Kunstnerisk udvikling - nej tak??

Marie Kilsgaard Møller har sendt følgende indlæg om sine trængsler omkring kunstneriske udviklingsprojekter og ikke Statens Scenekunstskoles praksis:

Hvis du vil udvikle nye scenekunstneriske metoder eller former må du flygte til Norge. For i Danmark er der ikke plads til andre end Scenekunstskolens egne undervisere. Jeg vil her berette om mine deprimerende oplevelser med kunstnerisk forskning.

Statens Scenekunstskole har fået opgaven at facilitere ”kunstnerisk udviklingsvirksomhed” (KUV – også blandt mange kaldt kunstnerisk forskning og på engelsk ”artistic research”). De har gennem det sidste år haft en slags forsøgsperiode, hvor undervisere på skolen har gennemført en række KUV-projekter.

I foråret 2013 deltog jeg i et seminar arrangeret af det dramaturgiske tidsskrift Peripeti, som netop havde udgivet et blad med dette tema. Her sluttede rektor for Scenekunstskolen Sverre Rødahl af med at fortælle, at skolen havde fået midler fra kulturstyrelsen og at til august kunne enhver udefra søge skolen om at lave et forskningsprojekt.

Da jeg selv er interesseret i at blive ”institutionaliseret” med mine udviklingsprojekter indenfor børneteater deltog jeg allerede i december 2011 i et seminar arrangeret af Forsøgsstationen, Københavns Universitet og Statens Teaterskoles Efteruddannelse. Her blev begrebet ”kunstnerisk forskning” åbnet op for en stor del af branchen. Man diskuterede definitioner og lærte om den norske model, hvor de er langt fremme hvad angår udvikling og forskning.

Efter at have kontaktet Statens Scenekunstskole for at spørge til deres rolle indenfor KUV svarede de, at jeg skulle holde øje med hjemmesiden, for der ville snart komme noget op. Det gjorde jeg så i 1 ½ år. Intet skete. Efter Sverre Rødahls udmelding om at der var midler tjekkede jeg med begejstring jævnligt scenekunstskolen.dk. Men nej. Så jeg kontaktede skolen og da jeg endelig fik et svar lød det sådan her:

“Tak for det tilsendte. Og jeg beklager du ikke har modtaget et svar endnu. Vi troede en overgang at vi kunne lukke op for udefra kommende ansøgninger i vores udviklingsvirksomhed. Det viser sig nu, at man skal være ansat på skolen for at få tildelt midler. Jeg vil foreslå dig at holde øje med vores hjemmeside for at se om dette forandrer sig engang i fremtiden, selvom det nok har lange udsigter. Jeg håber du han finde et andet sted, måske www.khio.no, at bedrive udviklingsvirksomhed.”

I DANMARK udvikler vi åbenbart kun den scenekunst, som underviserne på Scenekunstskolerne beskæftiger sig med. Hvis nogen, som arbejder indenfor et andet område end netop underviserne på Scenekunstskolen, vil skabe nye metoder og teaterformer, skal man altså søge mod Norge. Men hvad gør det ved dansk teater?

Det gør at vi fortsat er de kedeligste, mest klassiske efterabere i hele Nordeuropa.

Denne lukkede klub af teater-undervisere, som får midler til at forske ved siden af deres undervisning, er for mig en tragedie! Der er masser af scenekunstnere som arbejder med at udvikle nye metoder til at skabe, vise og forstå dans, tværkunstneriske former og børneteater. Projekter, som måske kunne være vigtige KUV-forskningsprojekter, der kunne sætte dansk scenekunst på det europæiske landkort.

Men disse projekter forbliver på et slags undergrundsplan, når det ikke er muligt at søge midler til at skabe et anerkendt forskningsprojekt, hvor dokumentation spiller en rolle, hvor forskningskriterier skal være opfyldt osv. Fremtidens scenekunstnere hører aldrig om de nye tanker. For eleverne bliver kun undervist af de samme lærere i de samme teaterformer og metoder. Imens flyver verden forbi uden at nogen opdager det.

