at pakke instrumenter ud på præcis samme måde og derved etablere sit spillested – det er for tyndt. Også selv om det selvfølgelig er sjovt at lytte til de mange pudsige lyde. Ikke mindst gongongens dybe toner imponerer.

Til sidst er vi klar til spil. Harmonikaen gribes og den store kasse bevæger sig. Til ungernes naturlige undren. Nej, nej, det er bare en helt almindelig kasse, påstår Carlsen, selv om det er tydeligt for enhver, at den er alt andet. En stor, forgyldt kasse med udskæringer og krummelurer, og med en hvid klovn malet på siden. Almindelig? Nej.

Det er her, spørgsmålene begynder at hobe sig op – det er her, det bliver klart, hvad der er galt med denne forestilling. Den bringer en masse ting i spil, men den forklarer aldrig, hvorfor de er der – der er ingen indre logik eller dybere mening med dem. De er der bare for at fylde en forestilling ud. Hvorfor skulle halvdelen af instrumenterne for eksempel pakkes ud, mens den anden halvdel stod klar? Hvorfor står den store røde kasse på scenen – hvem ejer den og hvorfor påstår manden, at den er almindelig?

Carlsen spiller videre og kassen bevæger sig. Til sidst dukker en pige frem af kassen. Hvilket ikke undrer Carlsen det mindste. Det ville have undret mig, hvis jeg havde påstået, at det bare var en almindelig kasse, og der så var en pige nede i den. Tilmed en pige uden bukser. Ja, det påstår Carlsen, selv om hun faktisk har et par korte bukser på. Men det skal være pyjamasbukser, insisterer han, og dem kan hun ikke finde ud af at tage på. Sjovt, men hvorfor? Vi finder aldrig ud af, hvorfor det var så vigtigt med de bukser. Eller hvem hun er. Pernille Carlsen hedder hun, søster til Thomas, og med rolig uudgrundelighed spiller hun sin lille rolle som en fin kontrast til hans lattermilde entusiasme.

En tidslomme

En blomst vokser op af kassen – den skal vandes, siger han. Det gør hun, uden at der af den grund sker noget med blomsten. Så spiller de lidt sammen, uden at de skal bruge musikken til noget; hun kravler ned i kassen igen, efter at have givet ham en mystisk gave. Den viser sig at være et håndsving, der kan sættes i kassen, der så bliver til en lirekasse, der spiller af sig selv. Og så spiller Carlsen med kassen. Glad er han, selv om det vel egentlig må siges at være en lidt trist finale at spille med en mekanisk kasse i stedet for med det levende menneske, der sidder i kassen. Også selv om vi jo godt ved, at det er hende, der drejer rundt.

Et afgørende spørgsmål melder sig til sidst: Er det urimeligt at forlange logik og gennemtænkt struktur på en børneteaterforestilling? De to aktører virker sympatiske, men er det nok til en teaterforestilling? Jeg sad tilbage med en fornemmelse af at være havnet i en tidslomme 30 år tilbage i børneteaterhistorien, hvor behjertede pædagoger og andre musiske mennesker ville lave teater for børn uden altid at have redskaberne til det.

Carlsen & Ko har uden tvivl potentialet til at kunne lave ordentligt børneteater, men de mangler en dramaturg og et langt mere gennemarbejdet manuskript. ’Mi Mi Mi’ er snarere la la la.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.