Af: Janken Varden

8. august 2013

Kyskagernes skumle bivirkning

Ingen sure miner på Smilets Ø, men masser af hysterisk overspil og kunstig latter.

Sara og Benjamin har mistet deres mor for nylig, men de reagerer forskellig. Vist er de begge ulykkelige, men Benjamin kan tale om mors dejlige æblekage, mens Sara slet ikke vil tale om noget som helst der handler om mor – det gør så ondt.

Benjamin har modtaget en mystisk brochure. Den handler om Smilets Ø, hvor man kan komme og få trøst og noget andet at tænke på. Benjamin får langt om længe lokket sin indesluttede og modvillige søster med på, at – måske, måske – er det et forsøg værd.

Smilets Ø er en orgie i rødt og hvidt – om der ligger en skjult Danmarks-ironi her ved jeg ikke – med Line Østergaard som en blanding af værtinde, dronning og fortryllerske. I en enorm hvid paryk, ildrød læbestift og tilsvarende røde solbriller er hun en event-magerske af ivrigste sort.

Hun spæner rundt på scenen og gør i stand: Hvide dukker med røde kjoler og tomme øjne spredes med gavmild hånd ud over scenen, et helt kompagni af havenisser sættes ud, som var de grænsevagter rundt om øen, og der drysses overdådigt med smil og skælmske øjekast og begejstret latter.

På Smilets Ø er det ulovligt at være ked af det. Her skal være fest og farver, her skal man smile og grine og glemme det triste. Sara føler sig som en hund i et spil kegler, hun flår den enorme røde sløjfe hun får sat i håret af, og hun ser med afsky på sin bror, i Niels Erlings skikkelse, der går helhjertet ind i rollen som åndssvag lattermaskine i rød dragt, og en oppustet jakke danderet med alskens sovedyr.

Det eneste, der kan minde om der hjemme, er Benjamins blikfløjte, som Sara finder i kaoset og gemmer indenfor blusen. Den bliver både Benjamins og hendes redning til sidst, men inden da skal hun kæmpe en drabelig kamp for ikke at blive suget ind i dronningens minde-løse univers af dukker og grineflip.

Dronningen/heksen har nemlig et våben: Poser fulde af kyskager der udsletter hukommelsen, sløver viljen, og virker som lattergas. Det tager tid inden Sara finder ud af sammenhængen mellem heksen og dukkerne, og hvad der sker med dem, der proppes med kager. Og det er en gyser!

Hektisk og overspillet

Mere skal jeg ikke røbe af handlingen. Den læner sig godt op ad gamle folkeeventyr og 'Alice in Wonderland' og 'Charlie og chokoladefabrikken' og adskillige andre historier om forheksede børn – for ikke at sige dopede.

Men fortællingen ødelægges af en alt for febrilsk og forpustet spillestil. Forceret er en mild betegnelse. Lad gå med at latter, under sådanne omstændigheder, i sin natur er kunstig, men det isner i mine tænder, når den kombineres med umotiverede overgange, eksalteret begejstring, skabagtigt spil, forlorne kostymer og replikker, der råbes. Det er rasende umorsomt.

I en sjælden stille stund har Sara en monolog rettet til en af havenisserne. 'Jeg græd ikke til din begravelse, mor'. Det skaber et øjeblik af ro, troværdighed og indlevelse, som nuancerer billedet og giver et indblik i den forpinte piges sjæl. En ekstra stjerne for Malene Beltoft Olsens stilfærdige tilstedeværelse, midt oppe i løjerne.

Men alt i alt er jeg nødt til at konkludere med, at budskabet om at man skal tage sin sorg alvorligt, hvis man skal komme over den, bliver mere eller mindre væk i forstillelse og skabagtighed på grænsen til amatørisme. Her burde instruktørerne have været mere påpasselige og balanceret form og budskab.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.