Kunsten at holde skuespillerdrømmen i live

De færreste skuespillere er fastansatte i fuldtidsjobs. De er typisk freelancere, som har flere forskellige skuespillerjobs spredt ud over hele året, projektansatte kunne man kalde dem.

Det betyder, at de er nødt til at supplere med ekstrajobs, som ikke nødvendigvis hører ind under teaterverdenen - og ellers går turen til a-kassen.

Også i børneteaterverdenen har mange ekstrajobs, der ikke lige foregår på en scene. Derfor kan man møde teaterarbejdere i roller som klinikassistenter, plejehjemsansatte, taxachauffører, handicaphjælpere, kørelærere - og sågar jordemødre og gravere. Dertil kommer mere fagligt-kompatibel beskæftigelse som dramapædagoger eller forumteater-facilitatorer.

Men trods disse aktiviteter prøver de fleste at holde  skuespillerdrømmen i live. Her er Henriette Rosenbecks version.

Fra succes til det sorte hul

Det kørte ellers derudad for Rosenbeck. I 2008 modtog hun sammen med Holbæk Teater og holdet bag 'Gidsel' Årets Reumert for Bedste børne- og ungdomsforestilling (se portalens anmeldelse). Og i 2009 turnerede hun verden rundt med både 'Gidsel' og 'Romeo og Julie' - sidstnævnte i regi af Grønnegade Teater - som hun bl.a. optrådte med i Operahuset i Sydney.

Men lige pludselig var det hele forbi. Ikke flere kontrakter, færdig med turneerne og rejserne. Der var bare en tom fremtid.

»Det var angstprovokerende som altid. Jeg kan ikke tåle at være arbejdsløs. Efter en uge får jeg små tegn på depression,« fortæller Henriette Rosenbeck.

Som skuespiller er det svært at undgå arbejdsløshedsperioder, og de kan være ekstremt brydsomme.

»Man mister let troen på sig selv: ’Ingen ringer til mig, ingen har brug for mig’. Jeg kan godt blive flov over alle de mennesker, som jeg har grædt ud hos, fordi det var så synd for mig. Desværre går det også ud over privatsfæren. Jeg er simpelthen verdens dårligste hjemmegående husmor.«

I foråret 2010 var Rosenbeck atter røget ned i et sort hul, og hendes familie sagde lige ud til hende:

’Vi kan ærligt talt ikke holde dig ud. Bare fordi du er en lille smule arbejdsløs, så går du ned med flaget’.

»Jeg tænkte: ’Hvis ikke jeg ændrer mit liv, så ender det her med en skilsmisse.’«

Blev frarådet et liv som skuespiller

Som 10-årig vidste Henriette Rosenbeck (født 1965), at hun ville være skuespiller. Hendes onkel var nyligt afdøde Jess Ingerslev, og som barn oplevede hun jævnligt hans præstationer på danske teaterscener og som medlem af Klyderne. Det kunne ikke undgå at sætte griller i hovedet på hende.

»Men faktisk blev jeg frarådet at blive skuespiller af hele min familie, inklusive Jess. For som de sagde: det er hårdt arbejde. Desuden mente min mor ikke, at jeg havde talent, og min far, som var læge, ville bare gerne have, at jeg skulle studere på universitetet. Men det blev så min drivkraft: Jeg sku' fandme vise dem, sku' jeg.«

Med skuespillerdrømmen som overskrift gik Henriette Rosenbeck i fuld gang med at træne sin krop og sin musikalitet og afprøvede en lang række musiske aktiviteter: Hun fik sangundervisning, gik til jazzballet, rytmisk gymnastik og akrobatik, lærte at spille guitar og kontrabas, og fulgte diverse kurser på Ærø Folkehøjskole. Og i 1993 blev hun færdiguddannet skuespiller fra Nordisk Teaterskole i Århus.

Scenekunst skaber man sjældent alene

Men hvad var det så helt præcis, hun havde lært?

