Kunstnerisk udvikling – ja tak!

Sverre Rødahl svarer på Marie Kilsgaard Møllers indlæg med kritik af Statens Scenekunstskole og mulighederne for kunstnerisk udviklingsvirksomhed:

Marie Kilsgaard Møller har skrevet et indlæg i Teateravisen. Hun synes ikke, at hun får de muligheder for at bedrive kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV) eller kunstnerisk forskning i Danmark, som hun gerne vil.  Hun kigger længselsfuldt til Norge, hvor der er muligheder og penge og åbenhed. Ja, det gør vi alle, når vi befinder os her i Danmark.

For de måske uindviede hermed lidt baggrundsviden: Norge – og Sverige – har bevidst satset stort og offensivt på kunstnerisk udviklingsvirksomhed/kunstnerisk forskning gennem de seneste år.  Begge lande har afsat store millionbeløb til kunstfaglige stipendieprogrammer for kunstnere og har udarbejdet forskningsstrategier og ambitiøse planer for den kunstneriske del af landets forskning. Der findes solide offentlige støtteordninger, navnlig i Norge, der er tilpasset de kunstneriske uddannelser og med ambitiøse målsætninger om at styrke niveauet for eksperimenter, udforskning, refleksion og udvikling udført af kunstnere og undervisere på de videregående kunstneriske uddannelser. De svenske og norske scenekunstskoler er derfor ved at udvikle levende forskningsmiljøer på kunstnerisk grundlag. Det samme sker i mange andre lande i Europa.

Hvad så med Danmark? Hvad med kunstnerisk udviklingsvirksomhed inden for dansk scenekunst?

Af uransagelige grunde har scenekunstuddannelsesområdet i Danmark stået i en underlig særstilling i forhold til at blive anerkendt på samme niveau som andre kunstneriske uddannelsesområder her i landet.

Statens Scenekunstskole og de øvrige scenekunstskoler i Danmark er stadig ikke akkrediteret som kunstneriske bachelor- og kandidatuddannelser. Det betyder bl.a., at de studerende ikke får merit på lige fod med andre kunstskolestuderende, når de har færdiggjort deres uddannelse.

Og måske særdeles vigtigt at bemærke; skolerne har ikke den samme lovmæssige ret og pligt til at drive forskning og/eller KUV. Derfor har skolerne heller ikke midler i deres budgetter til KUV. Statens Scenekunstskole har ingen stillingsstruktur, der fordeler lærernes arbejdstid mellem undervisning og udviklingsvirksomhed som skolerne på de øvrige kunstområder.

Statens Scenekunstskole fik fra og med 2011 en årlig ekstrabevilling på 400.000 kr. til generelle udviklingstiltag. Disse har skolen valgt at øremærke til det første skridt i opbygningen af KUV på skolen.  I år etablerede Kulturministeriet for første gang en særlig støtteordning på 3 mio. kr. årligt i fire år til samtlige kunstskoler under Kulturministeriet. Elleve store og små uddannelsesinstitutioner skal konkurrere om 3 mio. kr. årligt. Ikke meget til hver!

Der er fortsat meget langt til svenske og norske tilstande. Resultatet af den første ansøgningsrunde for disse midler vil komme om lidt. Statens Scenekunstskole har to projektansøgninger inde til behandling, begge projekter er ansøgt af skolen på vegne af kendte scenekunstnere med tilknytning til skolen.

Så jeg er helt enig med Marie Kilsgaard Møller i, at man drømmer om norske forhold! Men Marie, du skyder fuldstændigt ved siden af målet, når du giver Statens Scenekunstskole skylden for tingenes tilstand.

Jeg er glad for, at du gerne vil tage aktiv del i det spirende danske miljø for kunstnerisk udvikling på scenekunstområdet. Der er et stort behov for kunstnere, der både har interesse for at reflektere over egen kunstneriske praksis, og som interesserer sig for at drive praksisbaseret forskning som kunstner på områder inden for teater, dans, performance og lignende.

Som du netop har set på Statens Scenekunstskoles hjemmeside, så er dette et helt nyt område for skolen. Vi har det seneste år – til trods for manglende lovmæssig ret og pligt – villet opbygge en kompetence på området for at stå rustet til at løfte et kunstnerisk bachelor- og kandidatniveau for skolens uddannelser, når den tid kommer (forhåbentlig om få år), og fordi vi mener, at SSKS, som den centrale videregående scenekunstskole i Danmark ikke kan være bekendt at stå i skyggen af den udvikling, som sker alle andre steder i Europa på vores område. 

Statens Scenekunstskole har brugt skolens få udviklingsmidler til at høste den første erfaring og tage de første spæde skridt i retning af en formaliseret, kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Vi besluttede for halvandet år siden, at vi som allerførste skridt ville starte med at bevidstgøre og engagere skolens egne undervisere og give dem mulighed for at afprøve KUV-arbejdet i praksis.

Det er gået over al forventning: På kun halvandet år er i alt ni KUV-projekter igangsat blandt en fastansat underviserstab på omtrent 15 undervisere, og de fleste projekter vil være gennemført i løbet af dette år. Det har betydet, at skolen allerede nu står med nogle erfaringer, som kan være med til at højne skolens pædagogiske niveau, styrke den reflekterende del af undervisningen og skabe en nytænkende kunstnerisk virksomhed, som kan få direkte betydning for fagmiljøet.

