Af: Henrik Lyding

26. september 2011

Kunsten at fortælle om kunsten

Billedmættet malehistorie med fortællemæssige problemer.

Pablo Picasso levede af sine billeder. Det gør denne forestilling om ham også. For hvad der åbner så lovende og så poetisk på alle parametre, ender med at fare vild i sine egne virkemidler og fortællemåder, så kun billedmagien bliver tilbage.

Men lad os begynde med begyndelsen. Vi bliver taget godt imod. En stor dreng (Ole Boisen) ligger henslængt på bræddescenen, iført matrosstribet trøje og hvide bukser. Han er den voksne Picasso. Et par piger (Susanne Storm og Karen Pontoppidan Monrad) leger besøgende og teselskab. Og umærkeligt glides der over i historien om Lille Pablo Picasso. Som viser sig i dukkeform – en lille, alvorlig dreng med store, undrende og let bebrejdende øjne. Såvel dukke som føring er en fornøjelse af de sjældne.

Og legen bliver til kunst. Drengen Pablo begynder at male og vi ser hans billeder vokse frem i al deres kubistiske forunderlighed.

Ole Boisen, der kan den fine kunst at være voksen og barn på samme tid, fortæller og mindes, mens en bister lille blå tyr springer frem, et par tegnede fugle skræpper løs, en kasse bliver nærmest levende, og elementer fra Picassos kunstneriske univers dukker frem af gulvets utallige lemme.

Det er sjovt, poetisk og malerisk på samme tid, ganske som Kristian Holm Joensens energifulde og musikalske iscenesættelse raffineret veksler mellem leg, filosofi og poesi. Undervejs driller Picassos figurer ham, nu hvor han efter eget udsagn er blevet verdens største maler.

Fortællelogikken kæntrer

Og så er det ellers, at forestillingens fortællelogik kæntrer. Pludselig er vi færdige, farvel og tak, lyder det. Men hvad blev der af manden og de to piger fra begyndelsen? Hvad skete der siden, hvorfor sige farvel lige der?

Lidt fortumlede og forvirrede går vi ud. Forhåbentlig tager vi de mange fine billeder og pudsige situationer med os. Og måske engang, hvis vi støder på originalen, vil vi vide og forstå lidt mere. Eller også vil vi ikke.

Ærgerligt, at enden var skidt, når nu begyndelsen var så god. Fem minutter mere og der havde været tid til at binde sløjfe på eventyret om lille Pablo, der blev til store Picasso.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.