»Som ung havde jeg det ofte sådan, at så snart jeg forlod prøvelokalet på teateret, havde jeg svært ved at sætte ord på, hvad det egentlig var jeg kunne. Og senere, når jeg har været mellem jobs, har jeg tit spurgt mig selv: Gad vide, om jeg overhovedet har nogen evner?«

Selvom den følelse ikke er forbeholdt skuespillere, så er skuespillerhåndværket ikke særlig håndgribeligt sammenlignet med andre kunstformer, mener Rosenbeck. En musiker kan øve sig på sit instrument, en fotograf har sit kamera, og en maler har sine pensler og lærreder. Men som skuespiller er det svært at vedligeholde sit arbejde uden feedback, og derfor samarbejder de fleste skuespillere med en instruktør eller dramatiker. Selv de teaterfolk, som prøver at skabe noget alene, får før eller siden brug for respons, påpeger Rosenbeck. Scenekunst opstår som regel i et samspil mellem flere mennesker.

»Teater er i allerhøjeste grad en kollektiv kunstart - og jeg er et meget kollektivt menneske. Jeg synes, det er svært at få ideer alene (sådan var det i hvert fald tidligere). Men lige så snart jeg taler med folk, så begynder min hjerne at arbejde og ideerne myldrer frem. Jeg oplever en stor drivkraft ved at skabe noget sammen med andre mennesker. Men netop på grund af teaterets kollektive arbejdsform, risikerer man i arbejdsløshedsperioderne at falde ned i et sort hul, hvor man bare tænker: jeg kan ingenting.«

Perioder med arbejdsløshed har været en tilbagevendende faktor i Henriette Rosenbecks liv, og derfor har hun også sommetider overvejet, om ikke hun burde skifte retning og f.eks. tage en læreruddannelse. Alligevel har hun aldrig taget skridtet fuldt ud.

»Tanken om at skulle forlade skuespillerfaget har altid været forbundet med en stor sorg. Jeg var overbevist om, at hvis jeg opgav drømmen og fandt noget andet, ville jeg umuligt kunne gå i teatret uden at blive virkelig ked af det.«

Fra krise til selvudvikling

Den kritiske stemning i Henriette Rosenbecks hjem i foråret 2010 medførte, at hun og hendes mand blev enige om at begynde i parterapi. Imidlertid besøgte de kun terapeuten én gang, før hun indså, at krisen ikke drejede sig om ægteparrets forhold, men udelukkende om hendes forhold til sit arbejdsliv. Da parret efter besøget hos terapeuten drak kaffe på en café, besluttede hun sig for at tage diplomuddannelsen i Kunst- og Kulturledelse på Scenekunstens Udviklingscenter i Odsherred. To et halvt år senere modtog hun sit diplom.

»I Odsherred lærte jeg at betragte mit arbejdsliv på en helt ny måde,« fortæller Henriette Rosenbeck.

»Uddannelsens første modul handler om personlig ledelse, og forløbet er meget selvudviklende. F.eks. lærte jeg noget om, hvordan man kan håndtere en besværlig arbejdssituation ved at ændre sin egen adfærd og indstilling til situationen. Og noget om, hvordan man kan anvende en ’anerkendende tilgang’ både i forhold til andre, men ikke mindst sig selv. I stedet for at overbevise sig selv om, at man ikke duer til noget, så er det mere konstruktivt at sige: Hér er faktisk noget, jeg er ret god til - hvordan kan jeg få mere af dét i mit arbejdsliv?«

Nye produkter på hylderne

På uddannelsen fik Henriette Rosenbeck inspiration til at vinkle sine skuespillerevner på en anden måde, og som færdiguddannet kastede hun sig ud i at blive selvstændig og starte sit eget firma: Rosenbeck Produktion.

Det krævede mod, fortæller hun, fordi man som selvstændig giver afkald på den sikkerhed, der ligger i at kunne få dagpenge. Til gengæld var det lærerigt at gennemtænke firmaets profil.

»Som enmands-virksomhed er man nødt til at overveje: hvad er det jeg kan? Hvilke produkter har jeg på mine hylder? Og jeg nåede frem til, at jeg på nuværende tidspunkt kan tjene penge med fire forskellige kasketter på: Som skuespiller, underviser, konsulent og producent.«

Som konsulent arbejder Rosenbeck bl.a. som performance coach og som forumteater-facilitator.