Selvfølgelig er skolens egen underviserstab ikke i stand til at løfte denne opgave alene. Men erfaringerne hidtil har givet os kompetence til at håndtere udviklingsprojekter. Vi har både lært noget om at vise forestillinger i en forskningsmæssig sammenhæng, og vi har lært en hel del om at dokumentere og formidle KUV til fagfæller i en scenekunstnerisk meningsfuld sammenhæng. Alle disse erfaringer vil om lidt kunne gøre skolen i stand til også at invitere kunstnere uden for skolens egen underviserstab til at bedrive KUV på vegne af skolen.

Dette er et stort ønske og en nødvendighed på længere sigt, for vi ved, at en underviserstab som vores hverken er tilstrækkelig stor eller mangfoldig nok til alene at løfte et bredere og dybere ansvar for KUV på dansk scenekunstområde. Både internationale og nationale kræfter skal være med at løfte denne opgave.

Man er desværre nødt til at udstyre sig med en stor portion tålmodighed, når man arbejder for at etablere KUV som aktivitet på scenekunstområdet.

Det ved vi alt om på Statens Scenekunstskole, for vi kan se tilbage på ti års ihærdigt arbejde for at udvikle skolen fra en traditionel professionsskole til en højere videregående kunstskole.

De sværeste forhindringer på vejen er ironisk nok ofte branchens egne folk. Jeg vil foreslå dig, Marie, at du som en af de relativt få, der kan se vigtigheden af kunstnerisk udviklingsvirksomhed, for alvor sætter dig ind i de realiteter, som råder, og som forhindrer din drøm i at gå i opfyldelse i løbet af det, du oplever som et års langsommelighed.

Ja, det er rigtigt, at Statens Scenekunstskole træder sine børnesko på KUV-området. Det synes jeg ikke du skal ironisere over, så længe vi gør det med stor alvor og ud fra et ønske om at lære den vanskelige erkendelsespraksis kaldet artistic research at kende;

Vi tror på, at den skabende eller udøvende scenekunstner har et potentiale til at reflektere over egen kunstneriske proces. Vi tror på, at hun skal finde en anden måde at gøre det på end den traditionelle, videnskabelige forskning.  Vi mener, at en praksisbaseret forskningsvirksomhed kan være til gavn for udviklingen af kunstarterne. Vi søger, sammen med skoler i andre lande, efter refleksionsmåder, formidlingstyper og dokumentationsformer, der kan anvendes på den særlige forskning, som KUV er.

Vores arbejde vil efter min bedste overbevisning og i det lange og seje løb komme hele kunstarten til gode og være en løftestang for udbredelsen af kunstnerisk udviklingsvirksomhed både på de danske scenekunstkunstskoler og i den danske teater- og danseverden uden for skolerne. Vi er ikke kommet så langt, måske, men vi er i fuld gang.

Modsat hvad der er Marie Kilsgaard Møllers opfattelse, så er Scenekunstskolen ikke lukket om sig selv. Vi er tværtimod meget optaget af at åbne skolen for omverdenen. Der passerer ca. 400-500 undervisere – de fleste scenekunstnere – fra alle dele af branchen gennem dørene ind til Scenekunstskolen på Holmen i løbet af et år.  Der går til enhver tid 130 studerende, som spredes ud over hele det danske teater- og dansemiljø. De fleste af dem finder arbejde på mindre teatre og dansegrupper og i eksperimenterende sammenhænge. Mange arbejder inden for børneteaterområdet. Et mangfoldigt, ungt publikum fylder skolens mange scener i meget stort omfang. Vi inviterer hele branchen til at møde store verdensnavne til arrangementer som eksempelvis Samtaler om scenekunst, og Efteruddannelsen henvender sig til alle professionelle med symposier, konferencer, workshops, kurser.

Hvis Statens Scenekunstskole lykkes i at skabe en forskningskompetence for KUV, både ved interne og efterhånden eksterne kræfter, vil det komme alle undervisere, studerende, publikummer og branchefolk til gode.

Dette vil også, forhåbentlig om kort tid, give både Marie og mange andre mulighed for at kunne søge en af de mange stipendiatstillinger eller få adgang til de støtteordninger, som hurtigst muligt MÅ komme til gavn for udviklingen af dansk kunstuddannelse, dansk professionel scenekunst og danske scenekunstnere. 

For vi har jo en fælles interesse her.

Sverre Rødahl er rektor for Statens Scenekunstskole

***

Statens Scenekunstskole gør i øvrigt opmærksom på, at der er offentlig fremlæggelse af et kunstnerisk udviklingsprojekt  tirsdag den 10. december 2013 kl. 16,00-18,30: 

Koreograf Charlotte Munksøs refleksion over sit forestillingsprojekt 'Her lugter af ingenting'.

Se følgende link:

http://www.youtube.com/watch?v=A-0WqK5zelM

Billetbestilling: http://billetto.dk/herlugterafingenting