Kulturministeriet har i januar 2012 udgivet en rapport om kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Arbejdsgruppen bestod af ”eksperter og interessenter”. Men når man ser nærmere på gruppen, er det stort set kun rektorer fra kunstuddannelserne og nogle embedsfolk. Så kan man være sikker på, ikke at blive provokeret ud i alternative tænkemåder!

Rapporten afslører at film- og scenekunstområdet er de eneste skoler, som ikke er kommet i gang med forskning. Så det er rigtig godt at der er ved at ske noget. I rapporten opfordrer man til at der skal gives midler til området og de anbefaler også et stipendie-program:

“Arbejdsgruppen finder, at et stipendieprogram for kunstnerisk udviklingsvirksomhed vil bidrage til, at refleksionen over den kunstneriske praksis og udvikling af viden og erkendelse med afsæt i kunstnerisk udviklingsvirksomhed styrkes på et niveau svarende til forskningens ph.d.-niveau (Third cycle). Programmet bør støtte aktiviteter og projekter, der er forankret i institutioner, der bedriver kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Derved vil et sådant program adskille sig fra det etablerede kunststøttesystem, der støtter den enkelte kunstner – uden at denne er institutionelt forankret.”

I NORGE er der både et projektprogram, som jeg forstår som specifikt konstrueret til undervisere/lektorer (tilsvarende det der findes i Danmark) og så er der et 3-årigt stipendiat-program, som alle kan søge. Man skal dog have en lektor fra en skole med sig med en anbefaling.

Hvorfor åbner vi ikke i Danmark op for at alle kunstnere kan søge forskningsstipendiater? Der ville komme et hav af spændende ny viden ud af det. Det vil generere nye tankebaner som igen vil – generere –  og igen – ja, nye tanker er nok det mest bæredygtige man overhovedet kan ønske sig!

De projekter, som Scenekunstskolens egne undervisere har arbejdet på i sidste sæson blev præsenteret i Peripeti nr. 19-2013 og på seminaret i foråret. Mit indtryk er, at det er projekter, som er opfundet, fordi man skulle forske i et eller andet. Det virker som om lærerne selv bare laver skabende kunstprojekter – beskrevet med akademisk kryptering – og så skriver de en rapport om det. Nye tænkemåder/forskning er det svært at få øje på. Eksempelvis er der et projekt, som handlerom kabaret. Det beskrives således:

”Udformningen og fremførelsen af en teaterkoncert med tre professionelle sangere og en pianist. Hvordan kan den traditionelle kabaretgenre genopvækkes og blive til et arbejdsredskab og et moderne formidlingsværktøj for moderne sangere og skabe indsigt hos den unge skuespillerstuderenes tilgang til sang som udtryksmiddel?”

Hvad er der af ny forskning i det? Massevis af scenekunstnere har allerede arbejdet med kabaret og teaterkoncert. Det lyder som en undskyldning for at undervise skuespillere i teatralsk sang. Man kan læse flere sjove KUV projekter, som det ikke giver nogen mening at kalde forskning (undtagen at de skriver en rapport), inde på Scenekunstskolens hjemmeside. God fornøjelse. Det er ikke godt nok!

Danmark er tilbagestående, når det kommer til kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Men der er masser af spændende emner, der kan udvikles, som vi kan forske i.

Jeg kender ikke nogen, som går i teatret, medmindre de læser på humaniora, arbejder i branchen eller er over 45. Hvis de gør ser de ”Aladdin” eller ”Den Eneste Ene – the musical”. Teater er så røvkedeligt og langt at ingen gider se det! Derfor skal det udvikles! Scenekunstskolen gør sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at åbne op. Når de lukker sig om sig selv siger de ”nej tak” til kunstnerisk udviklingsvirksomhed.

Marie Kilsgaard Møller er freelance teaterinstruktør og debattør