»Der findes mange situationer og sammenhænge uden for teaterets verden, hvor det gælder om at være bevidst om sine performative virkemidler - faktisk når som helst man skal formidle et budskab, man synes er vigtigt. Det kan f.eks. være, hvis man skal præsentere sin forskning for kolleger, holde en temadag for sine ansatte, eller som ansat komme igennem med forslag til ledelsen. Gennem mit skuespillerarbejde har jeg selvfølgelig opnået stor erfaring med at performe, og som performance coach bliver den erfaring brugbar på en ny måde, når jeg videregiver den til erhvervsledere og andre interesserede.«

Som mangeårig forumteater-skuespiller har Rosenbeck videreudviklet sine improvisatoriske evner, og dem bruger hun flittigt, efter hun har påtaget sig rollen som forumteater-facilitator. Forumteater foregår ofte på en virksomhed og tager udgangspunkt i diverse dilemmaer på denne arbejdsplads: Foran virksomhedens medarbejdere agerer skuespillerne en scene, f.eks. chefen der giver en medarbejder en overhaling. Bagefter kommer publikum (dvs. medarbejderne) med deres tanker og forslag vedrørende denne scene, og deres respons må Henriette Rosenbeck som facilitator improvisere videre over.

»Det har været ret grænseoverskridende for mig at springe ud i rollen som facilitator. Mange virksomheder vil gerne have garanti for bestemte resultater, men jeg fortæller ledelsen på forhånd, at jeg ikke kan love dem noget som helst. I hvert fald ikke andet, end at jeg gennem underholdning kan få medarbejderne til at reflektere over situationerne på en ny måde, og betragte deres kollega med andre øjne.«

Rosenbeck Produktion tæller bl.a. Rigsadvokaten, Finanstilsynet og Politiet blandt sine kunder.

Fordelen ved at spille på flere heste

På sin rejse rundt i det danske erhvervsliv møder Henriette Rosenbeck mange mennesker, som hun aldrig ville have mødt inden for teaterets vægge.

»Det er enormt sundt og et stort privilegium at bevæge sig uden for teateret, for teaterverdenen er en meget lille verden: man bliver nemt fagidiot,« mener hun.

På nogle af arbejdspladserne er der voldsomme nedskæringer, samtidig med at arbejdsmængden stiger og stiger - medarbejderne segner simpelthen af stress af lutter angst for at blive fyret. Det sætter tingene i perspektiv, synes Rosenbeck.

»I mit arbejdsliv kan det være usikkert med pengene, men til gengæld har jeg en kæmpe frihed. Jeg kan sige ja eller nej til jobs, som det passer mig – så længe jeg betaler huslejen.«

Trods de indimellem svære vilkår er det altså lykkedes Henriette Rosenbeck at holde fast i skuespillerdrømmen. Hvilket råd ville hun give en yngre - og mere usikker - udgave af sig selv?

»Jeg ville sige: forfølg din skuespillerdrøm - du skal nok få jobs. Men faget kan godt udstrækkes til andet end at være skuespiller på en scene, så prøv også at finde andre platforme at virke på. Det er nyttigt at kunne spille på flere heste, så du ikke behøver at spørge teaterdirektørerne, om de ikke nok vil ansætte dig. Skab noget sammen med dine kolleger, men sæt også dine egne projekter i søen. Og tro på, at du har fat i den lange ende.«

***

I denne weekend skulle Henriette Rosenbeck have debuteret som underviser på Scenekunstens Udviklingscenter i Odsherred, men kurset 'Kompetenceudvikling og vidensdeling for teaterundervisere' er blevet aflyst pga. manglende tilslutning.

Og teatret, hvor hun skulle have arbejdet hele foråret som skuespiller og producent, brændte ned for halvanden måned siden (S/H i Skindergade). Dermed står hun med en helt tom kalender det næste halve år.

»Så er det godt, jeg har flere tangenter at spille på,« lyder hendes kommentar.